Paradigmernes sammenstød og den kognitive dissonans

af Peter Andreas Fog

Endnu en forrygende tour de force ud i den danske offentlige stillingtagen til Ukrainekrigen fra vores redaktør.

I starten af sommeren så vi på, hvor meget opfattelsen af vores verden og vores plads i den har rykket sig som krigen i Ukraine trækker ud og USA trækker fra spids. Danmarks Radios foretrukne ekspert er gået fra at vente en storslået ukrainsk sejr på slagmarker, til at anbefale at Danmark anskaffer sig klyngebomber, den dag russerne kommer. Det ville kræve et opgør med konventioner og den tænkning, der ligger bag dem. 

“Er vi gået fra at betragte [krigen i Ukraine] som et folkeretligt spørgsmål og så til i højere grad (…) til at se det som et ‘dem mod os?” spurgte Clement Kjærsgaard således sine gæster. For Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn var det et fesent ja; “Når man skal navigere i en situation hvor der er krig i verden og hvor man selv er involveret i den krig, så er man nok altid tvunget ud i beslutninger som man ikke ville have taget, hvis man ikke havde haft en situation med krig” sagde han og mente, at vores principper “er vi selvfølgelig nødt til hele tiden at opdatere”. Liberal Alliances Mikkel Andersson kaldte det at insistere på principper i realiteternes verden “Det grundlæggende etiske dilemma” og mindede om at det er “meget legalistisk udtryk at sige at Folkeretten er vigtig”. Professor i folkeret Astrid Kjeldgaard-Pedersen gav dem delvis ret og mente at det var relevant at vi spurgte os selv; “hvad vil vi egentlig med det her?” og mindede om at “det er i krisetider, at Folkeretten virkelig skal stå sin prøve” - og den er altså dumpet.

Det er det, man kalder et paradigmeskift, fra en overordnet måde at opfatte virkeligheden til en anden. Vi ser ikke længere verden bevæge sig automatisk mod bedre tider, som kun kræver at vi bliver endnu ‘godere’, personligt som på samfundsplan, undervejs. Folk der har insisteret på at vi stadig befinder os i en verden afgjort af rå magt, som vi blot havde akkumuleret for en tid, levede ikke blot i fortiden, man risikerede direkte at blive udskammet fordi dissens med et herskende paradigme ikke kan forstås indenfor paradigmet og derfor udskammes som umoralsk og måske endda udtryk for en karakterbrist.

“Du har skrevet kritisk om analogier til Anden Verdenskrig, som bruges i tide og utide til at kommentere vores håndtering af nutidens autoritære regimer, ikke mindst Putin” sagde Flemmings Rose til den amerikanske Samfundsforsker Julian Waller for nogle måneder siden på vegne af Nyhedsbrevet og citerede fra en af Wallers bøger følgende

Vores problem med at forstå, hvordan man skal håndtere den slags regimer, stammer fra en forståelig, men overdreven tillid til dårligt erindret historie fra tiden omkring Anden Verdenskrig. Referencerne til Chamberlain og Hitler eller Roosevelt og Stalin er udbredte, men det er et lillebitte antal. Hvorfor griber vi altid til de to eksempler, når de er vildledende?  

(Hvis man har et abonnement på Nyhedsbrevet kan man høre Rose selv læse sin artikel højt og nyde hans unikke udtale af ordet ‘paradigme’). Forklaringen er selvfølgelig at vores verden blev grundlagt med slutningen af 2. Verdenskrig. Europas grænser, Kul- og Stålunionen, NATO, FN og vores selvforståelse som opretholder af det Regelbaserede Verdenssamfund. Med Sovjetunionens opløsning, var den sidste rest af efterkrigstiden af vejen og nu kunne det kun gå mod bedre tider. Når vi så ser nogen true denne forståelse, minder det os derfor automatisk om de eneste mørke tider vi kan huske, nemlig Hitler. Waller forklarer

Vestlige demokratier læser alt gennem en Anden Verdenskrig-linse, og det er der gode grunde til. For det første vandt vi, vi var de gode og vandt over de onde, og nok så vigtigt: Vi vandt en knusende sejr. Der er så godt som ingen kompromiser i den historie, og de, der findes, endte alle som fiaskoer, mens at modstå pres var vejen til succes.”  

Det er fortællingen, og der er meget sandhed i den. Men fordi denne erfaring var så afgørende og står så centralt i vores historiepolitiske erindring, og fordi vi bliver med at bruge den som lærestykke, så bliver den målestokken for alt. Det er blevet vores bibelske historie, på samme måde som historien om Napoleon var det i det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede, hvorpå Hitler overtog hans rolle som hovedskurk.” 

(...) …vi reducerer vores fjender til karikaturer. Det er en forståelig menneskelig reaktion. Man vil gerne fremstille sin fjende både som taber og som en stor trussel, som en tegneserieagtig skurk. Det er derfor, vi griber til Hitler-analogier og også Stalin-analogier. De er begge ekstraordinære skurke, men konsekvensen er, at vi står med en karikatur-lignende værktøjskasse, når vi skal forholde os til virkeligheden, selvom vi har masser af erfaring med at håndtere eksisterende autoritære regimer.” 

Denne urfortælling danner forståelsesrammen om det, som Jonathan Haidt, kalder det ‘selvretfærdige sind’, en normativ tankegang, der gør alt til et spørgsmål om moral. Vi opfatter os selv som værende gode, eller i det mindste ville det gode, så al dissens ses som en karakterbrist. Islamkritik er intet andet end xenofobi, angsten for det fremmede i sig selv eller slet og ret racisme. Eksemplerne er mange og ord som misogyni, homofobi, klimabenægtelse osv. er blevet gokket i mange af vores hoveder de seneste årtier. Og på den storpolitiske scene bliver alle vi ikke kan lide bare til Hitler.

Den amerikanske præsident Trump er for nogle få stadig Hitler, men for de fleste nu mere blot en variation af en ondsindet kaos agent, fordi han tilsyneladende vender op og ned på alle ting. (En kollega betroede mig sidste år, at det var Trump, der havde lært Putin at lyve). For efterhånden accepterer flere, at det ikke er Trump, der vender op og ned på verden, men verden, der ikke hang sammen som vi troede (Det næste bliver en accept af at Trump navigerer efter denne erkendelse - men den øvelse vil for de fleste blive meget smertefuld, fordi den indebærer at acceptere ham som en rationel aktør, ligesom Putin, om man kan lide dem eller ej).

Den russiske præsident Vladimir Putin er stadig Hitler for de fleste fordi han krænker Ukraines grænser og derfor fængsles de alle til en fortælling om en “fuldskala invasion”, som det første led i en kaskade af kommende russiske invasioner indtil Kreml har opnået Verdensherredømmet og vi alle spiser borscht med knyttede næver. Men, som flere kyndige påpeger, blandt andre Ukrainedebat’s Klaus Kondrup, så er krigen i Ukraine en opslidnings-krig. Eller med bloggen Simplicius ord “the front has continued to be stagnant”. Hvilket helt underminerer ideen om en fuldskala-invasion og istedet underbygger, hvad Putin eufemistisk kalder en ‘speciel operation’. Uanset æstetikken i det, rykker det årsagerne til krigen længere tilbage end 2022 og væk fra Hitler-fortællingen.

Der er blevet skrevet et par bøger på det seneste, som har forsøgt at forklare baggrunden, Klaus Riskær Pedersens Den Ukrainske Blindgyde og Kasper Støvring og Frederik Christensens Tragisk Realisme. Begge de to bøger ser realpolitisk på situationen og argumenterer imod vores engagement i krigen. Men fortalere for krigen er nu også begyndt at antage en realpolitisk vinkel. I forordet til sin bog Den Tabte Fred, motiverer Liberal Alliances Europaparlamentariker Henrik Dahl værket med, at han “af en avis [blev] bedt om at skrive om to bøger, der havde gjort indtryk på” ham.

Der var ikke afsat megen plads til opgaven. Men jeg skrev at den ene bog var Francis Fukuyama’s The End of History and the Last Man, fordi alle mennesker engang troede, at det, der stod i den, var korrekt. Og at den anden var Samuel Huntingtons The Clash of Civilizations, fordi det faktisk var her, man kunne finde noget, der mindede om sandheden om internationale relationer.

Det er de to teoretikere der oftest trækkes frem, som repræsentanter, for det idealistiske liberale paradigme, som har domineret efter Den Kolde Krigs slutning og på den anden side, den mere kulturelt fokuserede og realpolitiske, som nu er ved at vinde frem. Dahl’s bog er hurtig at læse, ikke blot på grund af den meget store font, men også fordi Dahl formidler et ellers for mange utilgængeligt stof, klart og pædagogisk. Derfor var han også den helt rette gæst hos Trykkefrihedsselskabet på Folkemødet. For de har virkeligt brug for at høre om forskellen mellem den ‘realistiske skole’ og den ‘liberale’

https://youtu.be/dFuxilIrBWE

“The world that gradually emerged after the fall of the Berlin Wall 35 years ago no longer exists” skrev Dahl på X forrige år “And it will not return”

This is hard realization number one.

Therefore, the Western world must now start anew, keeping in mind that most of what we believed during the “interwar period” of 1989–2024 was an illusion.

The West has enemies who not only want concessions but desire a defeat of the West.

This is hard realization number two.

Russia-China-Iran/the Islamic world-North Korea-the Global South want to see the Western world brought down.

They do not want democracy. They do not want rule of law. They do not want a rule-based global order.

So, what do they want?

Islamists want Islam. Preferably over the entire world, but at least as much of it as possible. The rest want the right of the strong in a more secular version (Islamists essentially also want the right of the strong).

Whatever manuals and guidelines on governing the world that are lying around government offices, dated between 1989 and 2024, should be shredded or sent to a national archive as soon as possible.

The West’s defeat is greatly enabled by an internal enemy.

This is hard realization number three. 

Hvis den Regelbaserede Verdensorden var en illusion, er drømmen om en liberal hegemoni væk. Dermed er vores forpligtelse til at opretholde en sådan orden også væk. Dermed er hele grundlaget for vores engagement i en krig, i en helt anden civilisation(!) på den anden side af Polen også væk. Det eneste argument for at fortsætte vores skarpe kurs overfor vores atombevæbnede nabo i Østersøen bunder i, hvad den canadiske adfærdsforsker Gad Saad kalder ‘suicidal empati’ (Det er et stærkt ord at gokke borgerlige støtter af dansk krigsindsats oven i hovedet med, fordi der er et begreb de selv er ved at blive glade for at gokke venstreorienterede kvinder i hovedet med - og hvem vil associeres med dem?).

Det er ikke helt det, Dahl selv konkluderer, men han har hjulpet mange på vej, ind i en kognitive dissonans på vejen frem til en realistisk erkendelse. Som Jordan Peterson siger: “I do not think people can learn unless they admit they’re wrong!”. Formanden kalder det således “en fantastisk god bog” - men hun kunne nu også have spurgt sin lillebror.