Pariastaten EU

af

Peter Andreas Fog

Den nye verdensuorden får et skud for boven fra bloggosfæren af vores redaktør i denne artikel om EUs nuværende impotens overfor de globale politiske dagsordener.

“Stor Storm over Kanalen efterlader Kontinentet isoleret” hed en London Times (desværre ikke) i 1957. Alternativets leder Francisca Rosenkilde sagde i Danmarks Radios Debatten, at vi i Europa, NATO og EU, “skal kæmpe for en regelbaseret Verdensorden”, nu USA, som det sidste medlem af det paradigme har trukket sig ud, med valget af Donald J. Trump. Det er i øvrigt også op til os at bekæmpe klimaforandringerne.

Den tidligere britiske premierminister Lizz Truss sagde i 2022 "I urge nations to condemn Russia's appalling actions, and isolate it on the international stage," og kaldte Rusland for en ‘paria-stat’, hvilket også var en begreb hendes efterfølger Rishi Sunak var glad for at bruge. EUs daværende repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik Josep Borrell talte om at isolere Rusland og skrev “Putin sees the world in zero-sum terms: someone has to win and someone has to lose” skrev han “Outcomes designed to offer both sides something that they can portray as a win are alien to him” Men mere om Mette Frederiksen senere. I 2024 cementerede en EU resolution Ruslands status som en ‘paria-stat’(Hvor punkt 13. hed “Encourages the European External Action Service to conduct a campaign to expose the realities of Russian colonialism, imperialism and racism to the Global South” - for hvorfor ikke, når nu man er igang). Og Formand Ursula von der Leyen ville blot sidste år stille de ansvarlige for Ruslands “fuld-skala invasion” - et begreb der går igen i snart sagt alle vestlige medier - til ansvar for ICC; “When Russia chose to roll its tanks over Ukraine’s borders, breaking the UN Charter, it committed one of the gravest violations: the Crime of Aggression. Now, justice is coming”.

Det var dengang. Man troede at den liberale hegemoni stadig var gældende, at vi levede i den regelbaserede verdensorden. Men den regelbaserede verdensorden var blot USA og Storbritanniens aftale med Sovjetunionen og hvorledes verden skulle opdeles. De udgjorde, med hurtigt følgeskab af resten af Europa, et industrielt monopol. Efter Sovjets opløsning, så hvilede den liberale hegemonis illusion på vestlig dominans, men ikke et monopol, som resten af verden blev større, rigere og stadigt mere industrialiserede.

Og som den dominans blev udhulet de følgende årtier har ‘det globale syd’ som den liberale hegemoni ofte kalder resten, fået deres egne ideer, med hvad de vil bruge deres egen magt og indflydelse på. Der er krig og ufred mange steder i Verden, Ukraine er Europas problem, så langt Europa insisterer på at det er deres problem. Og sidste år fik den amerikanske præsident et overvældende folkeligt mandat til at trække sig ud af det ukrainske morads og sikre egne interesser, i desperat konkurrence i den ‘multipolære, verdensorden (et pænere udtryk end ‘civilisationernes sammenstød’)

“Europa er alene og under belejring” skrev Noah Smith i Asia Times for nylig. “We Europeans are on our own” konstaterede den politiske kommentator og aktivist Julien Hoez. “Over the past year, we’ve had European institutions that are weak, far too weak” istemte den tidligere EU kommissær Thierry Breton “In the world we live in, surrounded by predators, we have to call things by their name: that weakness leads directly to situations like this“

Now, in this kind of sacred union, we must resist, because it is our destiny at stake. It is existential for Europeans. It’s now or never.

Den mentalitet, der troede at man kunne isolere Rusland fra resten af Verden, Rusland, der strækker sig over et utal af tidszoner, landfast med hele Eurasien, besiddende alverdens naturressourcer i overflod, ikke mindst olie og gas, som både Kina og Indien hungrer efter (2 mia. mennesker…) - er nu slået over i at fordømme omverdenen i stedet for at erkende nederlaget. “Trump has been playing Russia’s game” mente den britiske general sir Richard Shireff afmægtigt

He blows hot about tomahawks, he blows hot about sanctions, about secondary sanctions. And that bamboozels the Europeans into thinking that he is gonna lean in and support Ukraine. But he is not going to do that and we’ve gotta get used to that. And therefore Europe has just got to seriously get its act together, recognize that America under Trump is simply not an unreliable ally - it is our enemy’s friend!

“And where does that place America?” spørger han retorisk. Det kan være en smagssag, om dine fjenders venner også er dine fjender, men det efterlader i hvert fald Europa, altså EU, isoleret… “And Europa has to do it alone…” som Shireff ser det. Fra at isolere Rusland, er Europa nu selv isoleret.

At stå alene kræver hjælp. "China is welcome - what we need is more Chinese direct investment in Europe" erklærede Frankrigs præsident Emanuel Macron iført solbriller, da han, symbolsk for Europa, havde et problem med sine øjne. Kina er Ruslands venner, køber deres olie og sælger deres droner, så hvor efterlader det så Frankrig? Og “Why would Europe agree to be net zero in 2030 when they don’t make a battery” som den amerikanske handelsminister Lutnick spurgte i Davos før han konstaterede at EU dermed “are deciding to be subservient to China!”

EU gør som døende organisationer typisk gør, og konkluderer at det ikke er dem, der er problemet, men at der ikke er nok af dem. I trods over at USA ikke længere vil være Ruslands fjender, vil man nu alliere sig med Ruslands venner - uden at have olie at handle med. Så EU stifter fælles gæld, så vil det vel følge at der også skal være en fælles økonomisk politik. Og hvis en fælles økonomisk politik skal kunne gennemføres, vil det vel kræve en fælles regering? “It's the economy, stupid”, sagde Bill Clintons politiske rådgiver James Carville inden alkoholismen slog igennem.

Europa-fiskene herunder er EU’s at fortære, er en typisk illustration i mit feed, fra mange pludseligt opståede pro EU X-profiler: