Per Stig Møller beskriver Ukrainekrigen som en moderne udgave af hellig krig

Når vi sender våben til Ukraine, så har vi både Gud og Kaj Munk på vores side.

Vi støtter nemlig "det gode". Det må være konklusionen på tidligere udenrigsminister Per Stig Møllers udtalelser i Kristeligt Dagblad 29. oktober. Her hyldes Kaj Munks kommentar til en ung modstandskvinde: "Bliv nu et kristent menneske og lær at slå ihjel i Jesu navn". Budskabet er relevant i dag, hævder Møller, og overfører det direkte til Ukrainekrigen og erklærer, at det er "meget stærke budskaber til os i dag:"

"Han [Kaj Munk] har den opfattelse, at det er lige så slemt at være passiv til det gode, som at være aktiv til det onde....Vi har krig i Europa lige nu. Vi har situationen igen inde på os."

Der er to ting galt ved den tidligere udenrigsministers udtalelser. For det første brugen af den danske modstandskamp. Kaj Munk voldsomme ord faldt i en situation, hvor vores land var besat af en fjendtlig magt. Munk taler i brevet om røvere, der overfalder uskyldige, og peger dermed på Tysklands overfald på Danmark. Det er altså hjemmet, fædrelandet, det gælder om at forsvare med våben i hånd. Jeg hører ikke Munk tale om en generel kamp mod "det onde" i form af diktatorer og for "det gode" i form af demokratiet, som vi ikke må forholde os passivt til, men om en forsvarskamp for landet.

Det var slemt nok, at Anders Fogh Rasmussen i sin tid misbrugte modstandskampen for at legitimere den dybt dubiøse Irakkrig. Skal Maj Munk nu også forvandles til en neokonservativ krigshøg, der skal legitimere fortsat våbenstøtte til Ukraine på fjerde år og modstand mod fredsforhandlinger?

Og så er der brugen af den kristne tro i Møllers udtalelser. Vi i Vesten og NATO præsenteres implicit som de entydigt gode, der støtter, at de onde russere slås ihjel - i Jesu navn. Det må være dejligt at være så god, at man ved, at de kugler, man sørger for bliver sendt ind i hjertet på en ung, russisk værnepligtig sendes afsted "i Jesu navn". Det må være dejligt at vide så præcist, hvem " de onde" er, at man ved, at man har Gud på sin side. Ironi kan forekomme i det ovenstående, for det er jo i virkeligheden en moderne udgave af hellig krig, Per Stig Møller kommer til at slå til lyd for her.

Det uhyggelige ved religionskrige har alle dage været, at de udelukkede kompromiser og forhandlinger. Fjenden var ikke bare en modstander, men ondskabens repræsentant, der skulle forsages og bekæmpes indtil overgivelsen var betingelsesløs. Europa var i 100 år efter reformationen hærget af denne form for frygtelige religionskrige, indtil man i 1648 sluttede den westfalske fred, der satte en stopper for retten til at påføre andre stater den religionsopfattelse, man selv mente var den rigtige. Det såkaldt westfalske system førte til grumsede kompromiser på kryds og tværs af gamle konfessionelle skel. Og gudskelov for det, for resultatet blev langt større stabilitet og fred i Europa.

I dag har den hellige krig antaget andre former: Vi mente, at vi havde ret til at gå i krig i Irak for at vælte en diktator og lære irakerne at blive demokrater ligesom os. Og vi mener, at vi skal kæmpe til den sidste ukrainer, fordi Kyiv-regeringen kæmper for "det gode", demokratiet, mod "det onde", diktaturet.

Begge fremstillinger er karikerede og misvisende, men det værste er den enorme selvfølelse og arrogance, der ligger i tilgangen. Især når man betænker den gigantiske uvidenhed, der hersker om Ukraines nyere historie i den danske offentlighed. I disse dage meldes det, at 100.000 våbenføre ukrainske mænd flygter fra landet. Skal vi løfte pegefingeren og bede dem tage tilbage og slå ihjel "i Jesu navn"?

Nej, måske skulle danske meningsdannere og politikere i stedet droppe statsministerens propaganda-sang om "den åndelige oprustning" og begynde at overveje, hvorfor så mange ukrainere undgår slagtebænken ved fronten i Pokrovsk og Kup'yans'k. Måske skyldes det, at de ligesom flertallet af den ukrainske befolkning støtter fredsforhandlinger. Måske tilhører de et nationalt mindretal, der ikke føler, at det er deres krig. Det gælder bl.a. for de russisktalende i landets østlige del, som oven i købet oplever, at Kyiv-regeringen har kriminaliseret deres kirke og trådt på religionsfriheden. Måske er de oprørte over at blive fysisk tvunget til at melde sig til militæret sådan som det er sket i over 250.000 af tilfælde - at dømme efter de retssager som Kyiv-regeringen fører mod desertører.

I stedet for at skrue op retorikken og misbruge Jesus Kristus i kampen for at holde danskernes krigsbegejstring i live, var det på tide med en nøgtern og realistisk tilgang til konflikten i Ukraine. Det kræver, at man indser at Ukraine ikke er en østeuropæisk kopi af Danmark. At Putin ikke er Hitler og at konflikten og historien bag er langt mere kompliceret og gråmeleret end det fremgår, når statsministeren skruer op for retorikken og sætter blus under propagandaformuleringerne.

Artiklen blev publiceret i Kristeligt Dagblad 4. november