Peter Andreas Fog: Kan nogen huske forårsoffensiven?

Man kan måske huske ved Ukraine krigens begyndelse, at der var megen tale om den russiske præsident Putins fremtoning. Han fremstod syg eller dårligt tilpas og holdt altid godt fast i det nærmeste møbel, mens hans ene ben rystede. Nogen mente uden anden argumentation, at han havde cancer og ville dø i løbet af få måneder. Men de fleste var enige i variationer om, at han lignede en, der havde gjort i nælderne eller i hvert fald truffet sit livs beslutning ved at invadere Ukraine 24/2 2022.

Når man ser Putin i dag, har han fået det markant bedre. Så det eneste man nu kan svinge sig op til, er, som tidligere statsminister og NATO chef Anders Fogh Rasmussen, at sammenligne Putin med Hitler og bemærke at hans øjne er udtryksløse. Det ville mine øjne sikkert også være i selskab med Anders Fogh, men således ændrer fortællingen sig umærkbart om krigen. Observationer der før var vigtige, glemmes når de fortæller noget andet, for optimismen skal holdes ved lige, hvis vi fortsat skal sende penge østpå.

Derfor tales der heller ikke mere om den i 2023 stort annoncerede ‘Forårsoffensiv’, senere betegnet ‘Sommeroffensiv’, som ukrainerne lancerede i et forsøg på at drive russerne tilbage, eller måske endda helt ud af de besatte områder? Hvad gik godt, hvad gik galt, hvad kan vi lære fremover, hvad siger det om krigens gang og det egentlige styrkeforhold mellem Rusland og Ukraine/NATO…

New York Times havde i forrige måned en lang gennemarbejdet artikel blandt andet baseret på samtaler og interviews med de centrale militær- og efterretningsfolk fra Ukraine og NATO

Over more than a year of reporting, Adam Entous conducted more than 300 interviews with current and former policymakers, Pentagon officials, intelligence officials and military officers in Ukraine, the United States, Britain and a number of other European countries. While some agreed to speak on the record, most requested that their names not be used in order to discuss sensitive military and intelligence operations.

Artiklen er således et samarbejde mellem Den Grå Dame og NATO, med andre ord et stykke ‘damage control’, om et nederlag, der alligevel skulle forklares før eller siden, hvor man måske havde mistet kontrollen med fortællingen. NATOs ‘aldrig testet positiv’ øjeblik, kan man kalde det.

Derfor skal enhver indrømmelse om den beklagelige del af virkeligheden tages meget alvorligt.

Artiklen lægger stemningsmættet ud med at fortælle om, hvorledes en bilkortege fyldt med svært bevæbnede britiske kommandosoldater hentede to højtstående ukrainske officerer i Kiev og kørte dem til Polen, hvorfra de i et militærfly blev fløjet til Clay-kasernen, den amerikanske hærs hovedkvarter i Europa og Afrika i Wiesbaden i Tyskland. Her skulle ikke blot våbenstøtten til det trængte Ukraine koordineres, her skulle Ukraines kontraangreb planlægges

At critical moments, the partnership was the backbone of Ukrainian military operations that, by U.S. counts, have killed or wounded more than 700,000 Russian soldiers. (Ukraine has put its casualty toll at 435,000.) Side by side in Wiesbaden’s mission command center, American and Ukrainian officers planned Kyiv’s counteroffensives. A vast American intelligence-collection effort both guided big-picture battle strategy and funneled precise targeting information down to Ukrainian soldiers in the field.

One European intelligence chief recalled being taken aback to learn how deeply enmeshed his N.A.T.O. counterparts had become in Ukrainian operations. “They are part of the kill chain now,” he said.

Det kan man så fundere over. Som man hører vores nuværende statsminister Mette Frederiksen onsdag 21/5 forklare Folketinget at “ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste ser [Rusland] sig selv i konflikt med Vesten og forbereder sig på en krig med NATO”. Som Victor Davis Hanson er glad for at pointere, er det meget let at komme ind i en krig, men meget svært at komme ud. Og han tilføjer gerne, at i en typisk krig dør ⅔ efter den reelt er afgjort.

Artiklen er rasende spændende, selv om dens tone indikerer en vis ærgrelse over, at den nyvalgte amerikanske præsident Trump vil sætte en stopper for løjerne. Hovedfortællingen er, hvorledes optimismen i første omgang er stor hos det primært amerikansk-ukrainske team, som de leder krigens gang. I forsøget på en afgørende sejr i den store offensiv i ‘23 “the Ukrainians poured vast complements of men and resources into a finally futile campaign to recapture the devastated city of Bakhmut.”

Time and again, the Biden administration authorized clandestine operations it had previously prohibited. American military advisers were dispatched to Kyiv and later allowed to travel closer to the fighting. Military and C.I.A. officers in Wiesbaden helped plan and support a campaign of Ukrainian strikes in Russian-annexed Crimea. Finally, the military and then the C.I.A. received the green light to enable pinpoint strikes deep inside Russia itself.

In some ways, Ukraine was, on a wider canvas, a rematch in a long history of U.S.-Russia proxy wars — Vietnam in the 1960s, Afghanistan in the 1980s, Syria three decades later.

It was also a grand experiment in war fighting, one that would not only help the Ukrainians but reward the Americans with lessons for any future war.

(...)

Celeste Wallander, then the assistant defense secretary for international security affairs, recalled, “Milley would always say, ‘You’ve got a little Russian army fighting a big Russian army, and they’re fighting the same way, and the Ukrainians will never win.’” General Cavoli’s argument, she said, was that “with HIMARS, they can fight like we can, and that’s how they will start to beat the Russians.”

At the White House, Mr. Biden and his advisers weighed that argument against fears that pushing the Russians would only lead Mr. Putin to panic and widen the war. When the generals requested HIMARS, one official recalled, the moment felt like “standing on that line, wondering, if you take a step forward, is World War III going to break out?” And when the White House took that step forward, the official said, Task Force Dragon was becoming “the entire back office of the war.”

Godt der var styr på det, med en præsident uden hjerne. Putin kommer til at stå som en stor statsmand, der balancerede de mange modsatrettede kræfter. Amerikanerne som vaneforbrydere.

Som succeserne således udebliver, daler moralen og forholdet mellem den ukrainske lejr og den amerikanske bliver stadig mere anspændt ”amid rivalries, resentments and diverging imperatives and agendas”. Den tidligere efterretningsofficer, ukrainske Valeriy Kondratiuk sagde til amerikanerne; “We are allies, but we have different goals. We protect our country, and you protect your phantom fears from the Cold War.”

Det ukrainske forsvar af deres grænser er til at forstå, men amerikanernes koldkrigs spøgelse bliver sjældent præsenteret som andet end proxy patriotiske floskler i medierne. Den magtfulde amerikanske senator, Republikaneren Lindsey Graham - ham der sammen med tidligere præsidentkandidat og partifælle, nu afdøde John McCain og Demokraten Amy Klobuchar, der også stillede op til Demokraternes primærvalg i 2020, i 2016 lovede den ukrainske Azov Battalion deres krig mod russerne - sagde at ‘aldrig var penge brugt bedre’ “We haven't lost a single American soldier, we've reduced the Russian military's combat power by 50%, and not a single one of us died”. 

Nogle er dog døde; ”by U.S. counts, have killed or wounded more than 700,000 Russian soldiers. (Ukraine has put its casualty toll at 435,000.)” fortæller New York Times os. Men det er den tankegang daværende præsident Joe Biden gav udtryk for, da han på spørgsmålet om Bakmut var faldet svarede:

Bakmut is a discussion of whether or not it is lost or whatever. And while the truth of the matter is, the russians have suffered over a hundred thousand casualties in Bakmut. It’s hard to make up!

“Whatever”, russere dør, det er det vigtige. Det er sådan man bruger pengene. Det varmer hjertet, at Danmark per capita har ydet flest af dem i Europa. Ukrainere der dør, bliver ikke nævnt, de er gratis. Så meget for at det er russiske Hitler, der tramper sig vej mod Atlanterhavet, der bekymrede den forrige amerikanske regering.

General Baldwin, who early on had crucially helped connect the partners’ commanders, had visited Kyiv in September 2023. The counteroffensive was stalling, the U.S. elections were on the horizon and the Ukrainians kept asking about Afghanistan.

The Ukrainians, he recalled, were terrified that they, too, would be abandoned. They kept calling, wanting to know if America would stay the course, asking: “What will happen if the Republicans win the Congress? What is going to happen if President Trump wins?’”

He always told them to remain encouraged, he said. Still, he added, “I had my fingers crossed behind my back, because I really didn’t know anymore.”

Alle, der så den amerikanske flugt fra Afghanistan, tænkte det samme. Uden at varsko deres NATO allierede, den afghanske regering eller de nødhjælpsorganisationer der arbejdede under det amerikanske militærs beskyttelse, trak man sig i nattens mulm og mørke ud og efterlod civilister, egne statsborgere og de afghanske kvinder til Talebans nåde. Så kunne de stå i Kabul og glo på det det tomme amerikanske ambassadekompleks med det store vægmaleri af vaneforbryderen George Floyd på ydermuren, der skulle minde dem om at blive vestliggjorte med al den strukturelle racisme som de insisterede på var indlejret i USAs kultur, kun med det vejende LGBTQ+ flag at tørre øjnene med. Det er ikke Trump, de ikke stoler på, det er amerikanerne i al almindelighed.