Statskanalen forklarer Statens prioriteter

Af

Peter Andreas Fog

Det er ikke let at give en fornuftig forklaring på den førte politik.

Jeg får det altid lidt dårligt, når jeg hører repræsentanter for den fjerde statsmagt forklare stats- og supra-statsmagtens nødvendige politik. “Et lån til Ukraine på over 670 mio. kr er blevet godkendt af EU” fortalte P1 Morgen torsdag og “Pengene skal hjælpe Ukraine med at bekæmpe den russiske invasion og samtidig også holde under på hospitaler og skoler i landet”.

Det lyder godt, sådan at betale for hospitaler og skoler. Men Ukraine er en donor-stat, som Flemming Rose skrev i Frihesbrevet sidste år. “[D]onornomics, hvor Ukraines overlevelse er totalt afhængig af, hvor længe og hvor meget donorerne er parate til at spytte i kassen.” som den “tidligere chef for den ukrainske nationalbank, der befinder sig i eksil i Europa” forklarede det

Ifølge det ukrainske medie Strana består Ukraines finansielle opskrift på at kunne fortsætte krigen af tre elementer. For det første Ukraines egne indtægter, det vil sige den del af statsbudgettet, som dækkes af skatteindtægter. Halvdelen af de penge går til at dække de løbende udgifter til krigen. Det drejer sig i år og næste år om et beløb svarende til 390 milliarder kroner, hvilket langt fra er nok til at finansiere krigsmaskinen. 

Europas våbenlagre er tømte

For det andet dækkes Ukraines fortsatte krigsførelse af våben og anden militær støtte, som leveres gratis af de lande, der støtter Ukraine. I det forgangne år har det haft en værdi af 325 milliarder kroner. Ukraine vurderer, at behovet for at få tilført ressourcer ad denne kanal til næste år vil ligge på 390 milliarder kroner. Ifølge Strana skærpes presset på denne kilde, fordi de europæiske landes egne våbenlagre er ved at være tømte, og derfor kan man ikke bare sende de våben, man har liggende på lager, men man er nødt til selv at producere våben eller købe dem på det internationale marked, hvilket belaster de enkelte landes budgetter.

Endelig finansieres de af Ukraines udgifter, der ikke direkte vedrører krigen, ved hjælp af bistand fra partnerlandene, primært EU og G7, og det drejer sig ligeledes om et årligt beløb på 390 milliarder kroner.

Der er altså tale om et generelt underhold af staten Ukraine. En sådan økonomi er selvfølgelig præget af korruption, men hjælp til hospitaler og skoler lyder bedre end guld toiletter. “Godkendelsen af lånet her kommer efter måneders tovtrækkeri med Ungarn, hvor den tidligere premierminister Viktor Orban blokerede for lånet, men nu er han altså ude” fortsatte de venlige morgenværter med at fortælle. Og så trak statskanalen på deres egen EU korrespondent Ole Ryborg for at forstå situationen for EU’s vedkommende

Det er vigtigt for hele EU, ikke kun for EU Kommissionen og von der Leyen, fordi vi lever i en ny type af Verden hvor vi har set , at siden Donald Trump kom til at USA ikke hjælper økonomisk eller på mange andre måder, Ukraine. Man kan godt få lov til at købe amerikanske våben, som man så kan forære til ukrainerne, men amerikanerne, de giver ikke noget selv, så Europa står alene med at hjælpe ukrainerne.

Og det betyder jo at hele verden kigger på Europa; kan Europa forsvare sig selv, kan Europa hjælpe med at forsvare sit nærområde? Og det har der været tvivl om, fordi det har været så svært for europæerne at finde ud af, hvordan de skal håndtere Ukraine og finde pengene til det i en tid, hvor amerikanerne har vendt ukrainerne ryggen. Og derfor er det en kæmpe lettelse for EU landene og regeringerne overalt i EU at du nu har fundet finansieringen for at hjælpe Ukraine to år frem i tiden.

Det er en måde at “sende et signal til Rusland og resten af verden” om “handlekraft” når man kan betale andre for at slås i en militært set for længst tabt krig. På Danmarks Radio er der ikke to meninger om, hvad der er på spil og hvad der skal gøres. EU og Europa er det samme, Ukraine ligger i Europa og det gør Rusland ikke, den ukrainske stats interesser er ukrainernes interesser. Faktisk kan den ukrainske stat ikke finde to millioner ukrainske mænd, der ikke mener at det er i deres personlige interesse at deltage i den krig, EU finansieret eller ej.

Og resten af verden interesserer sig ikke for det signal, EU sender ved at optage lån, så den meningsløse blodsudgydelse kan fortsætte. Det er derfor EU, eller Europa, som Danmarks Radio betegner organisationen, står alene. Ud over resten af Verden har sine egne problemer, så kerer den sig mere for situationen i Hormuz Strædet, hvor 20 procent af Verdens olie flyder samt en masse gas. Verden får nemlig et kraftigt energibehov, som AI teknologi skal drive den fremtidige industri. 

Den efterfølgende radioavis fortalte således, helt uden sammenhæng, at det var på tide at prioritere, hvad vi vil bruge strømmen til, som “datacentre skyder op i hele landet”, thi der er ikke nok til alle. Efterspørgslen er eksploderet, meddelte Energinet og strøm “er en begrænset ressource”, som en DTU professor slog fast. Og så lød historien umiddelbart derefter: “Danmark kommer til at risikere at mangle vigtige fagfolk til forsvarets oprustning, den grønne omstilling…” I det mindste får vi “klart vejr og masser af sol i weekenden” sluttede Radioavisen af med.

“Der har været uenighed” havde Ryborg dog noget at få fortalt “for du har jo haft en gruppe af politikere, som man kunne kalde - det er måske lige overdrevet at kalde dem Orban-skolen…” som er “partier på den yderste højrefløj”. De har altså nu tabt pusten og derfor har man “fundet pengene” - for det er jo det, det drejer sig om. Som Ryborg sorgløst forklarer

Det fungerer på den måde, at EU landene går ud og låner pengene i fællesskab, det gør man med garanti i EU’s budget, dvs så svækker det ikke Danmarks eller Tysklands eller Frankrigs eller Italiens kreditværdighed, fordi det er EU’s budget, som er forældrekøbet bag det her lån. Og så er aftalen omkring lånet, at Ukraine først skal betale pengene tilbage, når de får krigsskadeerstatning fra Rusland.

Og hvis ikke Ukraine får krigsskadeerstatning “ja, så må man jo se på, hvad man så gør” smågrinede Ryborg måske bevidst om farcen. “Fælles EU-gæld er ikke vejen frem” skrev økonomen Jes Brinchmann i Berlingske Tidende sidste år “og der eksisterer ingen gode grunde eller valide argumenter for, at EU skal optage fælles lån til hverken øget forsvarsinvestering eller forsøg på forbedring af konkurrenceevnen gennem statsstøtte.”

Realiteten er, at de fleste EU-lande teknisk set har uholdbare offentlige finanser – Danmark er en sjælden undtagelse. I mange lande er der indført velfærdsordninger uden at sikre den langsigtede finansiering. Som befolkningssammensætningen ændrer sig, og flere forlader arbejdsmarkedet, øges byrden på kommende generationer, uden der er givet svar på, hvor de flere penge skal komme fra. Dette har resulteret i høje og strukturelt stigende gældskvoter.

følge Europa-Kommissionen overskred 14 medlemslande i 2023 traktatens gældsgrænse på 60 procent af BNP. Og reglerne om maksimalt tre procent budgetunderskud er gentagne gange blevet ignoreret.

Hvorfor skal Danmark, der har fået styr på egne finanser, være med til at finansiere andre landes uansvarlige overforbrug og mangel på reformer? Argumentet om, at fælles gæld vil styrke konkurrenceevnen gennem investeringer og statsstøtte, holder ganske enkelt ikke.

“16 years ago, the EU and US economies were neck and neck” skrev tyske Ole Lehmann på X. Men “Today, the US economy is 50% larger than the entire EU combined”. EU har satset på social sikkerhed og regulering, mens amerikanerne har satset på innovation og vækst. Det betyder at “America has produced 9 trillion-dollar companies (9/10 of the most valuable companies in the world)”. Og det er tech-virksomheder, hvilket betyder at talentmassen rejser ud, enten til USA for de høje lønninger eller til fjernøsten for de billige leveomkostninger.