T minus 1 - en uge til 3. februar

I et politisk system som det ukrainske, positionerer forskellige aktører sig i forhold til de penge, som passerer ned gennem sluserne i korruptionsnetværket. Når der er en stor ny pose penge på vej, intensiveres aktiviteterne. Mister Zelenskyj yderligere 25 stemmer i det ukrainske parlament, Radaen, går systemet op i ligningen. Artikelserien T minus x tæller ned til den næste forlængning af undtagelsestilstanden og dykker ned i regeringskrisen i Kyiv ved at stille skarpt på Ukraines ledelse. Denne gang om Præsidentens kontor og det nye sikkerhedsapparatet.

Pengene lader vente på sig

Tidligere forsvars- og premierminister, den nuværende energi- og vicepremierminister, Denys Smyhal, meddeler at over 700.000 husstande nu er uden el; borgmesteren i Kyiv, den tidligere verdenstjernebokser Klitsko, har opfordret folk til at forlade byen. Krisen er mærkbar overalt. Socialt, politisk, militært, økonomisk. Washington har nærmest lukket for kassen. EU har stadig ikke fået det tekniske på plads og nu hedder regnestykket 90 - 40 i 2 år; der skal tilbagebetales et tidligere lån med beløbet, så Kyiv har lovning på 25 milliarder € om året i år, indtil videre. Presset på det politiske system og særligt regeringen, er enormt. Radaen er på vej i opløsning. Undtagelsestilstand. Dag nul for det nye regime oprinder. Transformationen er fuldbragt.

Genereel nødret og krigsretstilstand

Ukraine er på grænsen til det forfatningsteoretikeren Carl Schmitt kalder 'et suverænt diktatur:' I undtagelsestilstanden er det netop mangelen på ekstra kræfter til staten, som der forsøges genvundet ved at suspendere dele af forfatningen og indføre et midlertidigt diktatur. I det suveræne diktatur er forfatningen sat fuldkommen ud af kraft. Ukraine er nu helt nede på primærfunktionerne og er at betragte som en politistat i svøb. En sådan stat må klare sig, som den kan bedst og i nød er diktaturet en velkendt løsning. Når der knapt er en funktionel kommandostruktur på plads, mærkes presset på regeringen, som et krav om beslutninger, der kommer fra militær, politi og administration . Samfundet skal styres. 'Det suveræne diktatur' er et forsøg på at etablere styring i en stort set umulig situation. Et forsøg på at genstarte staten.

En vanskelig situation for Ukraine

Kyiv er helt nede på pumperne. Der er ikke flere penge og det primære fokus er at få lavet en regering, hvor sikkerhedsstyrkernes loyalitet sikres gennem andre kilder end pengestrømmen fra udlandet. Præsident Zelenskyj er slidt ned. Budanov er den operationelle leder af juntaen. Nu skal han undgå et kup fra Maluyk, som har sikkerhedsapparatet under sig. Hæren og civilsamfundet rekruteres nu ind i det hemmelige politis orden gennem dannelse af kommandostrukturen. Målet er at skabe en funktionel og effektiv struktur. Et kernekorps. En beskyttelsesgruppe for statens top-kommissærer.

Omstruktureringer

Regeringen har således fået ny form efter, at Yermak er blevet bortrangeret. Budanov hersker nu over et sikkerhedsapparat, som er delt mellem den hemmelige tjeneste og en struktur af politiske kommisærer i SBU, som skal agere rygrad i en guerillaorganisation, som vil skulle lede kampen videre fra det vestlige Ukraine, hvis kapitulationen fortsat udebliver. Chef for SBU blev general Evhenii Kmara med tre fremtrædende vicechefer under sig: Yaroslav Merezhko som har gode forbindelser til plutokratiets sikkerhedsfolk, Ivan Rudnytsky som skulle have gode forbindelser til både plutokratiets egne folk og det ultra-nationalistiske miljø i nordvestlige Ukraine og så med den tidligere leder Vasyl Malyuk, som effektivt set fortsætter som chef for sikkerhedsstyrkerne og skal stå for omdannelsen af organisationen til at føre asymmetrisk krigsførelse.

En ny kerne

Det er gennem autokrati at man kommer væk fra plutokrati, men det autokratiske kræver regeringsfunktionalitet, først og fremmest et sikkerhedsapparat, som kan agere beskytter og som en trussel overfor de bureaukrater, det skal tvinges tilbage i tjeneste for staten, for at holde den i gang. Rekruteringen skal være loyalitetsbaseret, for hvis det skal lykkedes at skabe en kerne, kan man bygge videre derfra, men det kræver altså, at der findes en ukorrumperbar gruppe i sikkerhedsapparatet. I Kyiv er det, som vi har været inde på, ikke tilfældet i større skala, selvom de igangværende grundlæggende omstruktureringer skulle vise sig at slå rod og kunne præstere et relativt loyalt beredskab og et netværk, som med tiden kan organisere en guerilla bevægelse, så er situationen ustabil. På alle plan. Også politisk. Strategien er for så vidt rationel, men vilkåret er der ikke. Samfundet er hårdt spændt for.

Radaens rolle

Præsidenten har allerede underskrevet forlængelsen af undtagelsestilstanden. Nu skal Radaen så samles og ratificere. Det handler om plutokratiets accept af styret. Den er en formalitet. På papiret. Magtudøvelsen foregår et andet sted, men spørgsmålet er om der vil være nok, som stemmer for forlængelsen: Er Radaen i stand til at udfylde deres rolle, som legitimering af diktaturet, eller er parlamentet i Ukraine sat helt uden for indflydelse? Er Radaen på vej til at implodere? Og hvad der kan ske, hvis der ikke længere er nogen kanal hvorigennem samfundets interessenter, kan mediere deres interesser, ved ingen. Hvis parlamentet går i opløsning vil Ukraine fortsætte med deres brandmænd og deres politi.

Et suverænt diktatur?

I Schmittsk forstand, ja. Regeringstransformationen er et udtryk for et fuldkomment brud med forfatningen. Samfundet bliver næppe sig selv igen og Ukraine har bemærkelsesværdigt vanskeligt ved bare at repræsentere sig selv i forhold til fredsslutning med Rusland. I forvejen styres Ukraine gennem uformelle strukturer retfærdiggjort gennem dekreter fra præsidentens kontor. Hvor den nye kommandostruktur forekommer at være rationel og en optimal udnyttelse af de resurser, der er til rådighed, mister Ukraine, med tabet af Radaen muligheden for at agere legitimt i henhold til forfatningen. Det generer måske ikke styringen; der er undtagelsestilstand og krigsret alligevel, men det kan ikke undlade at påvirke opfattelsen af styret blandt befolkningen i Ukraine og regeringer i udlandet. Fredsudsigterne Rusland opfatter Budanov som en forbryder og anklager ham for at stå for deltagelse i angreb inde i Rusland, hvor præsidenten for Rusland og hans familie har været i skudlinjen. Rusland anklager i øvrigt CIA for at stå bag. Hvis ikke Radaens formand kan skrive under, hvem kapitulerer så på vegne af Kyiv? Hvor er suveræniteten? Præsidentens kontor som bestemmer over undtagelsestilstanden? Ja, men kan han underskrive en traktat? Det vil Kreml ikke mene. Også diplomatisk er Kyiv nu på kanten. Klaus Kondrup er geopolitikkyndig og redaktør på Ukrainedebat.dk Han kan følges på Verdenssituationen.