Thorkild Kjærgaard: Hvad Ukrainekrigen handler om, hvordan den afsluttes - og hvad med Grønland?

Der bliver sagt utrolig meget sludder om, hvad Ukrainekrigen handler om. Tom snak som intet har med virkeligheden at gøre. Ukrainekrigen handler hverken om demokrati eller om beskyttelse af en regelbaseret verdensorden. Den handler om forholdet mellem USA og Rusland, de to stormagter som siden Anden Verdenskrig har domineret den nordlige halvkugle, og for hvem nationalstaternes Europa er et operationsfelt. I lang til var de to magter enige om at dele kagen nogenlunde ligeligt mellem sig. En enighed som gav vores verdensdel én af de længste fredsperioder nogensinde, men som begyndte at vakle med Gorbatjov og Sovjetunionens opløsning i 1991. USA øjnede en mulighed for at overtage hele butikken og blive enehersker – hegemon – på den nordlige halvkugle.

Ukrainekrigen har vist, at det mod forventning ikke er muligt at knuse Rusland, og det har den nye amerikanske administration under ledelse af Donald Trump forstået. Efter tre årtiers stormløb mod Moskva har Washington accepteret, at USA også fremover er nødt til at dele magten i vores del af verden med Rusland, sådan som man har gjort det siden Anden Verdenskrig – i virkeligheden, omend knap så synligt, helt tilbage fra 1800-tallet, hvor de to store fløjmagter, USA og Rusland, i kraft af jernbaner og industrialisering begyndte at vokse sig store og overskygge de meget mindre europæiske lande, der fra gammel tid var vant til at beherske verden, men som i det 20. århundrede efter to opslidende borgerkrige (Første og Anden Verdenskrig) mistede grebet og måtte se sig reduceret til dværge klemt inde mellem to kæmper.

Den amerikanske erkendelse af, at Rusland ikke kan besejres, og at man derfor må genfinde den tidligere balance, blev demonstreret tydeligt og umisforståeligt, da den russiske leder Vladimir Putin i august blev modtaget med pomp og pragt i Anchorage, Alaska, af sin amerikanske kollega. Det var som et gensyn med 1960erne, det var som et gensyn med Kennedy-tiden.

For John F. Kennedy såvel som for hans forgængere og nærmeste efterfølgere var Rusland (dengang Sovjetunionen) det altafgørende omdrejningspunkt for amerikansk udenrigspolitik. Gang på gang, senest i sin Commencement Address til The American University, Washington, D.C., i 1963, et par måneder før attentatet i Dallas, fremhævede JFK over for sine unge tilhørere vigtigheden af, at Rusland og USA ikke kom ind i en altødelæggende konflikt med hinanden. De to lande havde, hvor forskellige de end var, altid opretholdt et respektfuldt forhold til hinanden og havde som gode naboer aldrig været i krig. Det måtte der for alt i verden ikke laves om på!

Siden Kennedy er det gået tilbage med den amerikanske respekt for Rusland. Bill Clinton, der var præsident fra 1993 til 2001, behandlede sin russiske kollega Boris Jeltsin temmelig overlegent. Da Jeltsin bad Clinton om i det mindste at spare Rusland for den ydmygelse, det ville være, hvis de tre baltiske lande blev optaget i Nato, svarede Clinton: ”Jeg hører, hvad du siger, men jeg gør, som det passer mig.” Det samme gælder Barack Obama, Clintons højt beundrede efterfølger, der ringeagtende omtalte Rusland som en regional magt – a regional power. Og det gælder Joe Biden, der i månederne forud for Ukrainekrigens udbrud februar 2022 lod tingene gå deres skæve gang i stedet for at stille sig op på trappen til Det Hvide Hus og erklære, at Ukraine som del af den russiske interessesfære naturligvis aldrig kunne blive medlem af Nato. Det ville være en anerkendelse af Rusland som en med USA ligestillet stormagt, og en sådan anerkendelse kunne Joe Biden ikke få over sine læber. Så måtte russerne i stedet vinde den på slagmarken, således som siden er sket, og efter årtiers hovmodige behandling af Rusland er Det Hvide Hus vendt tilbage til det siden Anden Verdenskrig gældende syn på sagen.  

For Europa var mødet mellem de to nabolande i Alaska et chok, og den amerikanske præsident blev beskrevet som utilregnelig, ”a mad king, en forrykt konge, der er ved at miste fornemmelsen for virkeligheden” (Politiken 20/8). Det er imidlertid at vende tingene på hovedet og sætte kikkerten for det blinde øje. Det er tværtimod virkeligheden, der har banket på i Washington, D.C. De tætte tågebanker af liberal globalisme, der længe har skjult de reelle magtforhold på den nordlige halvkugle, er efter snart fire års krig i Ukraine blæst væk og har åbenbaret, at der er to og kun to magter, som tæller, nemlig USA og Rusland, og at de holder om ikke hele verdens, så i hvert fald den nordlige halvkugles skæbne i deres hænder. Det vidste alle amerikanske præsidenter frem til John F. Kennedy og hans nærmeste efterfølgere, og det tog de bestik efter. Det er nu også gået op for Donald Trump. De øvrige spillere på den nordlige halvkugle er dværge, som det på lattervækkende vis blev demonstreret, da syv europæiske topledere med hinanden i hånden et par dage efter sammenkomsten i Alaska mødte op hos Daddy i Washington i håb om at få et ord indført. Sådan er det, og sådan vil det vedblivende være, indtil vi her på det gamle kontinent, klemt inde mellem to overmægtige fløjmagter, danner Europas Forenede Stater med fælles regering, domstole, møntvæsen og ikke mindst fælles forsvar, altså noget helt andet end det tyndbenede og vakkelvorne EU under USA's atomparaply, som vi kender i dag.  

Skal Ukrainekrigen standses, kan det, som sagerne står, kun ske ved at acceptere det russiske stormagtskrav, som er, at Ukraine skal være neutral og ikke må blive medlem af Nato, hvorimod territoriale krav – bortset fra Krim og nu vel også de fire annekterede regioner i det østlige Ukraine – ikke spiller nogen rolle for russerne, snarere tværtimod; et Ukraine uden et stort russisk mindretal er ikke i russisk interesse. De baltiske ministater og de tidligere Warszawapagt-lande har Rusland for længst opgivet. De gjorde, bortset fra Bulgarien, altid oprør og var kun til besvær. Det bør i den forbindelse huskes, at Putin aldrig har givet udtryk for noget ønske om at erobre hele Ukraine, endsige at genskabe den sovjetiske sfære i Østeuropa. Dagens Rusland er en status-qvo-magt. Ukrainekrigen er ikke en erobringskrig, det er en krig, der handler om at fastholde Ruslands vitale interessesfære samt at fastslå landets status som stormagt på linje med USA. Alt det har den amerikanske præsident Donald Trump forstået og accepteret. Det kommer vi alle til!

Det er ikke ganske utænkeligt, at Trump troede, at han allerede i Alaska kunne nå frem til en aftale med Putin hen over hovedet på Ukraine og de europæiske dværge. Det var vildt overoptimistisk, men som sådan var der ikke noget i vejen med idéen. Der er adskillige eksempler på, at stormagter har bilagt krige og sluttet fred på andres vegne, således Frankrig i 1679, hvor Solkongen (Ludvig XIV) med den af ham dikterede Fontainebleautraktat af 23. august 1679 satte punktum for Den Skånske Krig. Danmark, som havde gjort betragtelige militære fremskridt i de tre år, krigen havde stået på, var forbitret over at måtte opgive håbet om at genvinde de i 1658 tabte landsdele øst for Øresund, og Sverige, der regnede sig selv for en stormagt, var rasende over at blive sat på plads som a regional power ved at få en fredsaftale – den være sig nok så gunstig – trukket ned over hovedet af periodens dominerende magt. Begge lande faldt dog hurtigt til ro, der var ikke andet at gøre.

På samme måde kan man udmærket forestille sig, at Rusland og USA på egen hånd aftaler en afslutning på Ukrainekrigen med genetablering af et frit, neutralt Ukraine inden for den russiske sfære som hovedpunkt. Og mon ikke noget er på vej? Højtstående amerikanske officerers tilstedeværelse ved den nyligt overståede russisk-belarussiske militærøvelse Zapad og Trumps nølende og afdæmpede reaktion på russiske droneangreb og andre åbenlyse krænkelser af luftrummet over europæiske Nato-lande er i så henseende tydelige tegn. En russisk-amerikansk aftale hen over hovedet på de europæiske dværge om fred i Ukraine vil give larm på bagsmækken, men mon ikke gemytterne hurtigt falder til ro, som de gjorde det i 1679? Alternativet vil være, at nationalstaternes Europa uden amerikansk støtte går ind i en åben konflikt med Rusland, klodens største atommagt. En tanke, som der leges med, også af danske politikere, men som ingen forhåbentlig forestiller sig ført ud i livet.

For det storblødende Ukraine vil det være en lykke at få stoppet krigen, før landet bliver flået helt i stykker. For Danmark vil det være en lettelse at komme ud af en kostbar, totalt udsigtsløs krig, som gør os medskyldige i titusinder af ukraineres død og lemlæstelse og som forpester forholdet ikke bare til Rusland, men til store dele af den øvrige verden. Blot må vi meget håbe, at USA ikke benytter lejligheden til at snuppe Grønland, noget som russerne siden Anden Verdenskrig har modsat sig, men som de nu måske kunne være fristet til at give køb på for at sukre den bitre pille, det er for USA at skulle give afkald på drømmen om hegemoni på den nordlige halvkugle.

For amerikanerne vil en overtagelse af Grønland, det nordøstlige hjørne af det nordamerikanske kontinent, være en færdiggørelse af det projekt, som udenrigsminister William Seward satte i gang, da USA i 1867 købte Alaska, det nordvestlige hjørne af det nordamerikanske kontinent, af Rusland. Lørdag den 4. juli næste år fylder USA 250 år, og der er lige tiltrådt en ny amerikansk ambassadør i København med ”regulering af forholdet mellem USA, Danmark og Grønland” som hovedopgave. Der er lagt i kakkelovnen.  

Thorkild Kjærgaard er dr. phil i historie, tidligere lektor i historie ved universitetet i Nuuk og forfatter til en række bøger