Ukrainekrigens tragiske dilemmaer: Frederik Christensen i samtale med Kasper Støvring.
- Frederik Christensen
- for 3 dage siden
- 2 min læsning
Ukrainedebats redaktør, Frederik Christensen, gæstede i denne uge Kasper Støvrings podcast "Kulturkritik" til en samtale om Ukrainekrigens tragiske virkelighed.
De to talte om hvordan Ukrainekrigen er blevet gjort til en konflikt mellem det gode og det onde - Ukraine er blevet til frihedens frontlinje, Putin til ondskaben selv. I den vestlige optik er der derfor kun ét acceptabelt udfald - en total sejr over Rusland eller en fred på Ukraines præmisser, hvilket udmunder i det samme.
Som vilkårene er nu, er det dog en umulighed. Krigen bør derfor i stedet forstås som en tragedie, da der ikke er nogen gode udfald at vælge i mellem. Det handler derfor om at vælge det mindst onde. Lige nu er det en fredsaftale, og det har det sådan set været længe. I den nukleare tidsalder er atommagter tvunget til at sameksistere, alternativet er simpelthen for farligt.
I stedet for at anerkende dette, insisterer europæiske ledere hårdnakket på, at Ukraine skal blive en del af NATO, hvilket Rusland dog omvendt insisterer på, er selve årsagen til krigen. NATO's beslutning om at udvide mod øst har derfor skabt et klassisk sikkerhedsdilemma, hvor den ene parts oprustning, bliver tolket som en aggression af den anden, der som resultat opruster tilsvarende. Det kan skabe en eskalering, der i værste fald kan føre til en krig, der er i ingens interesse.

De to talte også om diplomatiet og det 21. århundredes store statsmænd, hvis visdom vores samtid virker til at have glemt.
Som Kasper Støvring nævner - med reference til den nu afdøde statsmand, Henry Kissinger, og krigs korrespondent og forfatter, Robert D. Kaplan - bør man "tænke tragisk for at undgå det tragiske"
De to diskuterer også NATO-udvidelsen, som Støvring kritiserede allerede inden krigens udbrud, idet han frygtede, at det ville provokere Rusland unødigt. En frygt der ikke er ubegrundet. Jørgen Staun, der er ekspert ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), udgav sidste år en rapport, hvori han konkluderede, at Sveriges og Finlands indlemmelse i NATO alliancen på lang sigt risikerer at forværre sikkerhedsdilemmaet.

Frederik Christensen istemte sig Støvrings bekymring, og påpegede, at nogle af de dygtigste og mest erfarne amerikanske rådgivere og strateger herunder George Kennan - hjernen bag USA's inddæmningsstrategi - var imod NATO-udvidelsen fra begyndelsen, og kaldte denne for "den største udenrigspolitiske fejltagelse i nyere amerikansk historie" (min oversættelse).
De to afsluttede samtalen med at tale om tidligere diplomat Friis Arne Petersens udtalelser i Frihedsbrevets podcast. Her bemærkede Friis Arne, at dem der er blevet frosset ude af samtalen, formentlig ender med at få ret.
I enhver tragedie når fortællingens hovedperson til et skæbnesvangert punkt, hvor lykken vender og det forestående nederlag venter. Det er som oftest publikum, der når til den realisering først og sidenhen protagonisten - dog ikke inden det er for sent. De europæiske befolkninger (inklusive den Ukrainske) agerer i øjeblikket publikum, mens den vestlige udenrigspolitiske elite spiller hovedrollen som den tragiske figur til perfektion.