At skabe konsensus

I denne uge tager Peter Andreas Fog os med til en spektakulær præsentation af Mike Benz, hvor der stilles skarpt på journalisters formidlingsevne og hvad de bruger den til.

I forrige uge var Katrine Winkel Holm i gæst Ukrainedebat.dk’s Verdenssituationen med Klaus Kondrup og Frederik Christensen. Her konstaterede Christensen at “den frie ytring har været enormt fortrængt i Ukraine debatten” og Holm, med indvandringsdebatten fra 90'erne in mente, istemte at debatten var “den mest ensidige” hun havde oplevet og “næsten en hjernevask af hele befolkningen” - hvorfor hun havde taget initiativ til oprettelsen af Ukrainedebat.dk. 

Det kan jeg kun tilslutte mig, og i Danmark er det særligt slemt. Måske fordi det statsejede Danmarks Radio fylder så meget i det ellers statsstøttede medielandskab. Måske fordi danske medier kun skriver af efter de engelsktalende medier. Holm kalder det en ‘mobilisering af befolkningen’ og mener at det er en del af en større ‘amerikanisering: “Vi har overtaget amerikas syn på det her, det er jo Amerikas krig!” da engelsk er noget nær det eneste sprog der undervises i i Danmark.

Derfor bliver det også de engelsksprogede medier og engelsksprogede versioner af europæiske medier, som danske journalister mestendels henter deres historier fra. Den tidligere amerikanske præsident Barak Obamas sikkerhedsrådgiver Ben Rhodes forklarede i sin tid, hvor de amerikanske medier så får disse historier fra

“All these newspapers used to have foreign bureaus. Now they don’t. They call us to explain to them what’s happening in Moscow and Cairo. Most of the outlets are reporting on world events from Washington. The average reporter we talk to is 27 years old, and their only reporting experience consists of being around political campaigns. That’s a sea change. They literally know nothing.”

Ak ja, det var tider. Nu er det meget værre, som Mike Benz, stifter af Foundation of Freedom Online, forklarede sidste år, hvorledes den amerikanske stat, bl.a via sine efterretningstjenester, dikterer hvorledes de store vestlige medier skal orientere sig i den farlige informations- og desinformationsstrøm. Det er 45 minutters foruroligende og absolut obligatorisk gennemgang af et kursus for journalister fra førende medier, afholdt af ‘The Atlantic Council.

The Atlantic Council fungerer som NATO’s tænketank og finansieres af statslige institutioner som det amerikanske udenrigsministerium, dele af de amerikanske væbnede styrker, CIA og ‘lignende statsinstitutioner’. Og den, der betaler orkesteret, bestemmer musikken. I The Atlantic Coucil’s bestyrelse sidder der således ikke mindre end 7 tidligere direktører for CIA, heriblandt Leon Panetta, Michael Hayes og Mike Morrell - Morrell skrev den famøse åbne brev, der påstod, at præsident Bidens søn Hunter Bidens computer var russisk desinformation. Dette var en direkte løgn, som flere mener har haft afgørende indflydelse på vælgernes dom ved det amerikanske præsidentvalg i 2020.

Benz gennemgår det her for omkring 200 journalister fra mediehuse som New York Times, Reuters, Der Spiegel og Le Monde i 2019. Da det er lige op til frokost, vil oplægsholderne prøve at gøre det “sjovt” ved en interaktiv session. “It wasn’t lies, it was just bullshit!” citerer de fra filmen Blues Brothers, og det er denne skelnen journalisterne skal lære - af den CIA et al finansierede NATO tænketank The Atlantic Council. 

Anybody who works in this space will, I think, acknowledge that in any information operation it’s not just lies. You take a grain of truth and they will build a pearl of disinformation around it. When we are in this space, there isn’t a simple binary true or false. There are all kinds of shades of meaning in between.

Now, there are various different ways of modelling how you can identify the way in which people are trying to twist the story. And the model that I will use, because it is short and frankly I developed it, is the four D’s: Dismiss, Distort, Distract, Dismay. These are the four responses we see time and again, which are deployed to attack people, like us [oplægsholderne fra The Atlantic Council] who come out with uncomfortable evidence. 

Very simply; Dismiss! You attack the witness rather than looking at the evidence. ‘Don’t listen to them, because..’ because whatever.

Distort: If you don’t like the evidence you fake your own. You come out with your own alternative facts. 

Distract: If you are accused of something then you accuse somebody else, either of the same thing or anything else they can think of.

Dismay: You say that if your critic continues down this path the world will come to an end. 

Og så er det, deltagerne skal have det sjovt, “Let’s play” som der står på lystavlen. Deltagerne har hver fået udleveret et skilt med påskriften “ko-høm-høm” (BS på amerikansk), som de skal holde op, hvis de bliver konfronteret med et udsagn der kan karakteriseres som et eller flere af de fire D’er; Dismiss, Distort, Distract, Dismay, som bliver gentaget igen førend deltagerne, journalisterne, opfordres til at gentage dem i kor, som en remse. Og det gør de så. Det er fundamentet for Asch’s Konformitets-eksperiment, der forlader sig på, at en given mængde mennesker hellere vil svare åbenlyst forkert på et spørgsmål, end at skille sig ud fra mængden, der bliver lagt.

Efter således at have delt journalisterne op i dem, der gerne vil løse en hvilken som helst given opgave og dem, der ikke tør skille sig ud, går øvelsen i gang. Det første ord, som seminaristerne skal tage stilling til med deres BS skilte, er et tweet fra daværende præsident Donald Trump, som blot med store bogstaver er “Heksejagt!!!”. Trumps tweet referer til den dengang årelange special-efterforskning ledet er Robert Mueller, der stik mod vestlig retsstats-tænkning, skulle etablere om Trump på nogen måde, havde samarbejdet med ‘russerne’ for at underløbe det amerikanske valg i 2016. Og det uden at have fremlagt en begrundet mistanke om den amerikanske valghandling overhovedet var blevet kompromitteret på nogen måde - altså Berias ‘vis mig manden og jeg skal give dig forbrydelsen’ princippet. De journalister der svarede “rigtigt” og holdt deres BS skilte op, skulle så motivere deres dom ud fra et eller flere af de fire D’er.

Dette sker altså få måneder før Robert Mueller fremlagde sin rapport, der bagvendt underkendte hele fortællingen om Trumps påståede parløb med Putin. Ikke nok med det, så var denne konklusion på Muellers verbose rapport allerede kendt på dette tidspunkt i mere end et halvt år. Mueller havde et år før fremlæggelsen af rapporten oplyst, at der ikke ville blive foretaget flere interviews, afhøringer, stævninger eller. Intet havde haft noget at gøre med en Trump-Putin konspiration. Alligevel valgte et par af de tilstedeværende journalister at række deres BS-skilte op. En  af dem blev spurgt og argumenterede 

Well, obviously it can be any number of the D’s, you can say it’s ‘Distorting what they are saying or distracting them from whatever the issue is saying; ‘the issue isn’t real, they are just after me, I’m the injured party here’. So it could be a whole lot of them. Trump’s got a nice range when it comes to disinformation.

“How many think ‘dismiss’, hold your card op!” siger den en oplægsholder. Og som flere BS-skilte ryger i vejret end før(!) siger den anden oplægsholder “I think we are onto something here!” (mon ikke) og han roser deltagerne

You are right, underneath that attempt there are… you know, he’s twisting the story, he is accusing somebody else of the same thing. But the main thing is, what he is saying is like; ‘don’t listen to them, because it’s a witch hunt.

Det næste kursisterne skulle bedømme som BS var et valgslogan fra Nigel Farages Brexit-kampagne. Og her kom nogle journalister selv på et femte ‘D’, Divide. Brexit kampagnen splittede briterne fra et konsensus om at bakke op om demokratiets institutioner. Demokratiet er ikke, som Løgstrup sagde, evnen til at være uenige i mindelighed. Demokratiet er institutionerne, som de ansatte beskytter det i deres eget billede.

Både Trumps populisme og Amerika først dagsorden og Farages Brexit kampagne strider direkte mod USAs og de supranationales politik siden Murens fald. Jornalisterne lærer at afvise et hvilket som helst udsagn fra den kant helt intuitivt, ved, ironisk nok, selv at praktisere de fire D’er. Den overlejrede presse er således blevet statens fjerde magt og ikke den fjerde statsmagt, der på vegne af borgerne holder øje med staten. 

Peter Andreas Fog er redaktør på Ukrainedebat.dk