Billedet af Ukraine

af

Peter Andreas Fog

I denne artikel giver redaktøren et billede af situationen for ukrainerne lige nu med udgangspunkt i de danske 'eksperters' oftest vildledende krigsoptimisme.

Forleden skrev jeg lidt om, hvor svært det er at danne sig et overblik over situationen i Ukraine og at man helt er overladt til ekspertisen. Og det er en dårlig situation. Selv om det ikke burde være en faktor i beslutningen om, hvorvidt en krig på den anden side af Polen overhovedet er noget vi skal blande os i, så er en opfattet succes på slagmarken det mest afgørende motiv, der leder den offentlige debat. Vi bliver på den måde vildledt af eksperterne.

“Rusland er ikke ved at vinde. De er ved at tabe”, skrev Rasmus Barsøe f.eks på X og tilføjede optimistisk “Det er nu, at Europa skal øge presset og give Ukraine Taurusmissiler, og få Belgien med på at bruge Putins indefrosne milliarder til Ukraines oprustning. LETS GO”. Klaus Riskær Petersen, der er ekspert i andres penge, skød grundigt det forslag ned. Desværre er det ikke en leg med tinsoldater, det er rigtige unge mænd, der slår hinanden ihjel på 3. år - ‘smukke unge sjæle’, som den amerikanske præsident Trump formulerede det.

Det ukrainske parlament gav tidligere på året unge mænd lov til at rejse ud af landet for “at give dem mulighed for at være i praktik eller tage på et studieophold i udlandet”, skrev Danmarks Radio. Det benyttede mange sig af og en del af dem tager til Danmark, hvor en særlov vedtaget i 2022, hurtigt kan gøre dem “til en del af det danske samfund”. Men det glæder ikke Dansk Folkepartis Anders Vistisen, der “peger på, at loven ifølge ham var tiltænkt kvinder, børn, ældre og syge og svage”.

Vistesen stiller det logiske spørgsmål, om danske myndigheder vil hjælpe de ukrainske med at sende de unge mænd tilbage, skulle de blive indkaldt til fronten. Man kunne også stille det spørgsmål, om man vil sende alle kvinderne, børnene, de ældre og de syge og svage hjem, når krigen slutter, efter at de er blevet en del af det danske samfund. Vores bidrag ud over de snart 80 mia. kroner til krigsindsatsen har været at tømme fremtidens ukrainske samfund, så deres befolkningspyramide tager form af en østershat.

Men Vistesen har også kritik af de unge mænd; “Tag hjem og bidrag med at forsvare dit land enten i forsvaret, eller hvis man ikke ønsker det, så i den industri og den økonomi, der skal fungere under en krig” sagde han til P1 Morgen “Det er den pligt, man har som ukrainer”. Således har den ensidige dækning i medierne og det politiske konsensus ført en folketingspolitiker til at tage det på sig, at definere andre folkeslags nationale tilhørsforhold for dem og derpå holde dom over dem.

For godt et år siden tog daværende forsvarsminister Anthony Blinken til Kiev og sagde at de ikke skulle afholde præsidentvalg under hensyn til at dele af landet var besat (tænk hvis 'russerne' ikke havde forladt Bornholm i 46?). Så tog han ned på et lokalt spillested og spillede "Rocking In The Free World" på sin medbragte guitar. Så det eneste unge mænd kan nu, er at stemme med fødderne.

Tidligere har Ukrainedebat.dk’s Klaus Kondrup skrevet om Den ukrainske Statsdannelse, en stat der ikke er meget ældre end fodboldklubben FC København. Her beskriver Kondrup en mere kompliceret virkelighed end den projicerede parodi, vores politikere og medier ellers spiser skatteyderne af med. “Ukraine er temmelig regionaliseret” skriver Kondrup “Nationalismen er samtidig stærk i visse kredse, men dyb forarmelse uden et funktionelt samfund, giver grobund for alle mulige ideer til separatistbevægelser”. 

For ikke at begå den samme fejl og synke ned i et modsatrettet ekkokammer, vil jeg referere til Peter Hyll-Larsens oplysende artikel for Point of View International (POV) (der beskriver det samme men drager helt andre konklusioner). POV modtager mediestøtte, så her er vinklen, hvad der skal ske efter en ukrainsk sejr - “Med [russernes] snegletempo kan de tidligst stå i Kyiv om 60-70 år”. Og os der er i dissens til den herskende dagsorden betegnes som “femtekolonner i Danmark”. Og det er til trods for at Danmark hverken formelt er i krig og at Blinken ikke længere er amerikansk udenrigsminister. Hyll-Larsen spørger som Kondrup, “Hvad er det for et samfund, som Ukraine skal genopbygge?” i samtaler med nogle for ham “kendte Ukraine-historikere, nemlig amerikaneren Timothy Snyder samt de to ukrainere Sergii Plokhy, [og] Yaroslav Hrytsak og Iliya Chedoluma, en yngre historiker”

Mange i Ukraine føler, de ikke kan tale frit lige nu, om hvem de er, hvilket land de gerne vil leve i. Jeg kalder det illusionen om et forenet land: et sprog, en kultur, frihed og tolerance. Det er ikke sandt. Og det er et slogan fra eliterne i Kyiv henvendt til udlandet.”

Jeg tænker på, hvad Snyder og Plokhy sagde, og om det således gør dem til eliten, men jeg tror ikke, Chedoluma vil gå så langt. Dertil er respekten for de gamle i faget nok for stor.

”Vi er nu halvvejs i krigens fjerde år, men hvornår bliver det tid til en national diskussion? Og hvordan, så det ikke kommer til at skade krigsindsatsen? Mange almindelige mennesker lever med denne frustration, men undertrykker den. For de intellektuelle derimod, ’bog-folket’, om du vil,” og Chedoluma griner lidt ydmygt, for det er, hvad han kalder sig selv, ”er det derimod nødvendigt, det handler om, hvordan landet skal se ud i fremtiden. Vi kan kun vinde denne krig mod Rusland, hvis vi tager en inkluderende diskussion om ukrainsk identitet. Måske man endda kan sige, at spørgsmålet om sejr på slagmarken er mindre vigtigt, at det handler om en anden slags overlevelse.”

Med andre ord ser Chedoluma ikke nødvendigvis en entydig ukrainsk identitet, som Putin kan benægte. Men snarere at den ukrainske identitet er mangefacetteret og, som Skyder antyder, meget subjektiv og må overlades til ukrainerne selv at definere. For Chedoluma ligger svaret hos den bredere befolkning.

– Hvad opnår vi ved dette skel mellem almindelige folk og eliter internt i Ukraine på dette tidspunkt?

”Det er vigtigt at skelne, for spørgsmålet er, om elitens fokus vitterligt er på krigen eller snarere på dens egen fremtid. De skal nok overleve. Og de overlever i øjeblikket til dels på krigen. Som jeg ser det, må denne diskussion føres mellem almindelige mennesker og eliten, som i andre europæiske lande. Det her er blot lidt forbudt at sige, fordi mange mener, der er behov for at sælge idéen om enhed under krigen. Jeg er ikke helt enig. Elitens signal om, at vi er en enhed, er et signal til Vesten, så I kan sende flere våben og penge. Et signal, der er blevet sendt siden 2014 og Maidan.”

(...) ”Vi, de af os, der er ukrainsktalende, skal derfor sende et klart signal til russisktalende ukrainere: I er ligeværdige. Det har vi ikke gjort. I krigens første år, 2022 og 2023, tænkte jeg, at den slags diskussioner var underminerende, og jeg holdt min mund.

Ukraine er altså en etnisk delt stat, med en grad af undertrykkelse af det russisktalende mindretal. Det er svært ikke at forestille sig en bitterhed når krigen slutter med alle de tab og menneskelig lidelse. En bitterhed rettet mod den befolkning som man måske ser har stjålet en god del af sit land og efterladt resten ‘a rump state’ en reststat, som teoretikeren Mearsheimer kalder det. En stat, der er tømt for en fremtidig generation. Det er en frygtelig fejltagelse at gøre Danmarks sikkerhedsinteresser afhængigt af den emotionelle volatilitet, der truer med en revanche eller blot en etnisk konflikt, der kommer helt ud af kontrol.

Gallup skrev tilbage i august: “Most Ukrainians now favor ending the war with Russia through negotiations, as support for fighting until victory has dropped sharply since the early days of the conflict.”

This marks a nearly complete reversal from public opinion in 2022, when 73% favored Ukraine fighting until victory and 22% preferred that Ukraine seek a negotiated end as soon as possible.

Support for the war effort has declined steadily across all segments of the Ukrainian population, regardless of region or demographic group. This shift comes as diplomatic efforts gain new traction. Ukrainian President Volodymyr Zelenskyy has signaled readiness for direct talks with Russian President Vladimir Putin, proposing renewed negotiations, while U.S. President Donald Trump is attempting to pressure the Kremlin with the threat of sanctions.

Peter Andrea Fog er redaktør på Ukrainedebat.dk