Den ukrainske Statsdannelse

 Flaget er flot. Landet er smukt. Men at lave en effektiv stat i Ukraine bliver ikke bare lige.

I det følgende vil jeg gennemgå Ukraine i et statsbygningsperspektiv for at give et billede af Ukraines historiske udvikling fra uafhængighedserklæringen i August 1991 med henblik på at diskutere muligheden for en ukrainsk stat efter at krigen er slut.

To spørgsmål er centrale:

-              Hvad skete der for Ukraine, som gjorde at samfundet faldt fra hinanden og der blev krig?

-              Hvordan ser fremtiden ud for Ukraine som selvstændig stat og som medlem af EU?

Ukraine i dag

Som det ser ud nu, fortsætter krigen og Moskva vil indlemme territorier fra det sydlige og østlige Ukraine i Den russiske Føderation, når de ukrainske væbnede styrker er nedkæmpet. Der går nok et års tid, inden Kyiv løber tør for kampdygtige styrker i det østlige Ukraine. Måske vil kampene fortsætte i Vest. Det ved vi simpelthen ikke endnu.

Ukraine er et landbrugsland.  Minerne har russerne taget. Men mister Kyiv Odessa, står Ukraine uden havn og kan ikke udskibe korn. Og forsøger ukrainerne at dumpe korn ind i Europa bliver først de polske, derefter alle andre landmænd i EU sure. Det kan blive en af de meget synlige udfordringer for fremtidens Ukraine. Men selv foruden det, er der en mængde store problemer, som skal løses. Ukraine lider af grov korruption. Det kommer til at kræve en kæmpe indsats og det vidste vi allerede i 1990erne, specielt hvis der blev krig. Geopolitikkyndige advarede mod den her krig i årtier før den brød ud. Af mange grunde. Nu står vi så med skrækscenariet. Jeg ved meget om, hvordan man opbygger effektive stater. Lad mig forsøge at give et indblik i problemerne fra en fagmands synspunkt.

Vi står med en kæmpe opgave

Hovedudfordringen er stadigvæk at få regeringerne i Europa og Amerika til at se virkeligheden i øjnene. Krigen kan ikke vindes. Der skal søges en fred og helst snart, hvis der skal være et Ukraine i fremtiden. Men derefter kommer så de rigtige problemer. Så skal man finde ud af, hvad man skal stille op med den del af området, som russerne ikke vil have. Der bliver en rest, som så enten skal deles op mellem de omkringliggende lande med Transkapatien til Ungarn, Østgalicien til Polen osv., eller også må man forsøge at etablere en stat, uvist med hvilke midler, men at vi vil prøve det, er nok trods alt det mest sandsynlige. Det er til gengæld meget usandsynligt at russerne vil besætte mere end Odessa, Mikolaiv og måske en snip af Kirovohrad vest for Dnepr floden. Det har de ingen interesse i, da det ikke vil sikre dem yderligere. Rusland vil have NATO ud af Ukraine, men har ingen interesse i at besætte fjendtlige områder fyldt med nationalister, som vil gøre konstant oprør mod dem. At for eksempel esterne er bange for det, er opspind designet til at holde deres eliter ved magten, uanset om de selv tror på det, eller ej. Her taler vi ud fra en politologisk vinkel, altså ud fra, hvad parterne vil; ikke ud fra hvad nogen kan bilde sig ind, eller den slags. Vi spørger til interesser og evner: hvad er ukrainernes interesse? At få et funktionelt samfund, er svaret. Hvad er betingelserne for det? - Hvad kan Ukraine blive til?

Et samfund har en hær. Moskvas militære mål er demilitarisering og at fremtvinge kapitulation på det grundlag, for så at annektere det område, Kreml finder for godt. Det bliver Kreml som kommer til at diktere, hvor meget hær der kan være i Ukraine, efter krigen er slut. Fra et statsbygningsperspektiv er det væsentligt, hvor stor en hær som forbliver på det overskydende territorium efter en fred, for en hær er alfa og omega for, hvorvidt Kyiv vil kunne holde sammen på landet og bekæmpe oprørsbevægelser i eventuelle løsrivelsesprovinser, korrupte politimestre som vil være fyrster, og den slags, som vi kender det fra blandt andre Rumænien i 1990erne. Ukraine er temmelig regionaliseret. Nationalismen er samtidig stærk i visse kredse, men dyb foramelse uden et funktionelt samfund, giver grobund for alle mulige ideer til separatistbevægelser. Derfor mener jeg, at Kyiv overfor Moskva skal stå på, at ukrainerne får en styrke på over 80.000 som er trænet til at holde sammen på landet og føre det ud af undtagelsestilstanden. At opbygge en egentlig politistyrke og dertil et fungerende retsvæsen efter en fredsslutning, bliver en monumental opgave; det vil folk, som har arbejdet i Kosovo, kunne tale med om. Ukraine er enormt. Udfordringerne er gigantiske. Derfor dette opråb allerede nu, som forhåbentligt vil samle alle gode kræfter om den bedste fremtid for Ukraine.

Statsbygning, et væsentligt perspektiv

Om der bliver tale om en fredsslutning eller en frossen konflikt efter at krigen i Ukraine slutter, er stadig uvist, men hvis Ukraine med tiden skal kunne blive til et fungerende samfund, så skal der opbygges en stat, som kan styre befolkningen på området. Derfor er det perspektiv, jeg kalder statsbygning vigtigt. Ikke nationsbygning eller sådan noget; det er ikke dét, jeg taler om. Igen: Det her er politologi, ikke ideologisk halløj.

Lad mig forklare nærmere: Vi som bor i velfungerende samfund, glemmer tit, hvor lang tid det tager at bygge en stat. Og derfor har de fleste af os en ide om, at det kan gøres på en generations tid eller to. Desværre er det ikke så let, men hvordan det skal gribes an og hvor lang tid det vil tage, handler om det udgangspunkt, der er, når man starter og om man kommer rigtigt i gang.

Hvad er en stat?

En stat består af en række institutionaliseringer, som holder sammen på samfundet. Hvordan institutioner i et samfund former sig, er ikke et spørgsmål om blot at implementere ud fra en ideel arbejdstegning, en fremgangsmåde som man ofte har set slå fejl på grund af ideologisk indblanding udefra, for eksempel i Bosnien eller i Sahel, hvor vi glemte at lægge et fundament, før vi gik igang med at opbygge civilsamfundsstrukturer og skabe afstand til lokalbefolkningen; nej, statsbygning er en proces, hvor det enkelte samfund møder de udfordringer, som det står overfor og skaber institutioner som svar på disse udfordringer. Møjsommeligt. Når jeg vurderer mulighederne for statsbygning, er det ud fra en konkret vurdering af, hvad der skal til. At bygge en effektiv stat i Ukraine er en meget vanskelig opgave. Lad mig forklare hvorfor. Jeg starter med det fundamentale.

Det er vanskeligt i dag at forestille sig andre politiske former end national-stater, som vil kunne klare den opgave at skabe politisk orden i Ukraine. Når der ikke er en politisk form, er der anarki. Libyen er et illustrativt eksempel. Basalt set former et samfund sig således: en politisk konstitution afføder et samfund (politisk fællesskab) ved at individerne bekender sig til at tilhøre samfundet og underkaster sig beslutningshierarkiet og samfundet udvikler derigennem en politisk form, som spirer ud af den politiske konstitution og som udvikler sig hen imod at kunne mediere det politiske vilkår. Abstrakt set har en politisk konstitution et intrastrukturelt aspekt: Man skal løse udfordringen ved at skulle leve fordrageligt sammen, et infrastrukturelt aspekt: Der skal være loyalitet overfor samfundet for at kunne ordne det, og et interstrukturelt aspekt: De andre samfund omkring skal acceptere samfundet for at undgå konflikt udadtil. Konkret handler det om, at man får oprettet et politi til at understøtte den offentlige orden (voldsmonopol) og nogle gode diplomatiske forbindelser. Konflikter er opslidende og ødelæggende for samfund. Et velfungerende samfund kræver mennesker, som er loyale overfor staten og vil arbejde for at holde loven, samt varetage samfundets interesser. Her er vi allerede ved det centrale problem i Ukraine.

Staten hjælper samfundet med at hænge sammen

I et samfund kan der opstå alle mulige former for hændelser i den sociale orden, som der skal gribes ind overfor: mord, hungersnød, fejder mellem klaner, strømsvigt, alt muligt forskelligt og her er det den politiske form, som skal ind at mediere, sådan at det politisk vilkår ikke løber løbsk og samfundet går i opløsning. Man kender det fra katastrofefilm, eller zombiefilm eller fra læsning af civilisationshistorien. Samfund gør i opløsning. Sådan er det. Hundredtusinder af samfund er gået opløsning op igennem verdenshistorien. For at udskyde opløsningen skal man have en politisk form, med en effektiv politifunktion og regering og hær og domstole og forskellige andre ting, for at samfundet kan køre.

I vores avancerede samfund, som breder sig over store områder, er der tale om en mængde ting staten gør. Tænk bare på det vi kalder for samfundsvæsenerne, altså de institutionaliseringer vi sætter ordet -væsen bag ved: penge-, vand-, sanitets-, vej-, skole-, justits-, sundheds-, osv. (start med at nævne de første 25; en god øvelse: det er statens institutionaliseringer, som gør dem til ’væsener’). Væsenerne skal styres for at de fungerer. Derfor er det vigtigt at bygge en stat. Ellers går vi hurtigt til i lort og konflikt. Statsbygning kan kun foregå, hvis der er kræfter i samfundet, som vil det nok. Man husker måske Afghanistan. Det er umuligt at bygge en stat uden at dem, som skal nyde godt af den, underkaster sig staten for at få beskyttelse og muligheder.

Ukraine – et eksempel på samfundsopløsning

I Ukraine er underkastelsen under staten og regeringen svag og der er korruption, altså politi, retsvæsen og borgmestre er bestukket og har deres loyalitet et andet sted end til staten og samfundets bedste. De er i lommen på gangstere, det man nogle gange kalder ’oligarker,’ (fint nok, men teknisk set er oligarker noget andet; der er tale om ’plutokrater’, altså gangstere) men som er små og store konglomerater af pengestærke mennesker, som arbejder for at få tingene til at fungere på deres præmisser og på bekostning af statsdannelsen. Det gør, at samfundet udvikler plutokratiske strukturer, hvor alt og alle er bestukket af nogen og i lommen på hinanden, hvilket betyder, at der ikke kommer en funktionel stat, hvor normerne kan virke og sikre folk rettigheder. Hvis du bliver anholdt og ikke kan bestikke politiet eller den bande, som har taget dig til fange, er du i problemer.

I Ukraine gennemsyres alt, fra justitsvæsenet til bankvæsenet til ordensmagten til finansministeriet og hele centraladministrationen af de plutokratiske strukturer og der opstår i løbet af 1990erne en mængde meget rige mennesker med kontrol over bureaukratiet og dertil en mængde små voldsparate grupper, som kan arbejde sammen med de rige, for at malke og bruge de statslige institutioner til egen fordel, samt etablere fysisk kontrol over landområder med en befolkning, som de så kan udnytte. Bemærk at de som leder disse patron/klient-strukturer, selv synes at de beskytter deres undersåtter og i fraværet af en funktionel stat, er borgerne sårbare overfor gangsternes krav om underkastelse mod beskyttelse.

Opløsningstendenserne sætter sig igennem

I 1990erne lider både Rusland og Ukraine og Belarus under plutokratiske tendenser efter Sovjetunionens sammenbrud og staterne bliver udhulet op igennem 1990erne (se Hans von zon: The Cult of Power, 2005). I Ukraine får man ikke bremset det og til sidst går det politiske system op i limningen omkring 2004, hvor statsapparatet og parlamentet endeligt perforeres af gangsterstrukturer, det man på dansk fjernsyn kaldte ’kampen for demokrati:’ Igennem Den orange Revolution undermineredes muligheden for at få staten til at fungere endeligt og den ender med at statsapparatet står uden handlekraft i samfundet og uden modstandskraft overfor de partikulære interesser.

Det vi lukker øjnene for, som gør det vanskeligt for os at forstå Ukraines udvikling er, at man i Kyiv ikke får etableret statskontrol gennem sikkerhedsapparatet på den måde man får det i Moskva op gennem 00erne og hviderusserne for tiden forsøger at efterligne i Minsk. I stedet får man nogle vattede ideologiserede eliter på de centrale kontorer, som intet kan udrette mens samfundet degenerer til rendyrket gangstervælde, hvor de rige sætter deres magt igennem ved at bestikke alt og alle. Her får de voldsparate nationalistiske grupper en stor rolle at spille og de organiserer sig, støttet af forskellige kræfter. I statsbygningsteori vil vi sige at den politiske infrastruktur, altså loyaliteten til staten hos dens ansatte, som er central for blandt andet politiets effektivitet, undermineres, og den politiske intrastruktur, det vil sige sammenhængskraften i den politiske orden, forsvinder.

’Borgerkrigen’ kommer

Når samfundet ikke længere bindes sammen, ja, så har vi balladen. Så opstår der det, vi kalder for intra-statslig konflikt, det som i gamle dage hed ’borgerkrig’, og som på dansk fjernsyn fik betegnelsen 'russisk invasion med små grønne mænd.' Den russiske invasion kommer først i 2022 og betegnes på det tidspunkt i dansk presse som ’fuldskala invasion’ for på den måde at bevare fortællingen om, hvad der er gået forud og altså bibeholde den optik, som hedder ’demokrati angribes af autokrati,’ altså fortællingen om at Rusland er et diktatur, som vil spise det demokratiske Ukraine og os allesammen. Det er naturligvis ren propaganda, som ikke er fokus her, men det er naturligt at vi i Danmark, når vi tager side i en 'borgerkrig' dæmoniserer dem, som vi opfatter som ’den anden side.’ Bemærk forskellen mellem infra-statslig konflikt, hvor gangsterne tyranniserer folk med brug af politiets uniformer, intra-statslig konflikt, hvor staten brækker over i to væbnede grupper som bekæmper hinanden og inter-statslig konflikt, hvor der opstår krig mellem Moskva og Kyiv. I Ukraine glider det ene over i det andet og hen imod det tredje.

Tilbage til min beretning om Ukraine: I 2014 fragmenterer staten ved at Krim løsriver sig og kommer til at være en del af Den russiske Føderation. Derudover får man separatisme i de østlige yderområder, hvor der udnævnes to republikker i dele af Lugansk og Donetsk. Disse områder er ikke længere under Kyivs kontrol og støttes af Rusland. Der er tropper fra Den russiske Føderation på Krim siden uafhængigheden i 1991, men det er der ikke i de østlige løsrivelsesrepublikker. Der kan være stærke interesser i at kalde 2014 for en russisk invasion, men politologisk set er det vanskeligt; det er en intra-statslig konflikt som leder frem mod Minsk processerne, ikke en krig. Den væbnede kamp for løsrivelse fra Ukraine 2014 - 2022 foregår under dække af at Den ukrainske Forfatning er underløbet og at den valgte præsident, er blevet afsat, og det bliver hurtigt til ideen om at styret i Kyiv er anti-russisk, en diskurs som præger oprørernes legitimering af konflikten og i det hele taget skiller vandene i Ukraine: I det vestlige Ukraine er der traditionelt stærk støtte til en type politisk kandidat og i det østlige til en anden type; Janukovitj som blev afsat i 2014 havde stærk støtte i de østlige provinser. Det politiske system i Ukraine omformes. I politologien taler vi om statsfangst understøttet af EU, Storbritannien og USA. Hvor underskuddet på nationalbudgettet før blev dækket af Moskva, dækkes det nu af Bryssel.

Omformningen af statsstrukturerne

I det tilbageværende Ukraine gendannes den politiske infrastruktur gennem interstrukturelle tiltag, hvor der organiseres styrker understøttet af udefrakommende magter. Konkret sker der en organisering af de tilbageværende politiske institutioner gennem CIA og MI6, som tidligt i processen spiller en stor rolle. Washington indsætter en marionetregering og der afholdes valg og TV-Avisen kalder det ’demokrati;' de folkevalgte lover guld og grønne skove, og når de så er blevet valgt, følger de en politik udstukket af ultranationalisterne, hjulpet af MI6. Den nuværende præsident Vladimir Zelenskij, som var skuespiller og oven i købet havde jødiske aner, passede briterne rigtig godt, så han blev promoveret gennem en TV-serie og lovede fred med Rusland og bekæmpelse af korruption.  Selv EU-revisorerne taler i deres rapport fra 2021 om ’statsfangst.’ Selvom styret fremstiller Zelenskij som Frodo fra Ringenes Herre; det godes svar på ondskaben i Saurons øje, er han ikke så ukorrumperbar, som helten i eventyret.

Den strategi man er slået ind på i Ukraine, kalder jeg ’corpses for cash,’ altså at eliterne i Kyiv får penge fra os, til at sende deres soldater mod Rusland, som vi ønsker at svække i henhold til den politikanbefaling, som ligger i Zbigniew Brzezińskis bog The Grand Chessboard (1997), en tankegang som præger USAs politikudvikling bredt, nemlig at Rusland skal svækkes, så Kina kan inddæmmes. De seneste års ukrainepolitik er detaljeret beskrevet i en rapport fra RAND i 2019 med tilen Extending Russia. RAND advarer mod, at man tror på det, som står i rapporten, da de mener, at den er blevet brugt til russisk propaganda, men USAs Ruslandspolitik, som følger rapporten slavisk, bortset fra dens fagligt funderede advarsler mod at følge anvisningerne, er vanskelig at tage fejl af. 'Døde kroppe for kontanter' er en klassisk strategi, som vi kender det fra satrapperne i Persien og sidenhen, oftest fra emperielle strukturer. Den står ikke i rapporten; ikke direkte i hvert fald. Men fra 2014 konstruerer man altså en arkitektur for magtprojektion, konkret i Ukraine ved at man opbygger en hær, understøttet af NATO: Gennem specielle organiseringer indenfor den ukrainske sikkerhedstjeneste SBU gendannes nogle af indenrigsministeriets og justitsministeriets magtmidler. CIA gennemfører en genuddannelse af sikkerhedsstyrkerne gennem strukturer i den militære sikkerhedstjeneste GRU og SBU, hvor Washington øver støtte til projektet (I. Katchanovski: The Ukraine War and its Origins, 2025, side 200).

Døde kroppe for kontanter kører stadig

Disse tiltag opfattes i Moskva som skabelsen af en de facto NATO-hær rettet mod Rusland, i direkte modstrid med Minsk forordningerne og det er dét, som Moskva hævder som grundlaget for, at De russiske væbnede styrker invaderer Ukraine i februar 2022, en invasion, som af Kreml bliver søgt legitimeret gennem, at Den russiske Føderation har ansvaret for at beskytte de etniske russere i Ukraine mod regeringen i Kyiv.

Bemærk at strategien ’døde kroppe for kontanter’ kan fortsætte indtil der enten ikke er flere kroppe eller der ikke er flere kontanter. Nu kniber det med begge dele. For tiden er der i min analyse over 400.000 sikkerhedsstyrker tilbage i Ukraine. For få til at kunne holde i årevis mod de velorganiserede styrker fra Den russiske Føderation, som har invaderet landet og nedkæmpet fortene i Donbas, et efter et, på nær Sloviansk/Kramatorsk, som nu står tilbage, men Kyiv regeringen fortsætter med at indfange folk på gaden og sende dem til fronten, mere eller mindre trænede og ofte mindre; overlevelsesraten for en ukrainsk soldat er lav. På en moderne iagttager uden særlig træning i politik er 'døde kroppe for kontanter' for horribel til at fatte. I aviserne skriver vi i stedet om, at russere er onde og snart vil komme at tage hele Europa og udrydde al ’demokrati’ og at ’vi støtter Ukraine;’ alt holdes i floromvundne vendinger, som ingen kan redegøre for, hvad betyder.

Vi kigger den anden vej

I de europæiske offentligheder har vi spundet os ind i en fortælling om Rusland og russere. Det store flertal af danskerne er derfor uvidende om, hvad der foregår i Ukraine, selvom regeringen har sendt våben og et stort tocifret milliardbeløb derned. Der tales om Ukraine som 'demokratiets bolværk mod autokratiet.' I vores opfattelse er ’demokrati' et gode i sig selv, men hvad betyder 'demokrati' i denne forbindelse ? Ukraine har i over et årti været styret af en junta med skiftende frontfigurer, som har plyndret landet og ledt det mod krig. Og hvad med ’Ukraine,’ som vi siger, at vi støtter: Hvad vil det egentlig sige? Er det regimet i Kyiv, vi støtter? Ja, det er dem, som får våbnene og pengene, men ukrainerne, som er gidsler i det her og dør til ingen verdens nytte, er vi ligeglade med dem?

For tiden indfanges ukrainerne som nævnt af små bander og sendes til fronten. Snart er de tilbage hos deres kære, sendt hjem i en ligpose eller som krøblinge. Andre gange er de meldt savnede, fordi staten ikke har penge til enkepensioner. Alle muligheder for at kunne kanalisere penge fra staten over i ens egen lomme, udnyttes til fulde alle steder i systemet. De fleste mennesker i det tilbageværende Ukraine ønsker at krigen standses. Magthaverne i Kyiv fortsætter ufortrødent. Det gør vi også. Fra et statsbygningsperspektiv handler det nu om, hvordan området dernede i det sydøstlige Europa, skal komme til at være et sted, hvor mennesker kan leve og have det godt, altså hvordan der skal blive et samfund ud af det.

Når talen i de europæiske offentligheder falder på Ukraines fremtid, er det ideen om et funktionelt samfund, Ukraine, altså en velfungerende stat på området dernede, som man forestiller sig; måske er det dét, som det betyder, når vi siger: ’Vi støtter Ukraine?’ Med min baggrund er jeg ikke så håbefuld desangående: Det bliver ikke i min levetid, at Ukraine kommer til at køre; det kommer til at tage mange generationer. Jeg er for gammel til at tro, det vil ske, blot fordi jeg håber på det og også for gammel til at kunne nå at opleve et funktionelt Ukraine, hvis det kan lade sig gøre. Men jeg kommer til at assistere så godt jeg kan med min viden om, hvad der skal til og hvordan man kommer fremad, med at gøre det nødvendige. Det er sjældent at nogen vil lytte til sagkundskaben, men jeg må gøre forsøget.

Ukraine i EU

Vi drømmer om at løsningen på Det ukrainske Spørgsmål bliver at indlemme en ukrainsk stat i EU, som vi har set det med forskellige østeuropæiske lande efter murens fald. Her er det vigtigt for statsbygningsteoretikeren at påpege, at Ukraine ikke er Rumænien eller Bulgarien, som vi kan have med i EU, ved at lade dem blive udenfor Schengen, fordi de har problemer med deres grænser og menneskehandel. Ukraine er i en helt anden liga. Skal man sidestille Ukraine med et land i Europa, er det Moldavien. Ædt op af korruption og forarmelse. Men derudover er Ukraine også smadret af krig med en stor mængde flygtninge rundt omkring i Europa, mange i gang med at integrere sig på arbejdsmarkedet, andre presset ud i alternativ beskæftigelse og tvangsforhold. Vi passer tilsyneladende godt på vores ukrainske flygtninge her i DK. Den danske stat er højt udviklet. I Tyskland ser det allerede meget anderledes ud. Ukrainerne har behov for vores beskyttelse. Og EU er ikke uden ansvar i at der blev krig, selvom det selvfølgelig primært er Rusland og NATO, som har ansvaret for den.

Der er et stort incitament for ukrainerne til at integrere sig her i Danmark og i EU, bredt. Bruttonationalproduktet per indbygger i Ukraine er 1/25 af det danske; sådan har det været siden uafhængigheden. Det er meget lavt. Også i forhold til den sydlige halvkugle. Nationaløkonomien i Ukraine lider under, at den foregår sort. Kyivs budgetunderskud for 2026 er endnu ikke finansieret. Bryssel har ikke pengene og skal ud at låne. Eller stjæle. Man taler om at bruge indefrosne russiske midler, som kontanter til Kyiv. Men at tage russernes penge, omkring 300 milliarder dollars, kan blive dyrt. Meget dyrt. Tysk industri har alene 100 milliarder Euro bundet i Rusland, som Kreml tager med det samme, hvis det er. Og hvad med EUs finansielle troværdighed som kreditor? Politikerne og meningsdannere råber altid op om sanktioner og hurtige løsninger, når det kommer til Ukraine, men disse 'løsninger' viser sig som oftest at skade EU enormt. Vi handler ud fra ideer og tilsidesætter viden. De som taler om at indlemme Ukraine i EU, har ingen fornemmelse af udfordringerne. Bare at dispensere for Københavnerkriterierne, vil være skadeligt for EUs omdømme overfor ansøgerlandene, men hvis Ukraine først er medlem af EU, vil der komme et enormt træk på budgetterne.

Vi skal til at sætte os ind i det her

Levestandarden i Ukraine skal forstås i forhold til, at man stadig har den sovjetiske geoøkonomiske infrastruktur: vejene, husene, el og gasledningerne, kloakeringen osv. Nu er man på vej mod en vinter uden elektricitet i de store byer. El er kritisk for at ting fungerer i et moderne samfund. Vi hører ikke så meget dernedefra for tiden. Det går ekstremt dårligt for ukrainerne i Ukraine og defor har vi efterhånden vendt os mod noget andet. I det hele taget ved politikere og meningsdannere i Danmark meget lidt om Ukraine. Specielt udfordringerne ved at Ukraine er, sådan som Ukraine er. Ligesom årsagerne til krigen er netop det, blevet noget, som ingen nævner. Og udfordringerne er enorme og vanskelige at erkende, hvis man ikke har begreb om problemerne ved statsfangst. For det første. Som allerede nævnt har en velfungerende stat dernede meget lange udsigter. Det ville være let, hvis idealisterne fik deres vilje og Gud sendte ærkeenglen Michael ned for at ordne verden og smide russerne ud af området sammen med dem, som mener, at de hellere vil være en del af Rusland. Men selv da, vil det være op ad bakke at lave et velfungerende samfund dernede. Som nævnt er den politiske infrastruktur meget udfordret. Gangsternetværk, våben, rufferivirksomhed, narkotika, sort økonomi, fattigdom, kriminalitet; Ukraine i EU vil være som at indlemme ti Albanien. Og vi har indtil videre vægret os ved bare et. Proportionerne i det skrider og befolkningen er for store deles vedkommende, fuldkommen uvidende om Ukraine og den krig, som foregår dernede. Der er brug for oplysning, hvis vi skal have en fornuftig samtale igang om Ukraines fremtid og vores rolle i det.

Her på siden, Ukrainedebat.dk, kan man orientere sig i den aktuelle situation i Ukraine, hvor jeg skriver analyser ud fra et geopolitisk perspektiv med gennemgang af de militære og politisk forhold omkring krigen. Der er en omfattende debat rundt omkring i verden, specielt mellem geopolitikkyndige og teoretikere indenfor disciplinen International Politik. Der er mange forskellige stemmer, men også blandt fagfolk temmelig mange aktive stemmer mod, at krigen fortsætter, da der synes at være konsensus om, at Ukraine ikke vil blive stillet bedre af at blive ved med at sende soldater i døden. Læs mere under International Debat. I rubrikken Opinion, giver vi rum til dansksprogede indlæg som ikke vil kunne bringes i de statsstøttede medier, da de tager udgangspunkt i andre fakta og en anden opfattelse af Ukraine, end den vinkling man får præsenteret tingene igennem i dansk presse. Endeligt er der Baggrund, hvor man kan finde artikler som denne.

God fornøjelse

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mag. Scient. Pol. Ph. d). Han har beskæftiget sig med geopolitik gennem en menneskealder og kan følges på Substack og i podcasten Verdenssituationen.