Digte om Ukrainekrigen I
af
Rui Thor Hasenkam Serzedelo
En nations fødes
Landet med gule kornmarker under blå himmel,
er på charmeoffensiv over for alverdens forsamlinger.
Skuespilleren forstår rollen som kommandoleder.
Fiktionen overgår nu virkeligheden,
med et manuskript nøje tilrettelagt og afstemt.
Hans højre hånd kigger forbi de nordatlantiske allierede,
hvor journalister på stribe venter i kø.
”Hvorvidt han selv, og det land han kæmper for, overholder krigslovene?”
”Hør nu hér, uhyrlighederne og de følelser de genererer,
vil journalisterne nok aldrig forstå.
Næste spørgsmål, tak.”
Således står vi tilbage,
som gidsler i et opgør så fjernt fra os.
Jo mere vi giver efter, desto mere vil de have:
En forherligelse
af et tvivlsomt demokrati,
af en stat med undertrykkelse og diskrimination på samvittigheden.
Hvor partier forbydes, og regimets modstandere får mundkurv på.
Hvor korrupte oligarker styrer medielandskabet.
Minder de mere om fjenden end om os?
Omkvædet runger dog ufortrødent fra alle sider:
”Det er en milepæl for international mobilisering,
Man taler om år nul og dag ét,
Det vigtigste historiske jordskred i en hel generation,
Et nyt europæisk topos,
Et folk af helte og martyrer.”
Altimens missilerne regner ned,
over landet med gule kornmarker,
under en himmel som snart sortnes af ild og rør.
Fra verdens spisekammer til forbrændt frodighed.
En tragisk skæbne som markeres,
med sprængninger frem for fortællinger,
med lammelse frem for samling.
------------------------------------------------------
Billeder fra fronterne
Martrede broderfolk ser hinanden i øjnene,
midt i en en sky af brudte løfter.
De begræder, at slægtninge arbejder for fjenden,
og er holdt op med at besvare opkald.
Tektoniske plader støder sammen og deler vandene:
En kæmpe splittelse, som skærer dybt igennem land og sjæl.
En moskovitisk IT specialist er rejst fra værnepligten,
og havnet i et iværksættermiljø med højt til loftet og vilde projekter,
på den rigtige side af den estiske grænse, hvor de fleste taler russisk.
På den anden side af floden efterlader han en verden,
hvor pensionister ser stats TV og samles i foreninger,
for at mindes storhedstiden,
for at dyrke en håbefuld drøm om,
at den glorværdige nation kan opretholdes.
Mødregrupper rører på sig i større ukrainske byer.
Krisepsykologer kommer dem til undsætning,
med speciale i hvordan man spilder liv, til ingen verdens nytte.
Et rum for afløb, hvor fortvivlelse og afmagt råder.
Et rum med mening, for enden af de mørke gange.
Bedstemødrene orker ikke at starte et nyt liv.
De er blevet tilbage og redder stumperne.
De vogter om boliger, vander blomster, fodrer kæledyr:
Ihærdige forsøg på at holde kulisserne i hævd.
Ukrainske bønder finder forladte russiske tanks.
Påmalede hvide cirkler signalerer, at køretøjerne har været på 'offensiv'.
Urørte madrationer er pakket sirligt ind,
efterladte af unge rekrutter, som har søgt tilflugt i skovene.
Hævngerrige blikke maner enhver tvivl i jorden:
De ubudnes soldaters skæbne er nu forseglet.
En aldrende Vladimir maler fredssymboler til ære for broderfolket,
på husmure i en russisk flække, tæt på den antændte grænse.
Billeder som systematisk overmales, mens han overhældes med bøder,
for kun gamle vægmalerier om sovjetisk idyl må bestå.
Folkekær er han dog.
Et netværk af naboer betaler gælden,
ved at samle kostbarheder ind fra nær og fjern.
Et andet sted, i slagmarkernes nærområde, er man i oprør.
Der viftes med hvide skilte, som fjernes,
da tavsheden nu også fordømmes.
Censuren er begyndt at se sig selv over skulderen:
Mon dens egen skygge opfører sig mistænkeligt?
Humanitære korridorer fører ind
til det store land med Øst,
så alle, der ønsker det, kan undslippe 'oprydningerne'.
Er det ikke trods alt er bedre,
end at rådne op i en 'lillerussisk' kælder?
Dukkeførere fra Lviv underholder børn,
som er landet fra fronten.
De giver dem et pusterum,
fra de voksnes uforståelige stridigheder.
Men hvad mon der bliver af alle de,
som ikke får vendt traumerne,
inden de krydser grænserne vestpå?
Ukrainske kvinder er i praktik i Balkan,
for at lære kunsten at fjerne miner.
Hvor grumme scenarier stadig plager erindringen
Det vil tage et halvt århundrede at nå i mål,
Forklarer de erfarne lokale.
Et hold israelske læger og sygeplejersker,
er landet ved den vestlige front.
Med en bombastisk selviscenesættelse som overrumpler alle.
Det er en humanitær 'crisis-washing' af dimensioner.
Ved den bulgarske kyst bygger russiske pensionister broer:
De byder ukrainske flygtninge velkommen,
tilbyder dem støtte og logi, i hjertelig solidaritet.
'Forrædere' bliver de gamle kaldt,
Og deres biler og huse overmales med skældsord.
En dansk aktivist vil køre den russiske leder,
til den internationale domstol på sin ladecykel.
En fransk kunstner har nu meldt sig på fronten,
og pønser på at bruge sine farver som ammunition.
En balletdanserinde fra Kyiv er lettet,
over at være landet i den franske hovedstad.
Sammen med sit nationale kompagni,
vil hun nu forsøge at uddrive rædslerne,
i en evig gentagelse af trin og spring,
på fejlfrit engelsk.
Ved Allerød station støder jeg på en kvinde med børn og en stor kuffert.
Jeg tilbyder min hjælp.
Tøvende viser hun mig et udskrift, med navnet på en lejr og spørger om vej.
Jeg skynder mig hen til bussen, og beder chaufføren vente.
Han nikker, træt i mælet.
'Spasiba' siger hun,
da jeg får løftet hendes tætpakkede fortid op.
Med udsyn til det uvisse sætter de sig til rette.
Rejsen er først lige begyndt.
