Eskalering søges

af

Klaus Kondrup

Russerne har ofret meget for at komme hertil og ønsker hverken at NATO får fodfæste i Ukraine eller at situationen kommer ud af kontrol. Ukrainekrigen hænger lige nu i en global politisk balance, som nogle aktører ønsker at forskyde. Her redegør jeg for det ud fra et konfliktoptrapningsperspektiv.

I beskrivelsen af konflikter bruger vi ofte trappe-metaforen. Vi taler om eskalering (fra fransk: escalier = trappe), altså at konflikter optrappes. Det betyder dels at konflikten intensiveres, men indikerer også, at parterne når til et nyt trin i konflikten, som ændrer konfliktens vilkår, sådan at noget nu er muligt eller umuliggjort på det nye trin. Modsat optrapning har vi nedtrapningen. Her disintensiveres konflikten. Og her er der andre muligheder for at fortsætte relationen.

En konflikt er en begivenhed i en relation. Hvis ikke der er et forhold mellem parterne, så kan der ikke være konflikt. NATO-landene og Rusland er naboer. De handler med hinanden og undgår direkte konfrontation selvom de har forskellige interesser. I Ukraine, som ligger lige mellem dem, har de dog modsatrettede interesser. Det har skabt en konflikt som nok startede inde i Ukraine, men som efterhånden optager begge parter fuldkomment.

Når NATO-landene mødes taler de ofte om, at Rusland optrapper konflikten. På det seneste har der været tale om krænkelser af luftrummet, altså hændelser, hvor russiske flyvende objekter er set over NATOs territorium. Endnu har der ikke været fastslået noget med sikkerhed desangående. Der skulle have været nogle droner i Polen og Rumænien, men at de skulle have været afsendt fra Rusland, er vanskeligt at bevise og det er ikke lige til at indse, hvorfor de skulle være det.

I det hele taget har Rusland, som sagerne står intet incitament til at optrappe konflikten med NATO; Rusland gennemfører sine interesser i Ukraine og ønsker tilsyneladende ikke at inddrage NATO-landene yderligere i det. Faktisk er deres interesse at NATO blander sig udenom Ukraine; NATO-alliancen er rettet mod Rusland og Moskva ønsker ikke at NATO har Ukraine, som springbræt til angreb mod Rusland.

NATO ser tingene fra den anden side. Vi kan ikke forstå at russerne kan føle sig truet af os og vi insisterer på, at der skal være NATO i Ukraine; for at garantere at Rusland ikke angriber Ukraine efter en fred, som det hedder. Bemærk hvordan disse to interesser byder op til eskalering af konflikten: Intensiteten lever her imellem disse to positioner; NATO vs. ikke-NATO i Ukraine. Der er ikke nogen løsning i sigte.

Rusland dominerer slagmarken i Ukraine. Tabsratio er 1 - 5 i russernes favør. I NATO-landene har man den opfattelse, at Rusland er meget stærke, hvilket kalder på oprustning af vores styrker og at Ukraine skal kæmpe imod lidt længere, for snart vil Rusland falde sammen. Begge dele er illusioner: Vi er ved at tabe krigen og fabulerer i vildelse, desperate for at vende krigslykken. For at gøre noget ønsker nogle NATO- lande at sende tropper ind i Ukraine og skyde med avancerede raketter, som kan medbringe atomvåben ind i Rusland.

Dette er en klar eskalering; disse tiltag vil betyde at konflikten vil nå et nyt niveau, hvor man kan tænke sig, at Moskva vil beslutte at jagte NATO-tropperne hvor de måtte være i Ukraine og selv begynde at sende avancerede raketter som kan medbringe atomvåben ind i Europa. Vi er langt fra der, hvor raketterne så rent faktisk vil være ladede med atomvåben, men usikkerheden øges og vi i NATO er uforberedte på at skulle i direkte konfrontation med Rusland, en veritabel missilmagt med mange strenge at spille på.

Vi kan forsøge at bilde os ind, at Rusland er svage og fejler i Ukraine og at Rusland derfor ønsker eskalering, men det er vanskeligt at finde eksempler på det fra krigens gang. De seneste uger har højst vist forkølede forsøg på at skabe det indtryk at Rusland forsøger at eskalere, men få fornuftige mennesker tror, at det er russerne som står bag den virak, man ser i den vestlige presse. Beskyldningerne tager til, men beviserne udebliver, mens resten af jordens befolkning ser skeptiske til fra sidelinjen.

NATO er i et dilemma. Nederlaget vil vi for alt i verden undgå, men atomkrig vil være en katastrofe. NATO er desperate for at bringe stærkere stridskræfter i spil i konflikten og opfatter tilsyneladende den manglende vilje til optrapning hos modparten som svaghed, selvom det egentligt ligger logisk i situationen: Rusland gennemfører sine interesser og er derfor ikke interesseret i en optrapning, som vil kunne bringe konflikten ud af kontrol. Logisk set.

I København 2. oktober 2025 har man mulighed for at skabe en stemning til fordel for eskalering af konflikten blandt de NATO-lande, som er med i Det europæiske politiske Fællesskab, en sammenslutning, der holder sit 7ende møde i dag. Den politiske enhed i NATO synes at kræve, at der stilles hårdt mod hårdt overfor den fælles fjende, men samtidigt vakler det i sammenholdet netop på det punkt. Det er vanskeligt at finde en måde at optrappe på, som ikke går direkte ud over dem som bor klods op af Ukraine.

I USA og i de lande som ligger tæt på Ukraine er befolkningen delt i spørgsmålet om kursen overfor Rusland. Tjekkiet. Tyskland. Kommer man endnu tættere på er også præsidenterne eller regeringerne imod eskalering. Nogle, Ungarn og Slovakiet, ønsker ligefrem de-eskalering, altså at vi træder et skridt ned ad konflikttrappen og søger en fredsslutning. Men hvorfor nogensinde foreslå at gå ned ad konflikttrappen? Hvad kan få aktører til på den måde at tabe ansigt? Er de svæklinge eller måske i fjendens sold?

Der er handlemuligheder i konflikt. Det er en god ide at undgå konflikt, men det er ikke altid muligt; hvis nogen bliver ved med at optrappe, kan man blive nødt til at møde den optrapning. På den anden side: Hvis en optrapning leder til at den anden part optrapper på en måde, som man ikke selv kan følge, kan det være en ide at søge nedtrapning eller status quo. Det tilfælde kalder vi optrapningsdominans. Her er det forbundet med tab at eskalere.

Der kan laves mange spekulationer omkring situationen mellem NATO og Rusland. Her vil jeg tage udgangspunkt i eskaleringsdynamikken. Lad os antage at Rusland har optrapningsdominans men ikke søger at optrappe: Hvis det kommer til en udveksling af missiler, sådan at Rusland skyder tilbage mod NATO, vil Moskva hurtigt få overtaget, da en Oreshnik raket, for eksempel med en bus af sprænghoveder tømt ud over kommandocenteret i Wiesbaden, vil lamme NATO både operationelt og politisk.

Vores selvforståelse er, at vi kan skyde ind i Rusland, men at de ikke må skyde på os. Det sætter os relativt dårligt i en optrapning, som vil efterlade os i chok. Vi er i forvejen desperate og ude af synk med virkeligheden, og vi vil måske, hvis vi bliver angrebet med et hypersonisk missil i hjertet af vores eget missilangrebssystem, beslutte os for at anvende endnu kraftigere våben og så har vi balladen. Krigen fortsætter, men alternativet er, at vi erkender nederlaget og trækker os fra Ukraine.

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mag. scient. pol. Ph. d.) og skriver om den militære og politiske situation i og omkring Ukraine på Substack og kan høres i podcasten Verdenssituationen.