Fronterne trækker op

Kampen om de vestlige befolkningers opfattelse af Ukrainekrigen kom i denne uge til et kulminationspunkt. Washington forsøger tilsyneladende aktivt at komme ud af situationen med skindet på næsen. Kapitulation er vanskeligt. Ikke mindst for supermagten. Det lykkedes ikke at etablere en forhandling, men den herskende fortælling om at 'russerne er onde,' overlevede.

Kremls krav er kendte. Fortællingen om den store forhandling og den store forhandler er drevet ud i det absurde, men fastholdes af de vestlige medier. Det hvide Hus vil opgive og skal have tvunget Kyiv, Bruxelles og London til at underkaste sig den nye tingenes orden. Det lykkedes ikke at etablere en holdbar forhandlingsposition, fordi Kyiv ikke længere vil lystre Washington.

Washington poserer som mægler og medierne forstyrrer dermed perspektivet afgørende, fordi USA reelt er den krigsførende part gennem NATO; i frasigelse af muligt NATO-medlemskab til Ukraine er der en åbning til at tale med Moskva, men tilliden mellem parterne er nærmest fraværende.

Moskva har opretholdt dialog med USA de seneste par måneder; europæerne bygger luftkasteller. Hvad Washington har måttet give Kreml er uvist, men det forslag til europæerne, de havde med fra Moskva i denne uge, gav USA en mulighed for at redde ansigt og Ukraine en vej ud af krigen. Europæerne er stadig ikke klar til at se virkeligheden i øjnene.

Kamphandlingerne fortsætter og kravene til at modtage Kyivs kapitulation øges; næste gang vi får muligheden til at kapitulere, vil Kreml have øget deres krav. Derfor har jeg anbefalet, at Kyiv opgiver, jo før jo bedre: Det bliver kun værre.

Idét Moskva står til at vinde på kamppladsen, kan Kreml vælge at fortsætte krigshandlingerne, indtil vi går ind på deres krav, eller Moskva har gennemført sin interesse med andre midler. Uanset hvor effektivt vi lyver for os selv, vil de geopolitiske realiteter blive ved med at melde sig.

De russisk væbnede styrker indtager i disse uger stærke offensive stillinger ved fronten og ser ud til at søge mod et forceret udfald; de ukrainske væbnede styrker er på hælene og kan ikke stille noget op mod den malende fremrykning. Nu tørrer jorden og der bliver mere og mere plads til at operere på kamppladsen.

Både materiel, mandskab og moral er afgørende til Moskvas fordel. Hvor længe de vestlige offentligheder kan holde perspektivet forstyrret vides ikke. Den sidste ukrainer er den yderste grænse.