Har Ukraines befolkning tillid til Zelenskyj?

af
Sofia S. Dahlgaard

Mange er faldet for den ukrainske præsidents særlige charme, men hvad mener ukrainerne om ham i dag? Kun én ”meningsmåling” fortæller afgørende om befolkningens opbakning til præsidenten:
Nemlig valgresultatet ved seneste præsidentvalg i Ukraine.
Det er nu syv et halvt år siden, seneste præsidentvalg fandt sted, nemlig 21. april 2019.
Zelenskyjs ordinære femårige embedsperiode udløb den 20. maj 2024. Han fortsætter
imidlertid med at udøve præsidentens beføjelser i henhold til artikel 11, stk. 3, i Ukraines
krigsretslov.
Derfor er det naturligt at spørge: Hvordan har den ukrainske befolknings syn på
præsidenten udviklet sig frem til i dag efter snart fem års krig og ufattelige lidelser for
befolkningen?
Spørgsmålet er centralt, for det er nu engang ikke EU’s stats- og regeringsledere, der
afgør, hvem der er præsident i Ukraine, ligesom det heller ikke er noget, den amerikanske
præsident bestemmer. Det er og bliver alene befolkningen i Ukraine, der vælger deres
lands præsident.
Spørgsmålet er samtidig centralt også for os i Danmark og EU. Støtter vi økonomisk,
militært og politisk en ukrainsk præsident, der har opbakning fra et befolkningsflertal i sit
land? Eller støtter vi en statsleder, der reelt har et befolkningsflertal imod sig?
Tilliden er faldet markant
Ved præsidentvalget i 2019 blev Volodymyr Zelenskyj demokratisk valgt til Ukraines
præsident med et overvældende flertal på 73,2 % af stemmerne.
Det ukrainske institut, Kyiv International Institute of Sociology (KIIS) har offentliggjort en ny
meningsmåling, der blev gennemført den 8.–16. oktober 2026. Den viser, at et lille flertal af
de adspurgte ukrainere fortsat har tillid til Zelenskyj, men mistilliden er betydelig.
54 procent havde tillid til Zelenskyj. Heraf havde kun 22 procent fuld tillid, og de 32 procent
havde nogen tillid.
41 procent af de adspurgte svarede, at de ikke havde tillid. Heraf svarede de 24 procent,
at de slet ingen tillid havde, og de 17 procent havde overvejende mistillid.
Den overordnede udvikling er tydelig: I maj 2022, et par måneder efter den russiske
invasion, havde hele 90 % tillid til Zelenskyj. I dag ligger tilliden ifølge det ukrainske institut
på 54 procent.
Også en anden undersøgelse fra oktober 2026 viser, at en betydelig del af befolkningen
ikke har tillid til Zelenskyj. Det ukrainske institut Rating Group har målt tilliden til Zelenskyj
til 53 procent og mistilliden til 40 procent. Altså et billede meget tæt på svarene fra KIIS.
En KIIS-undersøgelse fra 12.–21. september 2026 er samtidig interessant. Her svarede et
flertal på 53 procent af de adspurgte, at Zelenskyj ikke bør deltage i næste præsidentvalg.
Samtidig svarede 71 procent, at de ikke ønsker et valg under den fortsatte krig.
Ifølge målingerne kan der således godt være et lille flertal, der har tillid til Zelenskyj som
præsident under krigen, men samtidig et flertal, der ikke ønsker, at han stiller op til endnu
en præsidentperiode.
Ukrainernes utilfredshed med regeringen
En undersøgelse fra det ukrainske KIIS i september 2026 er bemærkelsesværdig. Her
blev de adspurgte bedt om at angive deres største bekymringer blandt 12 svarmuligheder.
”Korruption i regeringen” var det hyppigst valgte svar (50 procent). De adspurgte kunne
vælge op til tre bekymringer. 72 procent mente desuden, at Zelenskyj personligt bærer
ansvar for korruptionen blandt sine nærmeste medarbejdere. (Det handler om politisk
ansvar og er ikke en konstatering af, at han selv har begået korruption.)
På anden pladsen for bekymring kom ”massive missil- og droneangreb” med 40 procent,
og på tredjepladsen kom ”inkompetence og manglende professionalitet hos
myndighederne” (30 procent).
Meningsmålinger har sine begrænsninger. Der er tale om telefoninterviews med voksne
borgere i de regeringskontrollerede områder. Undersøgelserne omfatter f.eks. ikke
ukrainere, som er flygtet til udlandet efter februar 2022, eller ukrainere, der bor i
russiskkontrollerede områder. Der kan desuden være særlige usikkerheder ved
meningsmålinger under krig.
Alt i alt viser undersøgelserne et sammensat billede: Opbakningen til Zelenskyj er faldet
kraftigt, siden den russiske invasion begyndte, men han ser ud til fortsat at have tillid hos
lidt over halvdelen af de adspurgte. Et flertal af de adspurgte mener dog, at Zelenskyj ikke
bør stille op til endnu en præsidentperiode.
Den ukrainske befolknings utilfredshed med regeringen og myndighederne, navnlig
korruptionen, er ikke til at komme udenom.
Kilder
Dynamics of trust in President V. Zelenskyy: results of a survey conducted on
October 8-16, 2026
Суспільно-політичні настрої українців (3-5 жовтня 2026)
KIIS: Direction of affairs in the country and what Ukrainians feel about the current
government, 12.–21. september 2026.
KIIS: What worries Ukrainians and the perception of the problem of corruption, september
2026
Закон України «Про правовий режим воєнного стану» – Lov om krigsretstilstanden
Про правовий режим воєнного стану - Всі документи

