Hvad ønsker befolkningen i Ukraine selv?
af
Sofia S. Dahlgaard
'Ukraines interesse er' og 'ukrainerne vil det,' hører man tit, men hvad vil borgerne i Ukraine egentlig selv?
I den offentlige debat om krigen i Ukraine fylder statsledere, EU-kommissærer,
militæranalytikere og såkaldte geopolitiske eksperter rigtig, rigtig meget.
Denne toneangivende kreds i Danmark og EU taler skråsikkert om, hvad EU og NATO bør
gøre for Ukraine. De taler om mere oprustning, flere våbensystemer og nye
sanktionspakker og advarer igen og igen mod at stole på Rusland ved et forhandlingsbord.
De taler om ”Ukraine”, som om et land og en befolkning har én og samme vilje.
Ingen er vel i tvivl om, hvad Mette Frederiksen, Ursula von der Leyen og Kaja Kallas
mener. Men hvad ønsker befolkningen i Ukraine selv?
Hvad tænker borgerne i det forpinte land, der har mistet en søn eller ægtefælle i krigen,
har fået amputeret lemmer, har mistet deres hjem, er internt fordrevne og befinder sig
under konstante luftalarmer efter fire et halvt års krig?
Ønsker de selv, at krigen skal fortsætte, indtil Ukraine har vundet – uanset hvor lang tid det
tager?
Ser man på meningsmålingerne, tegner der sig et andet og væsentligt mere nuanceret
billede. Jeg har set på undersøgelserne fra Gallup og fra Kyiv International Institute of
Sociology (KIIS) samt det ukrainske Razumkov Centre.
66 procent ønsker forhandling
I Gallups undersøgelse, gennemført i april 2026, svarede 66 procent af de adspurgte
voksne ukrainere, at de ønsker en forhandlet afslutning på krigen så hurtigt som muligt.
Kun 24 procent ønskede fortsat kamp til sejr. Det er et markant holdningsskift siden
krigens start i 2022, hvor 73 procent dengang svarede, at Ukraine skulle fortsætte
kampen, indtil krigen var vundet.
Det skal dog understreges, at tallene ikke betyder, at to tredjedele af ukrainerne ønsker
fred for enhver pris.
Det bliver tydeligt, når Gallup sammenholdes med undersøgelser fra de ukrainske
institutter KIIS og Razumkov Centre. De spørger i højere grad om betingelserne: Hvad kan
ukrainerne acceptere som led i en fredsaftale?
75 procent siger ja til forhandlinger
I september 2026 spurgte KIIS ukrainerne: “Do you or do you not allow negotiations with
Russia to end the war now?” Et stort flertal på 75 procent af de adspurgte svarede ja til, at
de tillader forhandlinger med Rusland for at afslutte krigen nu. Undersøgelsen er
offentliggjort 6. oktober.
KIIS understreger selv, at spørgsmålet om at tillade forhandlinger ikke er det samme som
at acceptere indrømmelser til Rusland.
KIIS har også spurgt til betingelserne for en forhandlet løsning. Når ukrainerne
præsenteres for en løsning, hvor kampene standses ved den eksisterende frontlinje, og
Rusland beholder den faktiske kontrol over allerede besatte områder, men uden
international anerkendelse af dem som russiske, - og Ukraine samtidig modtager
omfattende vestlig støtte og sikkerhedsgarantier, så kan et flertal acceptere en sådan
løsning.
Men flertallet afviser yderligere territoriale indrømmelser
Holdningen ændrer sig markant, hvis Ukraine også skal opgive områder, som Rusland
ikke har erobret. I KIIS' undersøgelse fra juli-august 2026 afviste 60 procent kategorisk at
overlade hele Donbas til russisk kontrol mod amerikanske/europæiske
sikkerhedsgarantier; 33 procent kunne acceptere det.
Det ukrainske Razumkov Centre finder samme mønster.
I centrets 2026-undersøgelse blev ukrainerne spurgt, på hvilke områder Ukraine kunne
give indrømmelser som led i en fredsaftale med Rusland. 26,4 procent mente, at der
kunne gøres indrømmelser vedrørende Ukraines kontrol over Donbas. 62,7 procent afviste
sådanne indrømmelser.
Endnu tydeligere var holdningen til Ukraines fremtidige sikkerhed: 73,1 procent afviste
kompromiser om troværdige sikkerhedsgarantier.
Razumkov belyste også den dybe mistillid til en fredsaftale med Rusland. 75,2 procent
mente, at Rusland efter en fredsaftale ville bryde den og angribe Ukraine igen, når
Rusland fandt tidspunktet belejligt.
Svarene fra de tre institutter tegner tilsammen billedet af en ukrainsk befolkning, hvor et
stort flertal nu ønsker en forhandlet afslutning på krigen med Rusland, men hvor et flertal
samtidig sætter grænser for, hvilke indrømmelser de vil acceptere og har ringe tillid til, at
en fredsaftale med Rusland vil holde.
Hvad med børnene
Meningsmålinger har i sagens natur en begrænsning. Nogen bliver aldrig spurgt: børnene.
Det vil sige dem, der skal leve længst med krigens følger.
Ukrainske børn, især i frontområder og hårdt angrebne byer, har tilbragt tusindvis af timer
under jorden i beskyttelsesrum. Luftalarmer, angreb, flugt, tab af familiemedlemmer,
afbrudt skolegang og manglende normalt socialt samvær har sat dybe spor.
Verdensbanken estimerer, at 41,6 procent af Ukraines befolkning levede under landets
nationale fattigdomsgrænse i 2025. Børn er særligt udsatte: UNICEF anslog i 2025, at
omkring 70 procent af børnene i Ukraine – ca. 3,5 millioner – oplevede materielle afsavn,
dvs. manglede adgang til en eller flere basale fornødenheder som tilstrækkelig mad, bolig,
varme, tøj eller undervisningsmaterialer.
Mon jeg tager fejl i, at de magthavere på alle sider af krigen, som træffer de
skæbnesvangre beslutninger om krig, oprustning og fredsbetingelser, ikke selv er dem, der
forbløder ved fronten – og at det næppe er deres børn, der skal vokse op med krigens
følger?
Kilder:
Gallup: Ukrainians Sour on U.S. Leadership, 30. juni 2026 — interviews april 2026.
KIIS: Opinions and views of Ukrainians on issues of war and peace, 6. oktober 2026 —
interviews 12.–21. september 2026.
KIIS: Opinions and views of Ukrainians on war and peace issues, august 2026 —
interviews 20. juli–3. august.
Razumkov Centre: Ukraine's Security Guarantees: A Prerequisite for Lasting Peace or an
Obstacle to Ending the War? juni 2026.
World Bank: Monitoring Living Conditions in Ukraine: Spring 2026 Update.
reports/documentdetail/099062526095527274
UNICEF: Recovery Brief – Ukraine 2026
