Kritikken af regeringens Ukrainepolitik vokser

Af

Frederik Christensen

Flere og flere røster stiller offentligt spørgsmålstegn ved den danske linje og danner dermed små glimt af dissens.

For nylig indgik den danske regering et industrielt samarbejde med Ukraine, der indebærer, at ukrainske forsvarsvirksomheder etablerer produktion i Danmark. Den første virksomhed til at gøre dette er ukrainske FirePoint, som producerer raketbrændstof, der bruges til missiler. Dette er et samarbejde, der har været undervejs længe, selv om FirePoint har været anklaget for korruption, og selv om regeringen har været nødsaget til at omgå en række regler og flere love for at gøre etableringen mulig.

Denne udvikling har russerne – ikke så overraskende – været utilfredse med, især fordi den kommer i kølvandet på den danske regerings direkte trusler mod Rusland. Det førte i sidste uge til en række cyberangreb mod dansk infrastruktur, hvilket fik forsvarsminister Troels Lund Poulsen til at indkalde til pressemøde for at fordømme de russiske angreb som »dybt uacceptable«. Forsvarsministerens reaktion svarer dog lidt til at stikke hånden i ilden og så blive overrasket over, at man brænder sig. Når den russiske ambassadør i Danmark siger, at de danske handlinger vil afføde en reaktion, burde man måske lytte i stedet for at ignorere – medmindre man altså gerne vil brænde fingrene.

Det virker, som om en række eksperter nu har bemærket – eller i hvert fald indrømmet – dette. Det var nok også svært at gøre andet, når nu eksperterne og analytikerne selv har anklaget regeringen for give dem mundkurv på, når det gjaldt Ukrainekrigen. Hvis det ikke udmundede i konkrete indvendinger mod regeringens politik, og man derfor i virkeligheden mente det samme som regeringen, kan man vel ingenlunde anklage den for at give en mundkurv på.

Senest er det Forsvarsanalytiker Jan Werner Mathiasen, der har kritiseret den danske debat om Ukrainekrigen såvel som regeringens politik om samme. Mathiasen påpeger, at vi mangler "strategisk empati" - evnen til at forstå vores modparts interesser uden at fordømme dem. Den manglende evne risikerer ifølge Mathiasen at eskalere konflikten unødigt, fordi den konstante tro på en russisk ambition om at angribe Europa bliver til en selvopfyldende profeti. Det kalder man også for sikkerhedsdilemmaet: én stats oprustning fordrer en tilsvarende oprustning hos modparten, hvilket kan øge usikkerheden.

I vores tilfælde kan man tale om, at NATOs oprustninger har provokeret en tilsvarende oprustning hos Rusland og omvendt. Begge parter handler derfor øjensynligt ud fra defensive motiver, men de bliver tolket som aggressive af modparten. I en forskningsartikel fra 2023 har Jørgen Staun, der er forsvarsekspert for DIIS, konkluderet det samme om det svenske og finske medlemskab i NATO. Ifølge Staun vil medlemskabet på kort sigt muligvis komme Sverige og Finland til gode, mens det på lang sigt omvendt vil tilføje til det førnævnte sikkerhedsdilemma i Østersøregionen.

Vores egen regering er, ikke så overraskende, totalt blind over for dette perspektiv. De forstår det simpelthen ikke. Det har fået en anden forsvarsekspert, Peter Ernstved, til, i et interview med B.T. at harcelere mod regeringens politik og den ensidige debat: »Der er nogle herhjemme, der har udskammet folk, der har et andet narrativ. Jeg bliver så træt, for det nytter ikke noget, at man ikke kan diskutere det her,« udtaler Ernstved.

I starten af måneden kom Peter Ernstved med en anden opsigtsvækkende udtalelse, da han kaldte Ukraine for et "bundkorrupt" land, - en mere korrekt beskrivelse af Ukraine end den regeringen har udbasuneret de sidste snart fire år. Med Ukraines trange vilkår på slagmarken appellerer Ernstved til, at Mette Frederiksen og EU forsøger sig med diplomatiske løsninger i stedet.

Jeg tvivler på, at de lytter. Men julen er jo miraklernes tid.

Frederik Christensen er redaktør på Ukrainedebat