Nederlaget nærmer sig sidste ukrainer

af Peter Andreas Fog

Redaktøren tager i denne uge de internationale briller på, for at stille skarpt på samtalen om Ukrainekrigen, herhjemme: Hvorlænge kan vi opretholde benægtelsen i offentligheden?

“It is now time to consolidate what they have achieved through diplomacy” mener den britiske historiker og økonom Niall Ferguson om Ukraine, for “realistically Ukraine has never been in a position to defeat Russia”.  “Jeg er simpelthen ikke enig i at ukrainerne aldrig kunne have vundet krigen” lyder det derimod fra nicht ein scheisse fersteheren Rasmus Jarlov. Hans kontrafaktiske argument var, at Vesten ikke har støttet Ukraine “fuldt ud” og nævnte Macrons Frankrig som et eksempel på svigt.

Jarlov er således ved at køre en dolkestødsmyte i stilling. Men det er en del af ligningen, at Vesten aldrig ville støtte Ukraine “fuldt ud”, da Vesten består af nationer og stater, hver med deres egne interesser. Optøjerne i netop Frankrig er blot et symptom på en opslugende gæld og voldsomme demografiske udfordringer, som vil optage den kommende regering mere end det gør Macrons. Og det var også en del af ligningen, at befolkningerne, hvis ikke de i forvejen var skeptiske overfor vores engagement, ville blive trætte perspektivløsheden. - hvis bare det ikke var for slapsvansene i Berlin.

Men nu er vi altså ved vejs ende, ser det ud til. Og det er fordi “virtually all of Ukraine’s current problems stem from its hemorrhaging casualty rate, and it’s the most essential elephant in the room the West continues to glaringly ignore” skriver bloggen Simplicius og citerer Owen Matthews i Spectator

Vladimir Putin has not changed his war aims a jot since 2022 and remains determined on fighting on. Donald Trump has no new plan for peace other than bringing the Ukraine war to an end on Putin’s terms. And Kyiv is running out of money and men to defend itself, just as surely as it has already run out of Patriot interceptors to defend its skies against the Kremlin’s barrages.

Those are the three depressing takeaways from the latest round of shuttle diplomacy in Moscow and Kyiv by Trump’s son-in-law Jared Kushner and special envoy Steve Witkoff.

Matthews tegner et, for Ukraine og hendes venner, deprimerende billede af en økonomi, der står foran et kollaps, vigende europæisk støtte, tilbagegang, ikke blot på slagmarken, men også i det våben-teknologiske kapløb og så, selvfølgelig, den generelle ødelæggelse af landet. Man kunne tilføje den demografiske katastrofe, hvor især kvinder med deres børn har forladt landet og efterladt den ukrainske befolkningspyramide, som en østershat. 

But a larger part of Ukraine’s slowly unfolding defeat is strategic. Western sanctions have basically failed – not least because of the West’s self-preserving insistence on keeping oil prices down under the Biden administration and, since the Iran war, because of Europe’s hunger for Russian liquefied natural gas. Rather than being crushed by sanctions or wrecked by Ukrainian long-range strikes, Russia’s defense industrial capacity is stepping up. Yes, that comes as a crippling cost to the economy, with a record 45 percent of Russian government revenues now going into war production. And indeed, Ukrainian strikes have caused a fuel crisis and knocked out 20 percent of the warehousing of Wildberries, Russia’s answer to Amazon. But that’s a price that Putin is willing to pay – as he has just reaffirmed in the most emphatic possible terms to Kushner and Witkoff.

Perhaps the most important strategic crisis for Ukraine is a triple failure on the part of its European allies. First, the UK and Europe have talked up sanctions while in practice sending far more money to Moscow in payment for oil and gas than they have given Kyiv in military aid. Second, fear of escalation and prioritizing their own defense over Kyiv’s has prevented Europeans from sending offensive missiles (such as Germany’s Taurus) for use against Russian targets or from sharing their supplies of precious Patriot missile defense batteries. But the third and most serious failure is a refusal to countenance seriously engaging the Kremlin in peace talks, and a stubbornly fixed idea that encouraging Ukraine to fight and fight forever will somehow magically lead to victory.

In short, western leaders’ repeated pledges at the beginning of the war to give Ukraine “whatever it takes” for “as long as it takes” (Joe Biden in June and November 2022), were fundamentally misleading. Indeed, these open-ended but non-specific promises – which became a mantra repeated by all British prime ministers since Boris Johnson and were recently reaffirmed by Andrew Burnham in Kyiv – ended up achieving the worst of all worlds. The already-paranoid Kremlin was convinced that it was fighting the “collective West” – while that self-same West continued to buy the Kremlin’s oil and gas and transport it in their ships.

Berlingske Tidende skriver “at europæiske ledere er i gang med at finde ud af hvem der potentielt skal være forhandler på Europas vegne, når det kommer til at afslutte krigen i Ukraine”. Det er nu ikke indledningen på artiklen og dermed ikke den ‘framing’ som man ønsker for ikke at erkende nederlaget. I stedet indledes artiklen: “I Europa er der en voksende erkendelse af, at der er brug for én stemme, der kan tale på vegne af Europa over for den russiske præsident, Vladimir Putin”. Værdigt, trodsigt og logisk, thi det er bedre med “én stemme” end flere, hvor fnidder kan opstå.

Et af de navne, der bliver foreslået at kunne tale for ‘Europa’ med Putin, er Danmarks statsminister Mette Frederiksen. Det er nok ikke det mest diplomatiske valg, som hun demonstrerede ved at beskylde Norges statsminister og Finlands præsident for at gå Putins ærinde, efter de to statsledere havde talt i telefon i halvanden time med Ruslands præsident Vladimir Putin. Hendes udfald fik redaktøren for Aftenposten til at skrive “Hold nu kæft, Mette”. Nu bliver der en stram stemning ved middagsbordet.

“Jeg tror der er mange der undrer sig over, hvorfor man ikke kan have et diplomatisk spor samtig med at man forsøger at afskrække Rusland” sagde Ukrainedebat.dk’s Frederik Christensen i Danmarks Radios Debatten med Clement Kjærsgaard. “Der har været en mærkelig tendens at hvis man har ment noget andet end regeringen de sidste 4-5 år, så går man Putins ærinde”.

Christensen får støtte fra Peter Ernstved Rasmussen, chefredaktør på forsvarsmediet Olfi - som “dækker forsvar, sikkerhed og beredskab foruden forsvarsindustrien i Danmark og udlandet” - der anklager regering for at udøvet “et meningspoliti”. Rasmussen havde i en lederartikel skrevet “Det nytter ikke noget at kalde alle, der prøver at nuancere debatten om Ukraine, for putinister” 

To tredjedele af den ukrainske befolkning ønsker at forhandle en afslutning på krigen med Rusland ”så hurtigt som muligt”. Det vil gøre ondt, men alternativet er værre, fordi det risikerer at udløse Tredje Verdenskrig og potentielt tage livet af Ukraine som en selvstændig nation.

I tråd med regeringens dissens-angst mente forsvarsminister Jeppe Bruus, at Rasmussen skulle trække lederen tilbage. Vi er ikke længere uenige i mindelighed, som vi er i gang med at botanisere meningernes markedsplads. Men man kan ikke fortsætte med at blive i en offentlig benægtelse.

“I think that Ukraine shows all the signs all signs of sliding into a failed state, and that would be, for Europa, a disaster, that we would have a failed state inside Europe” sagde den tyske tidligere topdiplomat Michael von Schulenburg til Glenn Diesen og tegnede et perspektiv af den anatomi

The government situation, the secret service would shoot each other; the depopulation that people continue to leave the country, and there are now less than half that there were at their independence; the high rate of desertions, people refuse the heed, to calls to join the army, and things like… 

These are all signs, and especially the increased reliance on militias, especially the ASOV brigades. Very typical for a failed state. t doesn’t mean that they don’t have a government anymore, but militias start to run the country.

At Ukraine, der er en donorøkonomi - “hvor Ukraines overlevelse er totalt afhængig af, hvor længe og hvor meget donorerne er parate til at spytte i kassen” - er på vej til at blive “a failed state” afskrækker dog ikke vores tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der fra bjørnetæppet kræver “Flere våben, hårdere sanktioner og en klar vej til EU-medlemskab for Ukraine”. Men von Schulenburg, der insisterer på, at den eneste løsning er en forhandlet fred, stiller spørgsmålet; hvad skulle det gøre godt for, at forlænge en krig, med al dens død og ulykke, når resultatet blev det samme? “The EU have to admit that they have actually lied to the Ukrainians and lied to us all the time”.

For 3 år siden talte vores daværende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i telefon med nogle russiske spasmagere og konstaterede “at some point I guess that the ukrainian president adjust to the situation and declare that this is now the time to start the negotiations”. Det betød at erkende at land var tabt. Så kan man hygge sig med at gætte på hvor mange, der er døde siden Rasmussen og andre ansvarlige indså det?