top of page

T minus 8 - otte uger til 4. februar

  • Admin
  • for 1 dag siden
  • 4 min læsning

Opdateret: for 20 minutter siden


ree

Volodymyr Zelenskyj og Oleksandr Syrskyi har den formelle jurisdiktion over hæren og dens operationer, men regeringens funktionalitet afhænger af den konkrete magtfordeling i samfundet: Hvis de øverste kontorer i staten mister deres effektivitet, truer opløsning af de centrale institutioner og kaos. Men Ukraine styres ikke som for eksempel Danmark. Her foregår meget i det skjulte. Artikelserien T minus x dykker ned i regeringskrisen i Kyiv og stiller skarpt på Ukraines ledelse. Denne gang om korruptionen i sikkerhedsstyrkerne.



Bryssel har taget over


De ukrainske sikkerhedsstyrker (AFU, SBU, DIU et al.) skal have flere penge. Siden 2014 er de vitale institutioner i Kyiv blevet støttet af Bryssel, som dækker budgetunderskuddet. Før det blev underskuddet dækket af Moskva. Siden sin fødsel i 1991 har den ukrainske stat slidt med at skaffe skatteindtægter og været udfordret på den institutionelle legitimitet. Disse er to sider af samme sag. At vi i Danmark betaler vores skat med glæde er et udtryk for høj tillid til institutionerne. I Ukraine er det anderledes og det har ikke ændret sig, efter at Bryssel er kommet til. I næste uge kommer deadline for at udløse den næste store pose penge; EU har sat skæringsdatoen til 18. december.



Byttehandler og korruption


Overordnet er samfundsinstitutionerne i Ukraine underløbet af manglende tillid til politi og retsvæsen og specielt det politiske system betragtes af de fleste borgere som bundkorrupt. At tingene foregår i en gråzone er det normale. Ikke at ukrainere er moralsk fordærvede eller sådan, men det er sådan normer virker. Ligesom at få lavet noget sort i Danmark. Det er bredt opfattet som ok og noget man godt kan skilte med og anbefale til hinanden, stille og roligt. I Ukraine er en tjeneste for en tjeneste udbredt og byttehandler en stor del af økonomien. Det er en ting. Korruption er misbrug af jurisdiktion. Det er noget andet.



Sikkerhedsapparatet virker


Korruption handler om, at nogen har en formel position, hvorved de gennem brug af statsapparatet kan frembringe en fordel for dem selv og nogle andre gennem at handle udenfor den formelle jurisdiktions intention, altså ulovligt. Politi, hær og domstole er systemer som bygger på formel jurisdiktion i hierarkiske institutioner. Da genopbygningen af sikkerhedsstyrkerne begyndte under CIA og MI6 efter 2014 var hovedudfordringen netop korruption. Resultatet af indsatsen vurderes i dag at have været relativt god. Korruptionen er stadigvæk omnipræsent, men det er lykkedes at skabe en hær, som for tiden mønstrer den næstbedste styrke af kamphærdede soldater til dronekrig på kloden.



Syrskyi på slap line


De ukrainske væbnede styrker (AFU) er nu i tilbagetrækning over en bred front fra Zaporizjzja til Donbas, nedslidt efter at have holdt skansen i de enorme forsvarsværker, hvoraf mange har været udbygget siden kampene brød ud i 2014. I forrige uge gav Oleksandr Syrskyi et interview til Sky News. Formålet med interviewet var tydeligvis at udvise mod, tale om udfordringer og give en fremstilling af, hvad der skal til for at sejre. Misforholdet mellem de to første og det sidstnævnte formål gjorde imidlertid et fatalt indtryk. Nok vil de europæiske offentligheder for store deles vedkommende læne sig tilbage og være tilfredse med at støtte krigsindsatsen med flere penge, efter at have lyttet til generalen. Men for folk med sund fornuft i behold, vil udfordringerne fremstå uoverstigelige og for soldaterne i de ukrainske væbnede styrker kan det være dråben, som får bægeret til at flyde over.



Et slagnummer


Syrskyi tegner et billede af fjendens overlegenhed i mandskab og materiel, og fremhæver den forsvarende hærs høje moral og dygtighed, nuvel, men udsigten til at kunne vende krigslykken er ifølge hans egen opgørelse af styrkeforholdet lig nul. Det er tydeligt for alle andre, end de eksperter som bruges i medierne på de europæiske TV-kanaler. Sky News er her et mønstereksempel, men vi kender det fra DR: fremstillingen i de vestlige medier er reelt opfølgende salg på vores støtte til Kyiv uden reference til realiteterne; vi skal være glade for den støtte vi har givet og give mere, fordi det går godt for AFU. Her spiller Syrskyi flot ind med sit salgspitch. Han slutter af med at AFU selvfølgelig kan vinde. Så er bolden spillet videre til Bryssel.


Virkelighedens verden

Tab er hårdt sårede, tilfangetagne, savnede, desserterede og døde. Når en soldat er tabt kommer han ikke tilbage til fronten. Korruptionen betyder, at nogle døde meldes savnede eller slet ikke indrapporteres, grundet enkepensioner og lønninger, der kan være en væsentlig sum for dem, som kan kontrollere disse midler i Forsvarsministeriet. Spændingerne mellem menige, befalingsmænd og politiske kommissærer er i forvejen høj og vurderingen blandt frontsoldaterne er ofte at hærledelsen tager politiske beslutninger for at øge finansieringen af styrkerne frem for at anvende militær fornuft, som man blandt andet så det i Kursk.



Dessertationsbølgen


Mange soldater er i tvungen tjeneste, anholdt på vejen hvor de bor og sendt til fronten. Kun dem med penge og forbindelser går fri af militærtjeneste. Antallet af desertationer anslås i 2025 til at blive omkring 160.000 personer. Rekord mange. AFU er således på kanten af opløsning. Sikkerhedsstyrkerne er i nogen grad funktionelle, men korruptionen, tvangen og de dårlige forhold ved fronten skaber utilfredshed blandt soldaterne. Måske får Syrskyi flere penge ud af at lave sin præsentation og give sine forsikringer om, at han styrer efter sunde militære principper, men han kan ende med at få færre soldater, fordi de kan se, at det er løgn. Og det er netop soldater, AFU mangler for at kunne fortsætte.



Korruption er styring


For de politiske eliter i Kyiv er prioriteringen anderledes. Ikke at der par tout er noget i vejen med politiske eliter; nogen skal jo styre. Det som interesserer os her er, hvordan det foregår. Når det kommer til styringsmekanismer er Ukraine meget anderledes end Danmark. I Ukraine foregår forvaltning i høj grad gennem brug af stat og guvernementer til at fremme personlige, ofte pekuniære, interesser. Hvem som er specielt korrupte og hvem som får privilegier gennem hvilke handlinger er ikke i første omgang så interessant for os i denne artikelserie: Vi fokuserer på strukturerne og på at få et billede af situationen, så vi kan vurdere konsekvenserne af forskellige politikker og forstå hvordan der regeres. Om Oleksandr Syrskyi kan vi sige, at han er en mand, som ser ud til at følge de politiske anvisninger nøje; et image som gav ham tilnavnet 'slagteren fra Bakhmut.'



Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mag. scient. pol. Ph. d) og redaktør på Ukrainedebat. Han kan følges på Substack og i podcasten Verdenssituationen sammen med Frederik Christensen.



bottom of page