Valg i Rusland

af Klaus Kondrup

Kreml lykkedes med at gøre valget til en folkeafstemning for eller imod Putin og styret og det lykkedes til fulde, da russerne stemte for. I anledning af parlamentsvalget i Rusland giver jeg her en kort indføring i Det russiske politiske system og regimet med udgangspunkt i valghandlingen 18. - 20. september 2026, som desværre, ligesom med krigen i Ukraine, bliver misledende repræsenteret i de statsstøttede danske medier.

Den russiske Føderation forbereder sig på at skulle føre en krig i Ukraine helt til enden. Politisk betyder det opbakning til ledelsen og krigsindsatsen fra befolkningen. I weekenden blev der gennemført valg til Dumaen, det russiske parlament. Pensionsreformerne er et vigtigt politisk tema i Rusland og har traditionelt haft stor betydning for vælgervandringerne på landsplan, men krigen og det nationale, har spillet en stor rolle i valgkampen. Ikke på grund af brændstofmangel; der er udfordringer med forsyninger, men på grund af bekymringer for krigens gang og patriotisme. Rusland har enorme natur og menneskelige ressourcer, men krigen påvirker ikke for alvor hverdagen for middelklassen.

Kreml leder slagets gang

Hvad angår selve valghandlingen ønskede Kreml ikke større udsving og satte klare rammer for hvordan krigen kunne kritiseres. Kreml havde tydeligvis taget alle kandidater i ed omkring Ukrainekrigen og tyndet ud i den form for dissens, ledelsen betragter som femte kolonne virksomhed, før slaget gik sin gang. Temaet i valget var for eller imod regeringen. Putin og hans administration var ikke selv på valg, men i krigstid, vil et valg give en klar indikation af folks stillingtagen til krigen og det var vigtigt for ledelsen, at få mulighed for at udmønte et stærkt mandat. Til det formål har regimets støtteparti, Det forenede Rusland, bragt veteraner ind i sine rækker, i tråd med ideen om at gøre den militære karrierevej mere synlig og vægtig. Det har givet stemmer og vind i sejlene til Det forenede Rusland, og styrket ledelsens indflydelse på de indre linjer i partiet.

Krigsheltene paraderes sammen med slogans. Kreml har på forhånd afskåret partier fra at stille op og udøver stor indflydelse på valghandlingen gennem rammesætningen for debatten i offentligheden, men der foregår en livlig samtale om samfundsforhold omkring middagsbordene og der er mange forskellige stemmer at lytte til i medierne. Kreml ønsker reel opbakning fra befolkningen. I Vesten tales stadig i medierne om ’Aleksej Navalnyj’ og en opposition, som skulle bære en stemme om radikale ændringer af det politiske system og udskiftning af regimet; det er britisk udenrigspolitik og har ikke noget med russisk indenrigspolitik at gøre. Denne gruppe af borgere er at betragte som sporadiskt organiserede utopister, som næppe vil kunne samle mere end et par procents opbakning, selvom de fik massiv økonomisk støtte fra London og mulighed for at stille op. Kreml er meget sensitivt overfor indflydelse udefra.

Det forenede Ruslands paraderunde

Bortset fra krigen er det relativt enkelt at være spindoktor for Det forenede Rusland. Der kan let fremvises resultater i form af økonomisk fremgang for mange befolkningsgrupper, fuld beskæftigelse og lønstigninger præger økonomien på godt og ondt grundet inflationspresset; som sagt har pensioner alle dage været et tema og mange vælgere er stadig kommunister. Den russiske Føderation er en republik og valget er en folkelig begivenhed med god deltagelse på 59,32% af de stemmeberettigede (det er normalt med omkring 55-60% deltagelse). Det forenede Ruslands repræsentanter er stolte over Putin, som bevæger sig på det overordnede plan og fremlægger politikken overfor Vesten. De havde initiativet i valgkampen og beholdt det hele vejen igennem. Den unge nation gik så til valgurnerne og på spørgsmålet: 'op eller ned med Putin,' sagde vælgerne altså 'op.' Det forenede Rusland fik 57,83 % af stemmerne. Der er stadig store sociale problemer i Rusland, som man ikke ser ved besøg i de veludviklede bycentre; Rusland er enormt med store landområder og præsidentens parti kunne i går ånde lettede op efter en vanskelig valgkamp, hvor man lykkedes med at skabe det ønskede resultat. 8% fremgang for Det forenede Rusland fra valget i 2021, som sikrede et pænt flertal i den 450 pladser store Duma. Resultater viser, at der er tillid til ledelsen og tro på propagandaen, altså at krigen er retfærdiggjort og at krigslykken er på Moskvas side. Man beskylder fjenden for at ville destabilisere Rusland og splitte det, stik mod partiets dogme om enhed, men Det forenede Rusland står også for at ville knække regimet i Kyiv og beskytte 'russere i de omkringliggende lande.' Ruslands enhed er helt centralt for partiet ligesom formationen af den russiske politiske identitet er et distinkt fokuspunkt for enhver kampagne.

Mandatet skal udmøntes

Dumaen behandler og vedtager love, nedsætter udvalg og holder møder. Debatten er for og imod lovforslag. Forslagene kan komme fra overalt, men ledelsen har sine ideer til processen og dens resultat. Med flertal i Dumaen er det en small sag. Der blev skruet op for alle sluser og resultatet udeblev ikke. Den nye situation giver god mulighed for at Det forenede Rusland kan udmønte sit mandat i en politik, som kan konsolidere regimet yderligere.

Regimet i Rusland er i forvejen temmelig konsolideret: ledelsen har autokratisk autonomi og har frie tøjler til at tilrettelægge sin politik. De ældre i samfundet kender tiderne under ’lortokratiet,’ som man siger på de kanter; man kigger tilbage på det gamle regimes tid, under Jeltsin i 1990erne, hvor den folkelig deltagelse i politikken, gik mod nul, da alle beslutninger blev taget af og for en lille klike rige med udenlandske forbindelser og stort set alle beklagede sig deres nød. Fortidens plutokratiske regime betyder meget som skræmmebillede for Det forenede Ruslands vælgere og giver ledelsen et klart rygstød til at fortsætte den nuværende linje. Ledelsen holder sammen på riget i Det forenede Ruslands vælgeres øjne. Overtagelsesforsøget fra Vesten er ifølge dem mislykket, fordi ledelsen er dygtig. Men som befolkningen bliver yngre, er det vanskeligt at leve af skræmmebilledet alene. Ledelsen skal leve af legitimitet begrundet i forbedring af vilkåret for de russiske statsborgere. Det er udfordringen fremover at Rusland finder sine ben indadtil og udadtil i kølvandet på krigens trængsler. Udmøntningen af et klart mandat angående arbejdsmarkedspolitikken (immigration) og mobiliseringen er alfa og omega. Manglen på arbejdskraft sætter lønningerne under pres og inflationen er endnu ikke under kontrol. En krigserklæring vil muliggøre yderligere mobilisering, men spørhgsmålet er, om det er ønskeligt. Og om det overhovedet bliver nødvendigt.

Regimets udformning

Nu kommer så balancegangen, hvor regeringen skal manøvrere mellem teknokratiske og oligarkiske tendenser, herunder organiserede folkelige bevægelsers stemme i medierne. Basalt set er folket tilfredse med fremgangen i samfundet og står ved, at krigen skal vindes, selvom det måtte koste dyrt. For tiden er det ikke så dyrt. Men stemningen kan vende ved næste valg, hvis der ikke opnås resultater på alle fronter. Økonomien er helt central.

De enkelte teknokratiske kongedømmer i regimet, som jeg her referer til som 'komplekser,' nyder en høj autonomi i forvaltningen og det styrker deres beslutningstagen, og det ses ikke mindst i nationaløkonomien. Rubelens krise blev sidste gang håndteret med akkuratesse. Væksten er efterhånden stabiliseret i et spænd mellem -1 til 4% i verdens fjerdestørste økonomi GDP/PPP. Økonomien styres kyndigt og præcist af centralbank-direktøren Elvira Nabuilina i samarbejde med Anton Siluanov, Finansminister og præsident for Det finansielle Råd, hvorfra der er forbindelse til det faglige miljø gennem de neo-liberale tænketanke, hvorigennem styringen af den enorme økonomi, planlægges, gennemføres og evalueres. Rusland er en eksportøkonomi med en kraftig vækst i egenproduktion. Der har været tendenser til overophedning. Presset har været kraftigt med krig og sanktioner. Basalt set består styringen i Kreml af et økonomisk teknokrati som tæmmer den oligarkiske tendens i samfundet noget. Denne styringsform forudsætter at ledelsen forstår økonomi, da der skal balanceres i forhold til erhvervslivet og den allestedsnærværende klikke-dannelse blandt de stærke økonomiske kræfter i samfundet, det vi kalder, 'de oligarkiske tendenser.' I Rusland kæmper de oligarkiske kræfter i regimet imod ’teknokratiske tendenser,’ og balanceres på den måde af autokratiet, som holder dem i skak. Udover det økonomisk-legalistiske kompleks i forvaltningen er der det politisk-legalistiske kompleks og der finder vi sikkerhedstjenesterne og rigets interne sikkerhed under Patrushev og Bastrykin, samt det politiske ’kontor’ under Sergei Kiriyenko. Det forsvarsministerielle ligger under Andrej Belousov, en planlægger type med stor indsigt i det militærindustrielle kompleks. Gerasimov må også nævnes her. Alle gebærder de sig med en skakspillers forsigtighed og klarsyn, konstant forbedrende deres områdes potentiale og effektivitet. Et funktionelt Kreml, en maskine for folket.

Det politiske system kører

Russeren er sparsommelig og der kan komme værre tider. Det er også indstillingen i Kreml, som dog fortsætter ufortrødent med at optimere og opskalere angrebene i Ukraine. Opbakningen til status quo er implicit opbakning til krigen. De fleste er uberørte af krigen i Rusland, som foregår langt væk, men det er en stor del af valgkampen i Rusland, at der er krig i udkanten af riget og at fjenden skyder tilbage på Moskva, hvilket man hører om i alle medier. De nyindlemmede områder deltog også i afstemningen. Politisk enhed er stadig det væsentligste for den nydannede national-stat og det er netop det, Det forenede Rusland står for. Rusland er at betragte som en ’etpartistat,’ hvor oppositionen er satellitter til Det forenede Rusland med korrektiver til deres vision om en samfundsmodel for Rusland med udbredelse af rettigheder til alle og bekæmpelse af korruption. Udsvinget mellem de parlamentariske partier i Rusland går fra liberaldemokrater, som i dag er ultranationalistiske, over legalister og reformister til kommunister, som nok har succes ude i deres oblast, men i Moskva tæller mindre med lidt over 10% af stemmerne på landsplan.  Endelig er der de unge løver. Opkomlinger. Fra Telegram og andre sociale medier. For tidligt for dem at tage ansvar, men man kan aldrig vide, hvad en valgperiode vil bringe. Rusland ligner 1950ernes Danmark i parlamentarisk udvikling. Nationalkonservativt og fremtidsoptimistisk, trods krigens åg. I afstemninger af særlig karakter skal der bruges 66% af stemmerne i Dumaen, og der kan blive brug for et støtteparti eller to, hvis det skulle blive nødvendigt at justere forfatningensordenen, men jeg ser ingen politikområder, som vil kunne blive kritiske i forhold til forfatningen på bedding, og jeg ser ikke forslag, hvor ikke mindst et af parlamentets partier vil kunne se sig selv og stemme med regeringen i forfatningsspørgsmål. Opgaverne foran ledelsen ligger klar: Fortsæt. Vi står ikke overfor en ændring i forfatningsordenen i Rusland. Der er præsidentiel konstitutionel republik under hvilken regeringens førelse er godkendt af vælgerne ved dette valg. Nu skal Dumaen i gang med det vanskelige arbejde at binde landet sammen økonomisk og socialt. Bemærk den analytiske forskel mellem ’det politiske system’ og ’regimet:’ I toppen af regimet sidder Putin, Lavrov, Ushakov, Belousov, med hele bureaukratiet under sig. De har alle pladser i det politiske system med titler som minister og rådgiver. Det er gennemsigtigt, hvem som leder landet og klart hvilken politik folk tager stilling til. En pointe er her, at der er elementer af regimet, som ikke er synligt, da presset fra oligarkiet, hærledelse og det udenrigspolitiske parnas, stiller krav til ledelsens agilitet og evne til at holde balancen.

Valgresultatet peger fremad for den russiske model

Det centrale resultat er, at regimekonsolideringen belønnes af vælgerne. Russerne ønsker ikke mere af staten end at den regeres til folkets bedste. Og det oplever de med dette regime. En bedrift af Moskva på bare 35 år, sådan at have samlet et rigtigt Kreml, som kan styre mastodonten videre. Hvad angår det politiske system, er der i de stående udvalg oversigt med statens affærer, hvilket styrker transparensen, men det er indforstået, at styringen og de overordnede beslutninger er overladt til Det hvide Hus (som det også hedder i Rusland, se billedet ovenfor); Putin og hans nærmeste rådgivere på de enkelte politikområder. Det er vigtigt for ledelsen at holde de oligarkiske tendenser nede, samtidigt med at den økonomiske udvikling holdes igang. Rusland er en føderation. En samling af folkeslag og kulturer. Et 'multietnisk samfund,' hvor den politiske identitet i disse år udkrystalliserer sig; det at være russer er at bakke op om staten, men en klassisk nationalstatsdannelse er vanskelig med den relativt lave etniske homogenitet og mange politiske spændinger ligger i forholdet mellem de enkelte oblast interesser og Moskva. Her er Dumaen et bindeled, som med tiden skal udvikle det politiske system ved at erstatte den diktatoriske styring fra Kreml, vi så i 00erne med større parlamentarisk autonomi og kontrol som grundlag for udviklingen af administrationerne i de enkelte oblast. Den store udfordring i Rusland er at effektivisere styringen yderligere. At bekæmpe korruption i sådan et system kræver en meget stærk kærneenhed som styringskæde. En pointe er her at der i Ruslands tilfælde er opstået en trend, hvor der slås ned på korruption gennem brug af sikkerhedsapparatet, hvor folk har en opfattelse af, at korruption er forræderi og kun kan udryddes med hård hånd. Her har Rusland 26 års forspring på Ukraine, som gik den anden vej, for at sige det pænt, men altså blev suget ind i plutokratiets malstrøm med ’statsfangst’ til følge.   Regimet er helt klart klar over, at de skal til at få stoppet Ukrainekrigen, så hurtigt som muligt. Ukraine knuses nu, hvor vi nærmer os vinteren, men der er ikke umiddelbart nogen ende på kamphandlingerne  De autokratiske tendenser i regimet, holder de oligarkiske tendenser nede. Det er hemmeligheden. Sikkerhedstjenesten har nok magt til at bryde ind, hvis der er slinger i valsen rundt på Kremls bonede gulve. Det stoler russerne på, vil bringe dem sikkert i mål.

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mag. scient. pol. Ph. d) og redaktør på Ukrainedebat.dk