Danmarks Radio holder kursen

af

Peter Andreas Fog

Danskerne ved ikke særligt meget om den geopolitiske situation og NATOs konflikt med Rusland i Ukraine, men de eksperter som DR anvender, peger alle på at vi skal være bange for, at Rusland angriber NATO. Hvorfor egentlig det?

Det er en næsten umulig opgave for de fleste danskere at holde sig informeret om situationen i Ukraine. Ikke nok med at landet ligger på den anden side af Polen, så taler de et sprog som, for at parafrasere Trump, ingen forstår. Så man er overladt til eksperternes udlægning og det er aldrig godt. Og helt slemt er det, når først der er krig.

“Står russerne i et Nato-land om fem år?” spurgte Danmarks Radio forleden “Eksperter giver deres bud”. Det er hvad man i USA kalder ‘thinking past the sale’, et klassisk salgstrick. Hvis du kan få kunden til at tage stilling til, hvilken farve han gerne vil have en given bilmodel i og se for sig, hvor han kan køre familien på camping ferie, er salget sikret: Når først jydekrogen er monteret, er risikoen for, at han fortsætter dagen ved at se på Toyotaen på den anden side af gaden nærmest elimineret. Hvis du spørger hvornår ‘russerne kommer,' handler diskussionen ikke om ‘russerne kommer.'

Den russiske by Kaliningrad ligger mellem Polen og Litauen og “Rusland kan lige nu kun nå området gennem Suwalki-korridoren” får vi at vide, men “det er de formentlig så trætte af, at de kunne finde på at annektere Litauen og så måske tage Estland og Letland med ved samme lejlighed, lyder vurderingen fra Anders Fogh Rasmussen, tidligere statsminister, tidligere Nato-generalsekretær og stifter af rådgivningsfirmaet Rasmussen Global, i et interview i Børsen.” Ordet fra Rasmussen, der arbejder “pro bono som rådgiver for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj” er ‘formentlig’. De er formentlig også trætte af at sejle på Østersøen, hvorfor man kan frygte, at de vil asfaltere den.

Forsvarsakademiets Anders Puck Nielsen, der tidligere har sagt at Ukrainerne slår russerne ihjel ved fronten i en faktor 7/1, er enig i at truslen fra Rusland er overhængende, men “peger derimod på Estland eller Letland, da landene ligger lidt længere væk fra den store militærmagt Polen” som mål for den sultne bjørn. Nu er det altså ikke træthed over nogen korridor til Kaliningrad, nu er det bare fordi “Russerne har en ambition om, at de skal være den dominerende stormagt i Østeuropa”.

"Det handler om, at jo dårligere krigen i Ukraine kommer til at gå for Putin, jo mere risikovillig vil han blive i forhold til at prøve at vende udviklingen. En ting er, at han kunne have en interesse i at erobre de her lande, for at få kontrollen med dem. Noget andet er, at han kunne bruge det som en klemme på vestlige lande til at omdirigere de ressourcer, der i dag går til Ukraine." 

“Inden for det kommende år eller to vil det blive meget svært for russerne at opretholde intensiteten på frontlinjen, fordi deres krigsøkonomi ikke kan holde til det”. Jeg er ingen militæranalytiker, men det lyder som den samme ekspert logik, der tilbage i halvfemserne fik mig til at se lettere skeptisk på ambitionen om at gøre Danmark til et multikulturelt samfund af alle de flygtninge, vi tog imod fra allehånde sekteriske konflikter. 

Det er som lægmand svært at se for sig, at Rusland vil åbne endnu en front, fordi deres ressourcer ikke strækker sig til at lukke den eksisterende front. Sprogofficer og tidligere militærattache for Ukraine, Claus Mathiesen, håner endda Rusland, i et tweet, for end ikke at være i top 50 over rigeste lande målt på BNP per capita. Putin har formået at gøre Rusland på en gang både farligt og latterligt.

Seniorforsker for Dansk Institut for International Studier (DIIS), Flemming Splidsboel, der for Danmarks Radio også er ekspert, er ikke meget for en lurende falsk dikotomi mellem Rasmussen og Nielsen, om hvor meget Putin tager af Baltikum. Han vil tage det hele, korridor eller ej. “Et eller andet sted i Putins hjerne er der givetvis en drøm, som handler om at kunne forbinde Kaliningrad til resten af Rusland, men også at få Estland, Letland og Litauen tilbage til Rusland”. Ordet ‘formentlig’ nedtoner klædeligt Splidsboels evne til at læse “Putins hjerne”. Og så påpeger han at “Landene er med i Nato og EU. Det vil sige, at EU også vil reagere, så det er en stor, stor mundfuld, uanset hvad, og det russiske forsvar er hårdt presset på grund af krigen i Ukraine”. Lægmanden ser en bedre logik i det rationale.

Mere ædruelig er Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, der heller ikke ser for sig, at russerne vil invadere et NATO land, da de “slet ikke [har] den militære kapacitet til at kunne gøre det”. Og så peger han på, at NATO allerede har taget en eventuel trussel med i sine overvejelser og at flere lande, er ved at opruste. For ham er det derfor “...vigtigt, at man bliver ved med at understrege, at man skal holde kursen”. Og så tilføjer han: “Det er det, Fogh prøver at sige”.

Frygt er den bedste måde at få sit budskab igennem, understreger den politiske analytiker Scott Adams (kendt som skaberen af Dilbert) ofte i sine daglige podcasts. Fogh bruger altså frygt til at ‘holde kursen’. Så prøver Danmarks Radio at sige noget, når de spørger “Står russerne i et Nato-land om fem år?”?