Hans Nielsen: To former for liberalisme præger vores forståelse af Rusland og Ukrainekrigen
- klauskondrup
- 12. mar.
- 3 min læsning
I “Two Faces of Liberalism” (2002)[i] beskriver den britiske filosof John Gray en interessant indre konflikt i liberalismen, som er meget relevant i forhold til den aktuelle verdenssituation.
På den ene side finder man i moderne liberalisme en rationalistisk universalisme, der ser én korrekt, oplyst måde at leve på med fremskridtstro, menneskerettigheder og demokrati (hos for eksempel Kant og Rawls).
På den anden side finder man en dyb tolerance over for andre kulturer, en værdipluralisme der i praksis finder, at forskellige kulturer må kunne leve side om side (hos for eksempel Hobbes).
John Gray mener, at de to syn er i konflikt med hinanden i vestlige samfund. Man kan ikke både hævde en universel rationalistisk idé om, at alle skal acceptere demokrati og menneskerettigheder og samtidig hævde en tolerance over for andre kulturer (modus vivendi). Man er ifølge Gray nødt til at vælge. Du kan ikke få begge dele uden en iboende, konstant konflikt.
Grays dillema kan bruges til at forstå konflikter i forbindelse med for eksempel immigration i vestlige samfund. Men Grays kritik kan egentlig også interessant nok bruges til at forstå vores forhold til andre lande, for eksempel krigen i Ukraine og vores forhold til Rusland.
Det kan være utrolig svært for os selv at se udefra, men vores (ifølge Gray naive) tro på, at alle lande og kulturer i virkeligheden over tid vil blive skandinaviske, demokratiske velfærdsstater har medvirket til vores konflikter rundtomkring i verden. For eksempel i forbindelse med vores mål om at udbrede demokrati i Mellemøsten, afsætte diverse autokratiske ledere osv. Det ligger i vores selvfølgelige rationelle universalisme, at man naturligvis skal hjælpe med at skubbe på en alligevel uundgåelig udvikling i verden, der over tid må forventes at konvergere mod europæiske værdier.
Gray anbefaler, at vi begraver den rationelle universalisme og i stedet omfavner modus vivendi: Vi bør acceptere, at andre kulturer ikke er som vores – og aldrig bliver det. I international politik kunne en sådan accept, jævnfør også for eksempel John Mearsheimers og Glenn Diesens analyser, indebære en forståelse af andre landes opfattelse af sikkerhed. Hvis Rusland er utrygge ved NATO-udvidelser mod øst, eller hvis USA er utrygge ved manglende forsvar af Grønland, så kan vi enten hævde vores ret til egne værdier (hvis et demokrati stemmer for medlemskab af NATO eller for at nedlægge forsvaret af sit område, med hvilken ret skulle nogen så sætte sig imod det?), eller vi kan - jf. modus vivendi - søge en forståelse for andre landes værdier og selvforståelse, hvor forkert vi end måtte finde dem.
I USA er man under Trump måske ved at ændre kurs ved at vige fra den rethaveriske universalisme. I Europa ser vi dog modsat ud til mere end nogensinde at holde fast i den radikale rationalisme og universalisme. At vige fra dette angribes ligefrem som landsforræderi[ii], eller som “barbarisk” adfærd, som Ole Birk (LA)[iii] betegnede USA's kurs i nyligt tweet.
Man kan selvfølgelig ikke give vestlige lande skylden for andres vanvittige adfærd. Det kan ikke være vores skyld, at Rusland invaderer et naboland, ligesom det ikke kan være Ole Birk og andre naive politikeres skyld, når immigranter begår kriminalitet i DK. Men med Grays analyse kan vi måske bedre forstå et grundlæggende uløseligt dilemma mellem vestlig universalisme og modus vivendi både på mikroniveau inden for samfund og på makroniveau mellem lande.
[i] John Gray: Two Faces of Liberalism, The New Press, 2002
Hans Nielsen er økonom
