Ukraine på glat is

Resurserne er sparsomme i Ukraine. Pengene flyder langsomt gennem regeringskontorerne; strømmen svigter i tide og utide. Vinteren bliver hård i år.

Fronten

De russiske væbnede styrker (AFR) ligger tæt på de ukrainske væbnede styrker (AFU), som støder op mod dem på slagmarken. AFRs mål er at dræbe AFU soldater, specielt kamphærdede soldater. Det betyder, at AFR søger positioner på slagmarken til det formål og forsøger at få så korte forsyningslinjer som muligt, for at kunne opnå dette mest effektivt. Bemærk, at det ikke er målet for AFR at skabe gennembrud eller erobre territorier, som det oftest er fokus i den dækning af krigen, man ser i den vestlige presse. Hvis man vil forstå situationen, er antallet af styrker afgørende for styrkeforholdet. Tabsratio for tiden omkring 1 - 4, AFR øger antallet af kamphærdede enheder mens AFU mister kamphærdede enheder, og AFU er efter min vurdering nede på cirka 12 funktionelle brigader og 18 relativt effektive eller cirka 75.000 kamphærdede enheder ud af en samlet sikkerhedsstyrke på omkring 400.000 mand. Udviklingen er præget af, at AFU er i strategisk tilbagetrækning med enkelte organiserede kontrastød hist og her, men AFU og Ukraine er reelt på kanten af opløsning. Det er for mig at se tvivlsomt, at AFU kan blive ved med at holde frontlinjen i det østlige Ukraine i 2026. Politisk

Regeringsstrukturerne i Kyiv er i opbrud. For at styrke de centrale kontorer, er Budanov flyttet fra sin stilling i DIU, hvor han har haft kontrollen over den militære efterretningstjeneste, ind som stabschef for præsidenten og dermed har han overtaget den post, som landet operationelle leder, Yermak, tidligere havde. Det ligner at CIA, som Budanov er rundet af og som sammen med MI6 har opbygget DIU til det, som det er idag, hermed strammer grebet om regeringsførelsen og forbereder et kursskifte: som sagerne står bliver Kyiv mere og mere tilbøjelig til at skulle organisere asymmetrisk krigsførsel, hvor de hemmelige sikkerhedstjenester får en endnu mere prominent plads i modstandskampen sammenlignet med hæren, end den hidtil har haft: efterhånden som hærens opløsningstendenser bliver mere manifest, jo mere må Kyiv belave sig på guerillataktik. Hvem som ud over indenrigsminister Malyuk (SBU) kommer til at være omkring Budanov og hvorvidt Malyuk selv kan holde sig fri af korruptionssagen, samt om Yermak overhovedet kan udgrænses (yderligere) fra de styrende organer, er endnu fuldkomment usynligt for den udenforstående. Måske er det kun Ratcliffe (CIA), som har en ide om disse forhold, om nogen. Diplomatisk

MI6 har længe kørt den tidligere hærchef Zalushnyi i stilling til at overtage efter Zelenskyj. Han er for tiden på vej tilbage til Ukraine efter et længere ophold i London, hvor han har været ambassadør. Hvordan koordinationen er mellem de to stærke udenlandske efterretningstjenester er af gode grunde umuligt for observatøren præcist at vide, men regeringskabalen i Ukraine kan vise sig at være vanskelig. Hvis man vil påbegynde forhandlinger med Moskva med henblik på en fredsslutning, vil det være alfa og omega, at Kreml vil kunne anerkende Ukraines ledelse som legitim. Efter at tilnærmelserne mellem Washington og Moskva er kørt af sporet, ser det ud til, at Det Hvide Hus har mistet overblikket over og styringen med CIA, hvad angår operationerne i og omkring Ukraine. Splittelsen mellem de forskellige aktører og agenturer synes allestedsnærværende: Bryssel, London og Washington står langt fra hinanden og med magtvakuum i Kyiv og en vigende frontlinje, synes situation ved indgangen til 2026 på alle plan håbløs for Vesten.