top of page

Villemoes’ Ukraineanalyse er rent venstrehåndsarbejde

  • Forfatters billede: klauskondrup
    klauskondrup
  • 26. feb.
  • 4 min læsning

Opdateret: 27. feb.

af

Frederik Christensen


At Weekendavisen nægter at trykke dette modindlæg viser med al tydelighed at der ikke er debat om Ukrainekrigen i Danmark; der er kun plads til én linje og selv om den længe har været ude af trit med virkeligheden og her gennemhulles med argumenter, fortsætter den med at strømme ud af de statsstøttede medier. På Ukrainedebat er der plads til alle stemmer og naturligvis også til Modstrømmens unge talentfulde debatredaktør.



"I sin seneste kommentar om Ukrainekrigen gør Søren Villemoes sig ingen anstrengelser for at begrunde sine påstande om krigen og de omkringliggende forhold, som tilsyneladende bare skal tages for gode varer. Villemoes mener åbenbart, at han har så meget etos, at logos kan gå fløjten. Men er det nu så ligetil? Lad os tage Willemoes påstande - og de er som sagt ikke mere end påstande - én af gangen.


Villemoes indleder med at skrive, at han har forståelse for, hvis mange gerne ser, at Rusland og Ukraine indgår en våbenhvile, da man "generelt bør foretrække fred frem for krig." Villemoes forveksler her en fred med en våbenhvile, som er to forskellige ting. En våbenhvile sætter krigen på pause, en fred afslutter den. Ukraine har netop brug for en våbenhvile, hvis de gerne vil stå stærkere på kort sigt. At være imod en våbenhvile er derfor - hvis man har Willemoes’ holdning til krigen - absurd.


Villemoes' næste påstand er, at Danmark bør støtte Ukraine så meget som muligt, da Putin har imperialistiske ambitioner. Det er, påpeger han, hverken det russiske mindretal i Donbas, det (ifølge Putin) nazistiske regime i Kyiv, NATO-udvidelser eller "et eller andet vagt hensyn til Ruslands 'interessesfære'". Nej, årsagen er i stedet, ifølge Villemoes, at Putin ønsker at "blive husket som en stor russisk hersker, der i tråd med forgængere som Peter den Store og Katarina den Store ekspanderede det russiske rige og stadfæstede landets position i verden som en stormagt, man var nødt til at forholde sig til."


Der er mange ting at tage fat på her, men lad os starte med det sidste. Villemoes specificerer nemlig ikke, hvad han mener med, at Putin har imperialistiske ambitioner. Man må formode, at han mener, at Putin har kontinentale eller måske endda globale ambitioner, men det bliver aldrig konkretiseret. Hvis Putins ambitioner er begrænset til det lokale, altså Ukraine, så fører vi i øjeblikket en fatal udenrigspolitik, fordi vi risikerer at fremprovokere en krig, som hverken er i Ruslands, EU’s eller Danmarks interesse.


For det andet, hvordan ved Villemoes, at den russiske udenrigspolitik alene er styret af Putins ambitioner? I 2008 konkluderede daværende amerikanske ambassadør til Moskva William Burns, at alle han havde talt med i den russiske udenrigspolitiske elite, fra de mest liberale til de mest hårdkogte autokrater, så ukrainsk medlemskab af NATO som en rød linje. Og hvordan plejer en stormagt at agere, hvis en anden stormagt overskrider dens røde linjer? De bøjer i hvert fald sjældent nakken og stikker piben ind, hvilket Sovjetunionen fandt ud af, da de forsøgte at opstille missiler på Cuba.


Men Villemoes påpeger, at et ukrainsk medlemskab af NATO "slet ikke var på tegnebrættet". Det er pudsigt, for det var da bestemt på tegnebrættet til det nu velkendte Bukarest-topmøde, som faldt samme år som Burns lavede sit notat om den russiske holdning til netop det spørgsmål og konkluderede, at "nyet means nyet". Og medmindre Willemoes ved noget, vi andre ikke ved, er det ikke officielt taget af tegnebrættet.


Villemoes' bemærkninger minder bemærkelsesværdigt meget om det, amerikanerne fortalte Mikhail Gorbatjov efter Sovjetunionens sammenbrud, nemlig at NATO-udvidelsen aldrig ville komme på "tegnebrættet". NATO ville - med James Bakers ord - ikke udvide "en tomme mod øst", hvis blot Gorbatjov tillod, at Østtyskland blev en del af NATO-alliancen. Det er som bekendt blevet til en del tommer siden. En part holdt aftalen, den anden gjorde ikke. "Talk is cheap", som amerikanerne siger, og det har russerne fundet ud af.

Der er altså overvældende meget evidens for, at krigen i Ukraine skyldes NATOs udvidelse mod øst. Dermed ikke sagt, at det er hele forklaringen, blot at det er dybt useriøst, at Villemoes så skråsikkert affejer det.


Jeg gør derfor kort ophold her og spørger igen: Kan det virkelig passe, at Weekendavisen, der bryster sig af at være et intellektuelt og dybdegående alternativ til tabloidavisernes overfladiske banaliteter, er blevet så magelige, at de ikke engang gider at gøre sig den ulejlighed at redegøre for deres holdninger?


Ja, det ser sørme sådan ud, for Villemoes skriver i ramme alvor, at "vage hensyn til interessesfærer" ikke har nogen indflydelse på den russiske udenrigspolitik. Dette på trods af, at USA for et øjeblik siden har udgivet deres nationale sikkerhedsstrategi, der er plastret til med referencer til Monroe-doktrinen, som definerer hele den vestlige halvkugle som USA’s interessesfære. Måske Villemoes har bemærket, at Kina gør det samme med hensyn til Taiwan? Men ak, her bliver man igen mismodig. For Villemoes har åbenbart selv misset, at hans egen avis har skrevet om "G-ordets" genkomst. Geopolitikken oplever med andre ord en ny storhedstid, og hvad er geopolitik, hvis ikke det er interesser, der bygger på forskellige geografiske områder eller "sfærer", som de forskellige stormagter værner om.


Som en sidebemærkning slår Villemoes også med syvtommer søm fast, at størstedelen af ukrainerne støtter en fortsat krig mod Rusland. Billedet er dog, igen, mere nuanceret end som så: Ifølge en ny Gallup-måling støtter et flertal i Ukraine (69 %) en fredsaftale, mens et mindretal (24 %) mener, at Ukraine skal fortsætte med at kæmpe, til de vinder. En New York Times artikel fra 4. februar i år, der tager udgangspunkt i de samme tal Villemoes refererer til, konkluderer at krigstrætheden har gjort ukrainerne mere villige til at afgive land end før, ikke mindre.


Villemoes runder af med - ikke så overraskende - at plædere for, at vi fortsat bør støtte ukrainerne (tilsyneladende modsat en markant andel af ukrainernes egne ønsker) i deres kamp mod russerne, "hellere bekæmpe dem dernede end heroppe" skriver han. Af frygt for at gentage mig selv vil jeg blot påpege, at denne konklusion forudsætter en del intellektuelt rugbrødsarbejde. Hvis du derimod bare ønsker et mantra, der er let at repetere og hurtigt at gengive, kan du med fordel bare fortsætte med at læse Søren Willemoes."



Frederik Christensen er debatredaktør på Modstrømmen og redaktør på Ukrainedebat.dk

bottom of page