Debatten om Ukrainekrigen og Danmarks rolle i den er på vej til at komme i gang.

af

Klaus Kondrup

Vi er begyndt at indkøbe våben og forberede os til krig, men tør vi stille de spørgsmål som skal til, for at vi kan forsvare os effektivt?

Nu har Ukrainedebat eksisteret i over et halvt år. Her finder man forskellige stemmer fra den hjemlige og den internationale debat, som man ikke møder i de statsstøttede medier.

For et par måneder siden udtalte redaktøren på Frihedsbrevet Flemming Rose at: 'Pressen har ikke dækket krigen, de har ført den!' En skarp udtalelse, som flugter med mange af de indlæg, man finder her på siden.

Lars Olsen har for nyligt givet sit besyv med og peget på, at 'de danske medier har et meget ensiditgt perspektiv på Ukrainekrigen. Han taler om ensretningen af debatten og propaganda.

Lørdag 1. november kom der så et interview med den verdensberømte danske forsker indenfor sikkerhedspolitik Ole Wæver, som slog til lyd for, at vi nu, efter 3 år, skal til at åbne op for en egentlig samtale om krigen i Danmark, uden at vi kalder alle kritikere af regeringens linje for 'Putinister.'

Flere markante stemmer i samfundsdebatten giver altså udtryk for, at problemet med debatten i Danmark er, at kritik og åbne spørgsmål til Danmarks engagement i Ukrainekrigen, betragtes som femte kolonne virksomhed ud over skældsord, mødes med tavshed. Imens kører mediemaskinen i samme gear, derudaf. De fleste danskere har fået den opfattelse, at Rusland vil angribe NATO og dermed Danmark og at det uværgerligt vil ske. Krigspropagandaen har været effektiv og det er vanskeligt efter i årevis at have hørt på de samme paroler, at skulle nuancere sin opfattelse.

Men det kan blive nødvendigt, hvis man vil tage stilling til det her og forstår man situationen lidt dybere,, vil man kunne forstå de forskellige parters interesser og konfliktens dynamikker. På den måde vil man komme til at forstå, hvorfor der er krig i Ukraine og hvilken rolle Danmark har.

Konflikten med Rusland er dog nu så fremadskreden, at vi i Danmark er begyndt at opruste. Det rejser en række konkrete såkaldte doktrinære spørgsmål. Når vi skal købe og fremstille våben, uddanne soldater og forberede os på krig, må vi spørge os selv:

1) Hvad er det for en trussel vi står overfor? - Er truslen reel og hvad består den i, helt konkret? Hvorfor vil fjenden angribe os og med hvilke midler? 2) Hvor skal vi forsvare os mod fjenden og hvilke midler skal vi bruge i den konfrontation? - Skal vi angibe? - Hvor og hvordan? 3) Hvilken type konflikt forbereder vi os på og hvor længe skal vi kunne opretholde vores indsats før, at den vil kunne give mening? Kender vi ikke svaret på disse spørgsmål, har vi ingen mulighed for at opbygge et effektivt forsvar.

For eksempel: Hvis vi vælger at købe et missilforsvar, hvilke missiler tænker vi så, at vi vil kunne stoppe med det? Oreshnik? - Kinshall?

Der er rigtigt mange konkrete spørgsmål, som det ikke ser ud til at vi får nogen svar på, selvom det er spørgsmål til mange milliarder.

Og så er der det spørgsmål offentligheden altid bør stille sig i en situation, hvor der pludselig skal oprustes hurtigt og tilsyneladende uden mål og med: Et effektivt forsvar behøver ikke at være hensigten med at indkøbe våben og træne soldater; der kan være andre hensyn, men i så fald hvilke?

Mandag 3. november 2025 bragte Berlingske en artikel som citerer forskellige forskere fra Forsvarsakademiet for at tale om en kultur, hvor de skal være yderst påpasselige med, hvad de viderebringer til offentligheden. Det er en vinkling som passer avisens horisont.

Det er naturligt at en hær, vil holde nogle ting for sig selv, men hvis der er nogen, som er ansat ved forsvaret, som har en ide til at besvare nogle af de doktrinære spørgsmål og oplyse debatten, hvad er så reelt problemet i det? Her kunne den diskussion godt starte. Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mag. scient. pol. Ph. d) og redaktør på Ukrainedebat.dk