Kremls strategi

Når det kommer til ting som matematik, raketvidenskab og skak har russerne altid været gode. Illustrationen er fra Sovjetmesterskabet 1960; fænomenet Boris Spassky her med hvid mod en af den tids store mestre, David Bronstein. Hvad er egentlig Kremls strategi?

Disclaimer

I en geopolitisk analyse fremdrages aktørernes interesser og evner. Her diskuteres Kremls strategi ud fra den optik, at man må forstå oppositionen for at kunne forholde sig rationelt i en konflikt. Det er populært i Vesten at kalde dem, som forsøger at sætte sig ind i fjendens perspektiv for forrædere, men konfrontationen er for langt fremadskreden til barnlig retorik og dem som vil tage Ukrainekrigen alvorligt, får altså her mulighed for at læse en geopolitikkyndigs opfattelse af fjendens tankegang og stilling.

Hvordan blev Rusland stabilt?

Fra Sovjetunionens sammenbrud til idag har befolkningen i Rusland oplevet et skift fra fattigdom og utryghed til fremgang og offentlig orden. Der har været en markant ændring i levevilkårende hen over årtusindskiftet. Det plutokratiske politiske system, som prægede 1990erne, hvor centraladministrationen var gennemhullet af rigmænd og gangstere, som bestak embedsmænd for at berige sig yderligere, er nu erstattet af et balanceret oligarkisk styre, hvor de rige bidrager til statens vel.

Var ved at gå under i korruption

Korruptionen blev nedbragt efter at sikkerhedsapparatet gennemførte et kup og udrensede ekstern bestikkelse ved at overvåge og true de ansatte indenfor Kremls mure til at arbejde for den nye ledelse, som skaffede sig penge ved at true plutokraterne til at betale eller skride. Mange valgte det sidste og fik deres virksomheder nationaliserede, men nogle blev og de placerer sig nu omkring den autokratiske ledelse, nogle tættere på end andre. Centraladministrationens hjerte, kaldet Kreml, fungerer idag under ledelsens og dermed sikkerhedsapparatets kontrol. Dem som tager imod bestikkelse fra andre end ledelsen, udrenses.

Staten fungerer

Det betyder, at Rusland idag er relativt stabilt. Ifølge min metode er de på linje med Kina og USA i kategorien sårbarhed overfor ustabilitet. En ændring af ledelsen i Rusland, vil ikke i første omgang betyde en ændring af politikken, men uundgåeligt et tab af styringskapacitet. Staten er relativt effektiv, hvilket man kan forvisse sig om ved at se på dens ydeevne i Ukraine, hvor Den russiske Føderation balancerer den NATO støttede ukrainske hær og vinder. NATO-landene har iværksat et angreb på Den russiske Føderations økonomi, som blev afværget af centralbanken og de finansielle institutioner; den russiske økonomi er presset, men Rusland er stort set selvforsynende med alt, som skal til for at føre en lang krig.

Hvad er den store politiske udfordring?

I toppen af Kreml er der en basal udfordring med de sekundære politiske eliter. Befolkningen er bredt set glade for den nye ledelse af landet, hvor den enkelte russer som de er flest, oplever at kunne give deres børn bedre muligheder, end de selv har haft. De gamle eliter; dem som ofte kaldes nomenklatura, altså de grupper med den høje kulturelle kapital, som havde magten i Sovjetunionen, har forbindelser i udlandet, kan skabe virksomheder gennem kontakter og som kan få deres børn ind på gode skoler, og så videre, er stadig for en alt for stor dels vedkommende utilfredse. For tiden giver det sig udslag i utålmodighed med udviklingen i Ukrainekrigen og de begrænsninger som sanktionspolitikken sætter på denne klasses udfoldelse.

Ledelsen skal balancere

I udformningen af strategien, skal ledelsen i Kreml sørge for at undgå at der opbygges et vedholdende pres fra de magtfulde eliter udenfor Kreml toppens snævre kreds, som kan underminere regeringens legitimitet. Det er vilkåret i oligarkisk styreform. Siden kuppet i 2000 har ledelsen tolket deres mandat sådan, at der skulle sikres fremgang for Rusland uden at den nationale sikkerhed blev svækket. Strategien var at være åbne overfor Øst og Vest, men sikre sig indflydelse centralt. Jeg har kaldt det for Putin-doktrinen, som er en udløber af Primakovs tankegang.

Putin-doktrinens fald

Balancen søges opretholdt gennem at imødegå de militære udfordringer politisk ved et stærkt greb om de centralasiatiske republikker, specielt gennem støtte til infrastrukturopbygning og fragmentering af de kaukasiske og sydøsteuropæiske stater, gennem støtte til løsrivelsesrepublikker fra Sydossetien over Nagorno Karabakh og Krim til Transnistrien. Denne doktrin står nu overfor en transformation: Dels er der presset fra Kina i øst, som øger sin indflydelse i Centralasien og så er der konflikten med NATO i vest. Mens Georgien agerer bolværk, ekspanderes ud i Ukraine og Kina inddrages i et pragmatisk partnerskab. I det følgende fokuseres på den nuværende strategis komponenter.

Den nye strategiske situation

Ledelsen i Kreml har brugt meget politisk kapital på at opnå en stabil sikkerhedsarkitektur i Europa, som kunne lede til en normalisering af forholdet til Vesten. Ud over at være havnet i krig, har Rusland også mistet mange af de økonomiske bånd, som bistod landet i dets udvikling. Det er derfor væsentligt for ledelsen at få genopbygget et råderum overfor høgene i sikkerhedspolitikken og nomenklatura eliterne i den økonomiske politik. Krigen i Ukraine betød en falliterklæring for Putins kreds og ideen om et stabilt samarbejde med Vesten, som ledelsen havde sat ind på at opnå. En del af Primakov-mandatet er således ikke fuldbyrdet, hvilket skaber grobund for utilfredshed.

Militær og økonomi

Siden krigsudbruddet, hvor Putin på en temmelig bastant måde måtte tage sine nærmeste i ed på at have medansvar for krigen, er det lykkedes at skabe bred opbakning til indsatsen, men der er endnu ikke opnået en endelig balance. Med den ene hånd skal den hårde kerne i militæret tilgodeses, med deres ønske om at sætte hårdt mod hårdt overfor NATO og med den anden, skal oligarkiet stilles i udsigt, at de vil kunne opnå nye muligheder igennem EAEU, BRICS og bilaterale projekter trods udsigt til høje renter og høj inflation, så længe øjet rækker. Her har våbenindustriens fremgang kunnet bygge bro, men denne bro sammenkæder også stærke interesser (et militærindustrielt kongressionelt kompleks allieret med de udenrigspolitiske eliter i tænketanke og universiteter, som man kender det fra USA vil kunne tage magten fra ledelsen), som vil være grundlaget for et alternativ til den nuværende ledelse.

På slap line

Der er pres på ledelsen i Kreml og derfor så man i sidste uge en russisk leder på slap line forsøge at balancere forskellige hensyn. Høgenes kritik er, at den pragmatiske linje, hvor man har valgt at absorbere missilangreb fra NATO uden at svare igen, udviser svaghed og dermed opildner NATO til at eskalere yderligere. Her satte Putin foden ned overfor talen om Tomahawk missilangreb på Russisk territorium. Disse missiler er i deres rent kinetiske egenskaber for svage til at være en stor trussel mod det russiske missilforsvar, men intet missilforsvar er perfekt og Tomahawk kan medbringe atomvåbensprænghoveder. Her satte Putin en kant op, hvilket svækker hans manøvredygtighed i den kommende tid, hvis talen om Tomahawk og Barracuda missiler bliver til virkelighed. Anvender NATO Taurus missiler vil vi opleve en drastisk nedsmeltning, sandsynligvis med angreb fra Rusland mod speifikke fabrikker i Tyskland.

Behændig redning

Når Putin på denne måde i 4 timer tager spørgsmål, som kan være ret detaljerede og spidst formulerede, så må man, uanset hvad man ellers må mene om manden og hans politik, give ham at han har kompetencer og at han også udnytter dem. Ingen anden leder i verden udsætter sig selv for sådan en eksponering overfor offentligheden og ingen anden leder ville formå at gennemføre med det resultat Putin får ud af det. De som pønser på at udskifte ham i ind- og udland, skal medtage det i deres kalkyle; få andre ledere er så pressede, at de kan se sig nødt til på den måde at forklare sig overfor offentligheden og at en ny ledelse vil skulle agere mere i høgenes sold, i hvert fald til at begynde med, da ingen vil kunne matche den agilitet, hvormed Putin agerer. Man skal forstå, at dette råderum for tiden er indskrænket, hvilket øger sårbarheden da NATO fortsætter med at eskalere, så meget vi kan.

Høgenes dagsorden

For at kunne holde nomenklatura stangen, skal Kreml holde sammen på sig selv i toppen og det betyder, at høgene skal have deres. Duerne, altså dem som besindigt argumenterer, at et Ukraine som er dysfunktionelt, vil forblive en latent trussel mod Moskva i al overskuelig fremtid og at man derfor skal slutte en fred på det nuværende grundlag, med Odessa i Kyivs besiddelse, er for tiden sat ud på et sidespor. NATO-landene kunne ikke gribe chancen, da den bød sig for at afslutte krigen med kapitulation, som jeg og andre anbefalede i August 2023. Siden har høgene fået overtaget. De ønsker, at styrke Ruslands sikkerhed ved at erobre Odessa og lave en bufferzone i Mikolaiv og Kharkiv, Sumy og Tjernihiv.

De militære mål i Ukraine

Overordnet er målet med 'den specielle militære operation' stadig fjernelse af NATO fra ukraine, de-militarisering af Kyiv, de-nazificering, altså fjernelse af det nuværende regime og ændring af den ukrainske forfatning, samt fuldbyrdelse af den russiske forfatning, det vil sige fuld indlemmelse af de fem oblast i syd, men da forhandlingerne brød sammen i Istanbul 2025 var meldingen, at der vil komme 4 oblast yderligere på listen ved en kapitulation, efter at Kyivs styrker er nedkæmpet i det østlige Ukraine. Det vil sandsynligvis være en realitet i efteråret 2026. Sikkerhedsarkitekturen i Europa vil dog stadig være uafklaret.

Det doktrinale fundament

Supermagten kan ikke levere på løfter i Ukraine og er, alene derfor, ikke at betragte som en troværdig forhandlingspartner, uagtet Washingtons ageren i anden henseende og overfor tredjepart. Den russiske Føderation må i fremtiden forlade sig på en længerevarende konfrontation med NATO, som for at holde sammen på sig selv, forventes at forsøge at øge presset på Rusland. NATO-landene taler om at etablere NATO-strukturer i Ukraine som 'sikkerhedsgarantier,' mod yderligere russiske angreb efter en fredsslutning. Kreml vil derfor skulle fortsætte operationerne i Ukraine indtil neutraliteten er genetableret. Det kræver at den nuværende balance mellem diplomatiske, politiske, økonomiske og militære hensyn opretholdes i udformningen af den kommende forsvarsdoktrin.

Strategisk vision

Økonomisk øges samarbejdet med Kina, Indien et al. i den alliancefrie kontekst; en grundpille i BRICS er at ingen medlemmer har sanktioner overfor andre medlemmer. Vesten droppes. Militært sikres forspring i missilteknologi og der sigtes i deployeringen mod at kunne dominere Vesteuropa i en eventuel optrapning. De nye Oreshnik missiler masseproduceres. Politisk øges overvågningen af nomenklatura, som gives konkrete tilbud om projekter (og fyldes med snak og blær, se Valdai discussion club meeting i Sochi), og sikkerhedstjenesternes kamp mod infiltration fra MI6 et al. prioriteres. Døren holdes formelt åben til Washington, som mødes med velvilje i geoøkonomiske samarbejder, men med direkte skepsis i sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Strategien i Ukrainekrigen fremadrettet

Kreml vil fortsætte deres omstændelige krigsførsel i Ukraine på trods af den larmende oppositions utålmodighed med krigens gang. Feltmarskal Gerasimovs tilgang med fokus på begrænsede tab og opnåelse af de politiske mål fortsætter: De-militarisering skal opnås gennem nedkæmpelse af de ukrainske væbnede styrker. Det er ikke Moskvas interesse at besætte områder med høj koncentration af ukrainsksindede nationalister, derfor vil Kreml fortsat forsøge at undertvinge sig regeringen i Kyiv, uden at skulle angribe byen direkte. Derfor vil vi se fortsatte angreb på den kritiske infrastruktur i Ukraine, specielt el-forsyningen, med det sigte at øge presset på regeringen i Kyiv ved at lamme produktionen og skabe en ekstra kold vinter.

Konklusion

Rusland holder sig stabilt. Uroen i eliterne og ledelsens manglende politiske kapital søges opvejet af Vladimir V. Putins charisma. Indtil videre med succes. Moskva vender blikket mod øst; samarbejdet i SCO, BRICS og styrkelse af strategiske partnerskaber globalt er i højsædet. Målet i Ukrainekrigen er indenfor rækkevidde og presset på Kyiv opretholdes med relativt få tab. Den russiske Føderation hævder på denne måde sin stormagtsstatus, konsoliderer den politiske udvikling og står klar til at styrke sin position på bekostning af NATO-landene, ikke mindst indenfor våbensalg og globale råvaremarkeder.

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mag. scient. pol. Ph. D) og redaktør på Ukrainedebat.dk Han kan følges på Substack og i podcasten Verdenssituationen.