Krigen fortsætter

For tiden kører 'Rusland taber fortællingen,' på højtryk i de vestlige medier. Hvad det betyder, at Rusland taber er lige så uklart, som 'Ukraine vinder,' eller 'Rusland vinder,' for den sags skyld. NATO-topmødet gav ingen afklaring på det, men gjorde det til gengæld klart, at NATO ikke længere vil lægge skjul på, at man angriber Rusland direkte og at NATO er i krig med Den russiske Føderation. Men hvor foregår krigen og hvad er realiteterne på slagmarken?

Strategisk bombning

Et væsentligt aspekt af krigshandlingerne er bombning af modstanderens forsyninger og strategiske aktiver. NATO bomber olierafinaderier og olieopbevaringsanlæg i Rusland, blandt andet ved hjælp af droner gennem Estland og Letland. De russiske væbnede styrker (AFR) har ikke gengældt på disse lande specifikt, ligesom man ikke har set angreb på dronefabrikker i for eksempel Storbritannien eller Tyskland, hvor Landdagen i går nedstemte et forslag fra regeringen om, at NATO kan anvende Taurus missiler i krigen, som ville kunne ramme Moskva. Angreb ind i Rusland koordineres i forvejen gennem USAs base i Wiesbaden og trusselsniveauet for specielt München og Düsseldorf er øget. AFR har gennem længere tid ødelagt kritisk infrastruktur i Ukraine og fokuserer for tiden på at ødelægge transportinfrastruktur i et forsøg på at dæmme op for NATOs angreb. Rækkevidde er vigtig for det tekniske i at lykkedes med et drone angreb og her spiller brændstof en vigtig rolle. AFR destruerer lastbiler og benzintanke i et forsøg på at skubbe angrebsenhederne længere tilbage og dermed opnå mere reaktionstid over for de angreb, som rammer oliefaciliteter inde i Rusland. Der er pres på for at færdiggøre dette enorme arbejde og i går skød de ukrainske væbnede styrker en Su-34 ned over ukrainsk luftrum, hvilket antyder at AFR har kastet noget af forsigtigheden over bord på det seneste. Kreml er, naturligvis, under et enormt pres.

Krig

NATO-topmødet i Ankara 7. - 8. juli 2026 fungerede som en de facto krigserklæring og NATO er nu i krig med Den russiske Føderation. Det har nogle implikationer. Først skal man huske, at krigen er de facto, altså ikke erklæret af parterne, men der kan ventes en egentlig krigserklæring fra Moskva allerede efter valget til Dumaen 18. - 20- september 2026, hvor ledelsen i Kreml søger legislativ accept til at styrke krigsindsatsen, som indtil videre forfatningsteknisk har været ført som 'en speciel militær operation,' hvilket er en snævrere ramme end 'krig,' både hvad angår midler, for eksempel mobiliseringsforordningerne, og hensyn til fjenden, for eksempel lokalbefolkningen i Ukraine, samt bygninger i Kyiv.

En generel mobilisering til efteråret vil betyde, at krigen vil kunne afsluttes hen over vinteren 2027/2028, hvilket kan være en separat målsætning for Kreml, da NATO har bebudet oprustning og flere angreb med langtrækkende missiler ind i Rusland, som tærer på eliternes opbakning til ledelsen. Valget til Dumaen er en væsentlig indikator om oligarkiets stilling til krigsindsatsen, hvor befolkningen i overvejende, men dog i faldende grad, støtter op om Ukrainekrigen og Det forenede Rusland kan miste sit flertal i parlamentet. Frem til valget vil Kreml strække sine beføgelser til det yderste for at presse NATO tilbage og udvise kampgejst og resultater, hvilket udmeldinger fra talsmand Peshkov, udenrigsminister Lavrov og præsident Putin de seneste dage har understreget. NATO er all inn, men det er Den russiske Føderation også.

Offensiv langs 6 akser

Det er meget vanskeligt at forestille sig at alle ukrainerne i de oblast, som stadig er under Kyivs formelle kontrol, vil blive i Ukraine, hvis AFR er i stand til at opretholde den nuværende tæppebombning af transportinfrastruktur frem til vinteren. Det giver anledning til at tro, at vi vil se endnu en flygtningestrøm fra området, som nu tæller 23 millioner mennesker, mens der fra de europæiske hovedstæder er bebudet remigration af mænd i den våbenføre alder med ukrainsk statsborgerskab, da AFU lider af akut mangel på mandskab. De vil dog formodentligt hurtigt dø. Det anslås, at AFU råder over 600.000 mand deployerede, hvoraf de 70.000 er kamphærdede mobile enheder heraf 30% af udenlandsk herkomst, som sættes ind i modangreb for at forstyrre den overlegne fjendes angreb. AFU står uden reserver. AFU råder over det sidste fort i Donbas omkring Kramatorsk, hvor AFR de seneste år har ædt sig igennem Bakhmut og Chassiv Yar og efter erobringen af Pokrovsk nu står med muligheden for at bryde igennem ved Dobropyllia, som vil åbne op til landskabet bag fortet.

Hovedakserne (fra syd) Tokmak, Pokrovsk, Bakhmut, Kupyansk, Belgorod og Kursk.

Logistik betyder næsten alt i krig og denne ultramoderne form for krig føres ved at afbryde forsyningslinjerne langs pilene på kortet. Offensiven vest om Kharkiv har som mål at true de ukrainske forsyningslinjer fra vest. Indsatserne øst om Sumy og gennem Orikhiv øst for Zaporizjzja by er med til at trække AFU tyndt, da de truer hovedknudepunkterne, Dnipro og Kyiv, uden hvilke det østlige Ukraine vil falde. En sådan udvikling vil ikke nødvendigvis betyde, at AFU vil kapitulere, da krigen vil kunne fortsættes fra Lviv og i den sidste ende som guerillakrig.

Klaus Kondrip er geopolitikkyndig (cand. mag. scient. pol. Ph. d) og redaktør på Ukrainedebat.dk Han kan følges i podcasten Verdenssituationen og på X: Politologen@klauskondrup