Om muligheden for fred i Ukrainekrigen
af Klaus Kondrup

Det bliver ikke bare lige at få fred i Ukraine. retorikken går ofte på at man skal have Moskva til forhandlingsbordet, men det vi venter på er at NATO skal finde ud af hvad vi vil, mens Ukraine bliver smadret og Kyiv nægter at give op.
Der er mange skuffede Ukrainetilhængere i denne tid. Illusionerne er vanskelige at opretholde; parolerne klinger hult: Ukraine bliver smadret. Og mere og mere, selvom vi gentager parolerne og tror på dem. Ligemeget hjælper det ukrainerne.
Krig er ikke altid den bedste løsning på tingene. Nu er det dog kommet hertil og fred er meget vanskeligt at opnå, fordi situationen er så fremadskreden.
Da jeg for nogle år siden advokerede for, at Kyiv skulle kapitulere, var det i en situation, hvor Kyiv stadig blev tilskrevet agens af analytikere og aktører; det territorielle spørgsmål var allerede dengang blevet en del af krigen, hvorfor man brugte betegnelsen 'Istanbul +;' var Istanbul 2022 blevet implementeret, var det Krim, som var blevet en del af Rusland. I det lille '+,' ligger der at Luhansk, Donetsk, Zaporizjzja og Kherson, eller i det mindste dele af dem, vil være under Den russiske Føderation efter en fredsslutning.
I dag ser situationen anderledes ud end i 2021/2022. På mange plan. Men Kyiv er på kanten og skulle have kapituleret for længst, hvis de skulle have undgået det her rædselsscenarium med forråelse af regimet i Kyiv og konstante bombardementer af de større byer.
Parterne i en mulig fredsslutning er NATO, med Washington på den ene side og Den russiske Føderation, med Moskva på den anden. I pressen er der en masse forvirring om det her, men nu taler jeg om at udkrystalisere en ramme, som vil kunne påbegynde strukturerede samtaler om en fredsslutning i Ukraine.
Først og fremmest er det vanskeligt at forestille sig, at Moskva vil standse kampene under en dialog i Geneve, hvor der allerede er logistik omkring delegationerne, men man kunne forestille sig andre steder. Sporene fra Minsk-aftalerne trækker sine spor og Kreml er meget påpasselig med at ofre soldater; vi kan bilde os noget andet ind i Vesten, men vores forestillinger vil være ligegyldige, når det kommer til realiteterne og de vil kun kunne spærre for vores udsyn og dermed vores evne til at få det bedste ud af situationen: Kreml vil ikke vente på, at NATO får bygget op igen og derfor risikere at miste flere soldater, samt et ramaskrig fra den russiske offentlighed. Moskva synes efter valget til Dumaen at have et klart mandat til at fortsætte linjen.
Mandatet på vores side er derimod meget vanskeligt at få øje på. Vi har valgt ikke at have en samtale om vores stillingtagen og realiteterne i vore offentligheder og den folkelige opbakning til EU-linjen vakler, så vi står på bar bund. Derudover synes forvirringen om mål og med i NATO at være total: Hvad vil vi egentlig?
Vil vi kunne kapitulere og påbegynde forhandling?
Her nogle hovedpunkter til orientering omkring muligheden for at opnå en fredsslutning ved at signalere at vi har fået nok og møde op til samtaler med fjenden:
1) Er Washington i stand til at sætte sig ved forhandlingsbordet? - Hvad vil være deres forhandlingsposition? - Har deres poseren mægler mellem Moskva og Kyiv afgørende hindret Washington i at deltage? - Vil det være muligt efter Midtvejsvalget? - Hvad hvis Washington ikke kan deltage, hvem skal så mødes med Moskva?
Noget som er vigtigt at forstå her, som jeg ikke ved, om er klart, men som er meget vigtigt, er at USA ikke kan levere på en aftale, før der bliver mere styr på det, derovre; Washington har ikke kunnet leve op til deres aftaler, indtil nu, så Moskva har ingen grund til stole på, at de vil gøre, det de siger og derfor vil en forhandling skulle indeholde 'konkrete skridt på jorden,' som de ukrainske væbnede styrker (AFU) foretager for at vise goodwill, efterhånden som forhandlingsforløbet skrider frem. Det er i praksis meget vanskeligt at forestille sig for nuværende. En ny situation i Washington vil kunne ændre på det.
2) Er Kyiv i stand til at sætte sig ved forhandlingsbordet? - Hvem skal repræsentere ukrainerne? - Vil Moskva anerkende den delegation? - Hvis ikke, kan Kyiv implementere de skridt, som ville skulle til for at kunne få accepteret en kapitulation (for eksempel en valghandling med et klart mandat til en kommende regering fra de ukrainske statsborgere)? - Under hvis ledelse? - Kan der tænkes andre veje til at påbegynde forhandlinger?
Det virker nok lidt kras, det her, for de fleste danskere, men forholdet mellem Washington og Moskva er temmelig dårligt, ikke mindst fordi Moskva opfatter det sådan, at NATO og dermed Washington fører krig i Ukraine, men ikke har styr på deres tropper, altså de ukrainske væbnede styrker og deres rådgivere (AFU), så vi er reelt ude af stand til at opnå goodwill fra russerne, da vi ikke kan holde en aftale. Hvis ikke Ukraine blev smadret, ville vi kunne være ligeglade, men kan vi det nu? Bemærk, at vi ikke bare kan sige: I skal acceptere den delegation, som Kyiv kommer med; hvorfor skulle Moskva det? - Hvem kan levere garantier overfor Kreml på vegne af AFU?
3) Er EU i stand til at sætte sig ved forhandlingsbordet? De europæiske regeringsledere taler stadig om 'våbenhvile,' og er generelt så langt væk fra realiteterne, at de ikke vil kunne bidrage med noget, hvis de blev inviteret. Det er dog ikke sagens kerne. Europæerne kommer til at bide i det sure æble, her, og det bliver vanskeligt for os. Indtil videre vil vi hellere opretholde vores fortællinger og 'støtte Ukraine,' mens det bliver ødelagt. Her har vi den såkaldte 'hårdknude,' som ikke kan løses.
En ny 'Østeuropæisk sikkerhedsarkitektur' er nødvendig og hele øvelsen omkring fred i Ukraine, vil komme til at kræve en ny grundlæggende opfattelse af fredsslutninger a la Den westfalske Fred (1648); vi har bildt os ind at vi er i en unik situation i civilisationshistorien, hvor vores fjende ikke har interesser og handler i 'ondskab,' og derfor er dialog umulig og kun skadelig for os. Her skal vi have ændret vores mindset, for at kunne skabe resultater for os og for ukrainerne. Fordelen er, at vi vil kunne komme til en forståelse med Moskva, som vil kunne give os mulighed for at købe råstoffer af russerne i fremtiden og hindre en udmattende oprustning. Det vil kræve en re-institutionalisering af OSCE-samarbejdet. vi er langt fra at kunne deltage og det betyder, at det bliver umuligt at opretholde den nuværende stat i Ukraine.
Hvordan vil en omkalfatring af Ukraine se ud?
Det er meget spekulativt, men på baggrund af situationen lige nu, med udgangspunkt i magtbalancen i efteråret 2026, vil det kræve at vi sluger nogle kameler, hvis vi vil arbejde frem mod en fred (det er ikke let at være taberen, som ønsker at krigen skal stoppe, for så må man give sig i forhold til interessekonflikten):
A) NATO skal ud af Ukraine. Dette er afsindigt vanskeligt, fordi NATOs selvopfattelse er, at vi ikke er i Ukraine. Uden Washington ved bordet og en klar tilkendegivelse fra State Department at CIA er fuldt taget i ed og klar til at bevæge sig ud af Ukraine (Budanov, Zelinskyj, Biletskyj og alt det der, skal væk, også MI6 et al.), under kontrol fra SVR, er det meget vanskeligt at etablere et tillidsopbyggende forløb i Geneve. Vil NATO ud? - Hvad skal NATO, hvis ikke vi skal have krig med Den russiske Føderation? - Kunne man tænke sig at NATO organiserede sig som en partner for Moskva i overvågning af en fred (jf. OSCE)?
B) Der skal foretages 'afnazificering.' Det bliver klarere og klarere, hvad Moskva mener med det her, men det er stadig noget tåget: Der skal sikres rettigheder for de russere som stadig er i Ukraine efter en fredsslutning. Helt vildt vanskeligt, da vi taler om borgmestre, dommere, politifolk, som er en del af det netværk, som kører Kyiv og deltager i den diskriminerende ideologiske forfølgelse (vi kan godt bilde os ind at det ikke finder sted, men Moskva vil forlange garantier). Der er en de facto løsning, hvor mindretallene udtyndes ved at skabe en Ukrainsk statsdannelse i områder med høj etnisk homogenitet. Desværre er vi der, hvor en sådan statsdannelse vil være meget vanskelig at få sat igang, da der ikke er noget grundlag for den, ud over ideologi og etnicitet: Økonomisk og politisk er det ikke bare op ad bakke, men noget nær umuligt.
En kæmpe hurdle og en hovedårsag til, at man i 1990erne og 00erne frarådede NATO denne krig fra politologisk hold: Vi får en såkaldt 'frontier-zone,' et slaraffenland for smugling af mennesker, organer og illegale varer ind i EU, som vil kunne være basis for anti-russiske grupper, som vil kunne operere ind over grænsen til Rusland og skabe problemer for en fred, da EU ikke vil kunne hindre guerillaaktivitet. Både EU og Moskva kan være interessede i at lave et funktionelt område, uden at det kan lade sig gøre (interesserede kan studere Bosnien, Kosovo og denne type 'cases,' for at få et billede af udfordringerne, men det bliver altså politologens hovedpine, hvad vi skal stille op, når opmærksomheden skifter til noget andet og der ikke er flere klik i at holde med Ukraine).
C) Den territorielle ramme har jeg været lidt inde på, men det som tegner sig nu, synes at være grundet i, at Moskva vil sikre sig omkring Sevastopol og Moskva med en god buffer i forhold til missil- og droneangreb fra NATO. Ud over de 5 oblast som på papiret er indlemmede i Den russiske Føderation, vil interessen samle sig om en nordlig bufferzone (som formodentlig vil skulle ryddes for Kyiv-sindede; hvilket sker af sig selv, som kampene skrider frem) + indlemmelse af Dnipropetrovsk, Kharkiv, Odessa og Mikolaiv. Der er stadig to skoler i Moskva, men høgene har overtaget og et område som Kryvyi Rih er en lækkerbidsken for dem, som vil skabe et funktionelt område på den anden side og er ligeglade med Ukraines muligheder. Duerne vil have et funktionelt Ukraine for at sikre Moskva på længere sigt, men er det muligt? Vil de russiske væbnedestyrker (AFR) over på den anden side af Dnepr-floden? - Hvad med Odessa? - Sikkerhedspolitikken vil igen blive afgørende her og de to første punkter, A og B, har derfor prioritet for Moskva.
En større ramme for fred, vil skulle inddrage forholdet mellem NATO og Moskva, hvor Kremls ønskeliste er lang.
Lad os komme nærmere ind på det, hvis der sker noget i punkt 1), 2) og 3).
Der er ringe muligheder for en fredsslutning i min optik, men det er altså mit bedste bud på det her morads og derfor må jeg fortsat sige, at siden Kyiv ikke kapitulerede da de var slået militært i 2023/2024, kommer Ukraine til at blive helt smadret medmindre Washington tager sig sammen, hurtigt. Lad os bare sige at det er der ikke meget, som tyder på......
Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mag. scient. pol. Ph. d) og redaktør på Ukrainedebat.dk


