Om Ukrainedebatten

af Klaus Kondrup

Ukrainedebatten sidder stadig fast i, at de som har investeret emotionelt i projektet, ’Ukraine,’ og har valgt at gentage det, som siges i de statsstøttede medier, fortsætter med at være immune overfor dialog med anderledestænkende, når det kommer til krigsindsatsen. Det gælder størstedelen af den danske offentlighed, men også EUs diplomati som sådan, eller det, som rettere må betegnes anti-diplomati, for uden vilje til dialog, ingen udsigt til ændringer i politikken og sker der intet med viljen til dialog, får vi ingen samtale om hvordan vi medierer parternes forskellig interesser og ingen fredsslutning mellem parterne. Perspektivet i offentligheden

Vesteuropas regeringer fører an, i at videreføre den politik, som NATO-landene har forfægtet siden krigens start og faktisk har ført nu i årtier. Andre steder i Europa begynder dissidenterne at være i flertal. Her i Danmark er det hen imod en tredjedel af os, som begynder at være skeptiske overfor det som kaldes 'støtte til Ukraine,' men meget afhænger af, hvordan man stiller spørgsmålet i undersøgelser om stillingtagen til den danske regerings politik, som har stor opbakning. Det er stadig, fire og et halvt år inde i krigen vanskeligt at få hold på, hvad det egentlig betyder, 'støtte til Ukraine,' og derfor er det også vanskeligt at forholde sig til, endsige at levere en konstruktiv kritik af, regeringens linje. Et andet problem er, at der ikke har været mediedækning af konflikten mellem NATO og Den russiske Føderation; siden 1990erne har den danske offentlighed problematiseret 'udviklingen i Rusland' og talt om 'demokrati i Ukraine,' hvilket har betydet, at al forståelse af konflikten og dens dynamik er tilsidesat til fordel for en insisteren på NATOs perspektiv. Det er i den kontekst, man skal forstå ideen om 'støtte til Ukraine' og debatten herhjemme.

Debat om konflikten

NATO er en alliance rettet mod Den russiske Føderation. Moskva har været usikre på NATOs fremfærd de seneste 30 år, hvor blandt andet Serbien er blevet bombet og NATO har optaget lande, som grænser op til Rusland. Spørgsmålet om Ukraine har længe været et ømt punkt for Moskva. Nu er der opstået krig, dernede. Det har medført at Ukraine er blevet flået fra hinanden og nu er i opløsning som samfund, hvilket er dybt tragisk. I mange lande, ikke mindst i Tyskland, hvor arbejdsløsheden for tiden stiger drastisk blandt industriarbejdere, er der stemmer i Landdagen, som stiller spørgsmålstegn ved politikken, men det er stadig ikke muligt i og i medierne omkring Folketinget, at få en samtale i gang om Ukrainekrigen, som bygger på virkeligheden og reelt udveksler synspunkter. Det er for mig at se stadig uklart, hvad der er argumentet for den politik, som vi fører i Danmark med 'støtte til Ukraine;' vi hører en række påstande fremført om Rusland og nødvendighed af oprustning, men ingen sammenhængende argumentation: Hvad er det vi tænker, at krigsindsatsen skal føre til og er det muligt at opnå noget, som er i vores interesse med den førte politik?

Hvad er 'Ukraine'?

Lad mig tage udgangspunkt i min egen verden. I min omgangskreds er der mennesker og på det sociale medie X møder jeg stadig folk bag profiler, som med Ukraine flag og indædt afstandtagen fra alle, som ikke gentager de statsstøttede mediers linje 1-1, viser, at de er villige til at blive ved med at acceptere den danske politik uden diskussion og 'tale støtten til Ukraine op,' for enhver pris og samtidigt nedgøre dem, som stiller spørgsmål til den eller har en anden overbevisning. Da Frederik Christensen forsøgte at sætte debatten i gang på Radio IIII, ved at tale om konflikten, spurgte værten: 'Får du penge fra Rusland?' Videns- og debatniveauet er stadig for lavt blandt politikere og presse til, at der kan skabes debat gennem de statsstøttede medier.

Jeg stiller spørgsmål og svarer på det jeg kan, når nogen henvender sig til mig, også på X, og det vil jeg blive ved med, så længe jeg orker det. Men samtalen er vanskeliggjort, dels ved at folk som ikke har beskæftiget sig med emnet i lang tid, for nogens vedkommende bliver irriterede over at møde et andet syn, end det som de statsstøttede medier fremfører; dels ved at debatkulturen er sådan, at en udveksling hurtigt henfalder til ad hominem, altså at folk går til angreb på mig for at gå fjendens ærinde, netop fordi jeg stiller spørgsmål og svarer efter bedste evne. Det simple spørgsmål: "Hvad betyder det, når du siger 'Ukraine'?" – altså, når man siger, at man støtter Ukraine, hvad er det så, man mener med det, ja, det spørgsmål besvares aldrig, hverken af akademikere, politikere, forskere eller andre folk i debatten.

Hvad taler vi om?

Og det gør det faktisk umuligt at komme til en egentlig debat, da politikere, akademikere, mediefolk og menneskene bag disse profiler oplever sig berettigede til at angribe ens person, hvis man forsøger at finde ud af, hvad de mener med 'støtte til Ukraine,' så siden man ikke kan få at vide, hvad det er, de mener med ’Ukraine,’ er samtale om vores politik omkring Ukrainekrigen faktisk umulig. Lad mig lige prøve at give en dybere forklaring på, hvad jeg mener med det.

I forhold til krigsindsatsen er det afgørende, hvad det er, vi støtter. Ukrainerne lever for størstedelen udenfor det område, som for tiden udgør 'Ukraine,' og størstedelen af dem, siger, at de aldrig ønsker at komme tilbage til det de rejste fra, uanset hvad der måtte ske i 'Ukraine.' Så hvis vores politik er, at det er 'Ukraine,' vi støtter, er det uklart, hvem det er: Der er nok nogle ukrainere, som vil være i det område, vi kalder 'Ukraine,' som støtter krigsindsatsen, men de udgør et lille mindretal af 'ukrainerne,' så at hævde, at det er ’ukrainerne,’ vi støtter med vores politik, vil være misvisende. Er det et område 'Ukraine,' vores politik går ud på at støtte? Hvad vil det i så fald betyde? Det forekommer umiddelbart absurd.

Tvangsmagt alene, gør ingen stat

Mange europæiske regeringer, inklusive den danske, har planer om at sende våbenføre mænd med ukrainsk statsborgerskab tilbage til ’Ukraine.’ I denne forbindelse formoder jeg at ’Ukraine,’ betyder området 'Ukraine,' hvordan det så er afgrænset, men også regeringen i Kyiv, altså sikkerhedsapparatet, dernede og vel i den sidste ende de ukrainske væbnede styrker (AFU). Bemærk at degenereringen af det ukrainske samfund er så fremadskreden, at ideen om, at der findes en stat, ’Ukraine,’ som beskytter befolkningen og sikrer borgerne rettigheder, og hvor institutionerne nyder opbakning, er en illusion: Der er ikke en organisation, som søger at legitimere sig som voldsmonopol, for nu at bruge en gammel definition på staten (Weber). Institutionerne er for længst ædt op af korruption og har for længst mistet deres troværdighed bredt blandt de mennesker der bor i området.

Der er da heller ingen, som vil melde sig friviligt til hæren længere; til gengæld har der været rift om at få lukrative stillinger i sikkerhedsstyrkerne, blandt andet i de såkaldte preskommandoer eller tvangsmobiliseringsenheder, som indfanger mænd fra gaden og kører dem til kasernerne. Mange som ellers har forsøgt at undslå sig militærtjeneste, bliver på den måde indrulleret i hæren, men mange tvinges i tjeneste udenfor den ramme som krigsretstilstandens mobiliseringsforordninger sætter for indfangningen: Disse tilbageholdte er reelt politiske fanger, som uden megen træning sendes til fronten for at deltage i territorialforsvaret, hvis ikke de altså kan købe sig fri, når preskommandoen dukker op og smider dem ind i en varevogn.

Virkeligheden er grum i 'Ukraine'

Kan man betale og lykkedes det på den måde at komme fri, er der intet til hinder for at man bliver fanget den følgende dag. Dem som kan, er for længst flygtet til udlandet; dem uden midler eller særlige forbindelser har stor risiko for at dø; de russiske væbnede styrker (AFR) har iværksat en langsom men særdeles effektiv demilitarisering, hvor tabsratio er 1 AFR til 5 AFU. Videoer fra sådanne kidnapninger fra gaden har de seneste år floreret, med hjerteskærende scener af pårørende, som tager kampen op for at rede deres kære, har vi de seneste år været præsenterede for dagligt. Og det er et fåtal af hændelserne, som bliver filmet. Jeg regner med, at der er over 50.000 sådanne ulovligt tvangsmobiliserede i live blandt de godt 600.000 mænd i de ukrainske væbnede styrker, hvor det anslås, at der er mellem 5 - 10 procent, som ikke har ukrainsk statsborgerskab. Der er tale om et rædselsregime, hvor de rige skummer fløden, fra de midler vi sender til regeringen i Kyiv og de fattige lever et udsigtsløst liv, hvor mange forbløder i mudderet. Er det dét, der refereres til, når man siger ’Ukraine’? Mener man, at vi støtter regimet i Kyiv? Eller er det nærmere ideen om et ’Ukraine,’ som kunne have været, men som ikke længere er muligt, som vi støtter? Min pointe er her, at 'Ukraine' er blevet en tom referent: vi bruger ordet 'Ukraine,' men det henviser ikke til noget i virkeligheden . Det samfund som i 1991 erklærede sig som uafhængig stat, er hverken en stat eller uafhængig. Politikken føres af Washington og Bryssel, som bruger de ukrainske væbnede styrker som en rambuk, for at svække Den russiske Føderation og som undskyldning for oprustning i konflikten mellem NATO og Rusland, uden at der er ordentligt redegjort for hvorfor.

Vi skal kunne tale om Ukrainekrigen

Det er ikke ’Ukraine,’ vi støtter, men krigen mod Rusland. ’Ukraine,’ findes ikke længere. Men det forhindrer ikke statsministeren i konstant at hejse banneret for støtte og det standser ikke de mange profiler på de sociale medier fra at skrige: ’Landsforræder,’ af mig og andre, som rapporterer, hvad vi ser, ligesom der fortsat vil være sanktioner mod personer, som fortæller en anden sandhed, end EU's officielle linje og siger de ledende kommissærer imod. I Danmark advarer Styrelsen for Samfundssikkerhed mod at man søger information og at man holder sig til at tro på det, som kommer fra de statstøttede medier, der i denne, som iøvrigt alle tidligere konflikter Danmark har deltaget i, giver et falsk billede af situationen. For mig er det skræmmende at tænke på, at det er selve det, at tale om Ukrainekrigen, som den nu engang er, som er udgrænset fra samtalen i den danske offentlighed. Krig er noget farligt stads og Danmark er gennem NATO direkte involveret i at angribe Rusland med missiler og droner, som styres fra Tyskland, men hvor noget af brændstoffet, til de raketter, altså produceres her, nærmere bestemt ved Skrydstrup i Sønderjylland. Hvis ikke vi kan tale om politikken og ikke må informere os om, hvad der sker i Ukrainekrigen, hvordan skal vi så håndtere, hvis vi i Vesteuropa pludselig får bombet vores våbenfabrikker med russiske missiler og hvordan skal vi så kunne forholde os til krigen, på en måde, sådan vi vil kunne få den løst?

Vi fortsætter Ukrainedebat.dk Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mag. scient. pol. Ph. d.) og redaktør på Ukrainedebat.dk Han kan følges i podcasten Verdenssituationen.