Kyiv under pres

Økonomiske problemer, manglen på luftforsvar og dybe sociale udfordringer sætter regimet i Kyiv under pres frem mod nytåret 2026/2027.

I næste uge falder temperaturen i Ukraine 10 grader til omkring 12 grader om dagen, og herfra langsomt til ned under frysepunktet fra midt i december. Det betyder at regimet i Kyiv ser ind i en periode, hvor presset øges fra en befolkning, som i stigende grad mærker krigens konsekvenser økonomisk, militært og socialt. Der har været tegn på protester mod regeringen, men der findes ikke kanaler hvorigennem krav om fred kan ytres. Mænd som går på gaden er i fare for at blive taget af sikkerhedsstyrkerne og kørt til fronten, hvilket sætter en dæmper på evnen til at manifestere opposition. Hvad ukrainerne i Ukraine mener, der skal gøres, er søgt undersøgt ved rundspørgeundersøgelser, men bliver de faktisk stillet spørgsmål, som indeholder en reel valgmulighed? Lad os se nærmere på situationen i Ukraines hovedstad.

Økonomisk

Riget fattes penge. Regeringen har mistet store dele af skattegrundlaget under krigen og efter at de sydlige havne hen over sommeren er blevet bombet, er der ingen udskibning af korn og solsikkeolie, der er to meget vigtige eksportvarer for den ukrainske økonomi. Landbrugsvarer kan vanskeligt opbevares eller omdirigeres; EU-landene vil ikke have dem ind. Tonsvis af fødevarer dumpes. I hovedstaden er mange varehuse blevet bombet. Mennesker søger ud på landet og til de omkringliggende lande.

Tidligere på året blev der bevilget 90 milliarder € til at dække budgetunderskudet de næste 2 år, men allerede i sidste måned, begyndte den ukrainske præsident at søge om yderligere tilskud til driften. Man har fået ændret nogle af strukturerne i sikkerhedsgrupperne og regimet i bredere forstand, som formodes at være slankende i forhold til dets enorme forbrug af penge.

Manglen på midler har bragt de statslige institutioner i stilstand og ledte i september til at der udbrød kampe mellem det hemmelige politi (HUR) og sikkerhedstjenesten (SBU) om kontrollen med de lukrative 'call centre,' hvorigennem det menes, at der strømmer 1 milliard Euro fra mennesker i Europa, USA og Rusland, som bliver narret til at donere. Selve staten er ædt op af korruption. Jeg redegjorde for regimet i 11 artikler hen over nytår, hvor jeg ugentligt kortlagde ændringerne i kølvandet på Mindich-affæren og opstramning fra CIA. I en opfølgende artikel, som fokuserer på regimets økonomi, redegjorde jeg for de dynamikker, som går i gang, når der ikke er penge til at smøre regimet. Det handler om forventninger hos dem som lever og for af regimet, hvilket skaber et pres mod toppen for at skaffe flere midler.

Militært

Hovedstaden og de større byer langs Dnipro-floden bombes nu dagligt. Hvor det for et halvt år siden foregik i angrebsbølger med mellemrum, er der nu større afstand mellem pauserne, hvor befolkningen i de udsatte områder kan komme ud af ly. Undergrundsbanen i Kyiv er et brugt beskyttelsesrum. Der er daglige rapporter om angreb mod strategisk og kritisk infrastruktur. Specielt el er et enormt problem og der var i denne uge en dag, hvor alle metrolinjer havde indstillet driften. Det vidner om, at det kun bliver værre. Der er mangel på lokomotiver til fremføring af krigsmateriel, forsyninger og varer; Ukraine har den sovjetiske skinnebredde og vil kunne få lokomotiver fra de baltiske lande, men udfordringen har været der længe. I det østlige Ukraine er benzintanke blevet bombet; de russiske væbnede styrker, har siden foråret kæmpet med at fjerne grundlaget for den logistik, hvormed NATO sender droner og missiler ind i Rusland, styret gennem Kyiv fra kommandocentralen i Wiesbaden.

I oktober ankom en delegation fra NATO med med formanden for den militære kommitte i spidsen og generaler fra de 32 NATO-lande for at sikre kommandostrukturen. Jo længere væk fra fronten hær-ledelsen er jo mindre føling har den med kamphandlingerne og troppernes tilstand; dronekrig, hvor kommandocentralen kan have et relativt godt overblik over en kampsituation og gennem overvågningsdroner have et ekstremt klart billede af en situation, kan forstørre afstanden til og forståelsen af troppernes sentiment.

Der er stadig mange dessertører og store tab, ikke mindst i de operationer, som laves for at overbevise de bedre stillede klasser i Kyiv om at det går godt med krigen. Opfattelsen af krigen er meget forskellig; den velstillede klasse ser nok krigens udfordringer i dagligdagen, men vil kunne demonstrere, for eksempel mod udskiftninger på den lukrative forsvarsministerpost, hvor den såkaldte 'NGO-klasses mand, Fedorov, måtte vige pladsen for den regimetro militærmand, Khmara fra DIUs grundstruktur: Ud over profileringen af Andriy Biletsky, som leder af den 1te kernearmé gennem den medieorkstrerede 'operation Vivaldi,' er det nok den vigtigste bevægelse internt i regimet, hvor Budanov synes at have fået organisationen på plads.

Socialt

Ukraine er Europas fattigste land målt på bruttonationalprodukt. Sådan har det været i årtier. Der er en enorm sort økonomi i landet. Den sociale orden er præget af informelle strukturer, hvor tvangsmekanismer spiller en fremtrædende rolle i interaktionsmønsteret: Gangstervælde på nationalt, såvel som lokalt plan med udpræget smugleri og rufferi. Våbenhandel er en af de hurtigste veje til social mobilitet, som i Ukraine handler om at kunne købe sig ud med en god gevinst, hvilket kan tage tid, men skaber høj risikovillighed blandt aktørerne. Ser vi på de sociale udfordringer i bredere forstand, springer demografien i øjnene. Vi regner med at befolkningen er mere end halveret, fra 52 millioner i 1992 til i dag 23 millioner. Regimets egne tal er højere. Flertallet af befolkninen i Ukraine er børn eller i pensionistalderen. Det kommer til at tage generationer at få befolkningspyramiden tilbage i en genkendelig form. Nogle kommentatorer taler om nationalt selvmord. Det er vanskeligt at se hvilke ressourcer der skal trækkes på, når der en dag skal bygges en ny stat og skabes et nyt Ukraine.

Der mangler mænd ved fronten og de seneste år har vi set kidnapninger fra gaden. Ukraine er i krigsretstilstand og politiets voldsmonopol er underløbet af sikkerhedsgrupper, som opererer med høj autonomi i forhold til mobiliseringsforordningen. Dem som har haft mulighed eller har råd til at holde sig undtaget fra tvangsmobilisering, er kommet ud af landet, men der er en enorm modvilje mod at ville i hæren, som af mange opfattes som den priviligerede klasses krig, hvor de fattige må lade livet.

I det hele taget er den sociale orden i opbrud og samfundet er reelt i opløsning: Ud over modviljen mod at ofre sig for nationen på slagmarken, er staten brudt sammen, sådan at der reelt ingen rettigheder er. Istedeter der privilegier for en særlig klasse af 'regimestøtter.' De venner jeg har som arbejder for en NGO i Ukraine eller for briterne med propagandaen, synes at det går godt i Kyiv og det er naturligt at et land i krig må lide. For politologen ser det anderledes ud og jeg vil ikke forfalde til det anekdotiske her, men der er ting, man bør vide om Ukraine, som ikke er synligt for de mennesker som lever i Ukraine på 1te klasse eller i skyttegravene.

Politisk

Der er meget få tilgængelige informationer vedrørende, hvad der foregår i det ukrainske samfund. Alt nyt fra fronten, alle statistikker manipuleres og de reelle oplysninger hemmeligholdes af Kyiv. Tabstal og antallet af borgere som er tilfangetagne af regimet af politiske grunde, inklusive antallet af soldater som ved fronten lever under truslen om henrettelse er skjult, selv for dem som gør alt for at få indsigt i proportionerne i det her. Det er særdeles vanskeligt at komme til skyde præsidenten, trods de tyranniske forhold for underklassen. Zelenskyj er en samlende kransekagefigur for regimet og har en symbolsk værdi, ud over det praktiske, at det er ham, som indhenter pengene fra Bryssel og de vestlige regeringer; de mange kontakter og den ikoniske status i den vestlige offentlighed, gør ham vanskelig at erstatte. Ukraine styres af de vestlige efterretningstjenester gennem DIU, hvor den operative kommandostruktur er samlet omkring kabinettet med Kyrylo Budanov for bordenden. Der er meget lidt Det hvide Hus eller Downing Street 10 eller Bryssel kan gøre for at påvirke kursen, som man tydeligt ser, når USAs præsident forsøger at få Kyiv til at lystre. Men ingen tvivl om at Zelenskyjs er udsat og at der er mange, som vil ham til livs. Ukrainekrigen er en 'propagandakrig,' altså at der tages militære beslutninger ud fra hvilken fortælling regimet bedst vil kunne bruge for at opnå sit politiske formål, som i første omgang er flere penge og flere våben til fronten og sortbørsmarkederne. Vi er nu å vej fra desperationsfasen, hvor Kyiv håber på at kunne få krigen til at standse ved at angribe ind i rusland, til panikfasen, hvor det bliver tydeligt, for dem som vil se det, at sammenbruddet er uundgåeligt og der reelt intet er at gøre andet end paralyseret at gentage parolerne.

Når der ikke er flere penge, familier må tilbringe timer og nogle gange hele nætter i undergrundsbanesystemet i læ for missiler og droner og hæren drænes for mandskab, på trods af at der fyldes op med mænd indfanget fra gaden, stiger presset på regimet for at levere ideen om en tålelig fremtid. Der er ingen som tør sætte sig op mod regimet, men hvad skal regimet stille op med udfordringerne? I en normal krig, havde man forlængst kapituleret og søgt en ordning, men en løsning, synes stadig langt borte.

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mag. scient. pol. ph. d) og redaktør på Ukrainedebat.dk Han kan følges på X. under Politologen@KlausKondrup