Forgæves Forhandlingsforsøg

Midt november 2026 bød på diplomatisk aktivitet og tale om forhandlinger; hvad er op og ned? Der er ikke udsigt til samtaler om en fredsslutning og at det går ud over ukrainerne, som går en rædselsfuld vinter i møde.

1) På kamppladsen har Den russiske Føderations væbnede styrker (AFR) overtaget. 2) Washington kan ikke levere, så det er ikke muligt at etablere en fredsproces.

3) NATO er ikke klar til at anerkende Moskvas sikkerhedsinteresser. 4) Ukrainerne bliver mere og mere desperate nu, hvor kulden sætter ind.   1. Situationen på jorden

Vi, i NATO, har ikke fået adresseret udfordringerne omkring hvad vi vil med en fred og hvad målet er med denne krig, mens fjendens stilling i Ukraine bliver bedre og bedre dag for dag. Moskva har tiden på sin side; det er Kyiv, som har brug for våbenhvile: Ukraines el-forsyning er nede under 50% og hovedstaden oplever mørklægning; der mangler strøm i perioder på over 12 timer dagligt. De russiske væbnede styrker (AFR) har påbegyndt ødelæggelse af broerne over Dnipro-floden, hvilket vil afskære det østlige Ukraine fra den strategiske dybde ind i NATO-landene i vest, hvorfra våbnene og ammunitionen kommer. De ukrainske væbnede styrker (AFU) er spredt tyndt ud over en over 1000 kilometer lang frontlinje; Zaporisjsja by ligger blottet for AFRs omstændelige pres. Falder den, vil AFR kunne krydse floden ind i det sydvestlige Ukraine. 2027 vil blive et hårdt år for AFU. Det sidste store fort i Donbas omkring Kramatorsk vil indenfor det nærmeste års tid blive omringet ved at de større indfaldsveje kommer under AFRs kontrol. Ukraine kan stadig fungere som affyringsrampe for NATO, som med brug af satelitter kan dirigere højteknologiske droner og missiler dybt ind i fjendeland, men derudover er der ikke mere 'at skyde med;' AFU venter på at overmagten moser dem: Med stækkede forsyningslinjer udsultes soldaterne langsomt men sikkert. Tabene er enorme: Ledelsen i Kyiv taler om et behov for 30.000 nye rekrutter om måneden, der indfanges i gaderne, som efterhånden er tomme for mænd i den våbenføre alder.

2. Det hvide Hus' mediecirkus

Størrelsen og dybden i Kremls delegation til mødet i Abu Dhabi 10. - 11. november 2026 signalerede, at de forventer et flerårigt forløb, hvor de vil opbygge deres delegation med specialister indenfor de enkelte felter, efterhånden som man kommer nærmere at diskutere detaljerne i en ny europæisk sikkerhedsarkitektur. Det hvide Hus har sendt deres sædvanlige team af ejendomsmæglere; der er stor forskel på, hvad parterne vil have ud af at mødes. De vestlige ledere har stadig en ide om våbenhvile eller i det mindste en de-eskalering af missiludvekslingerne, men det vil Moskva ikke høre tale om. Russerne ønsker en egentlig fredsproces. Sandheden er, at Det hvide Hus ikke kan samle NATO-landene og Kyiv bag en samlet position, og ikke engang garantere at CIA vil efterleve det, som måtte blive aftalt. EU er indtil videre irrelevante for samtalerne, ligesom Kyiv selv, ikke har noget at bidrage med, sålænge CIA kører krigen og Det hvide Hus kører det show, som Kreml er ved at være træt af: Den interne splittelse i Washington gør det reelt umuligt at etablere forhandling. Det kan dog ændre sig; europæerne vil være vigtige partnere, når det kommer til at diskutere Eurasiens fremtid, men der er endnu intet tegn på at EU og Storbritanien er indstillede på at arbejde konstruktivt frem mod en fredsslutning i henhold til Moskvas spilleplan, som i rammesætningen ligner den, vi kender fra afslutningen af Vietnamkrigen (Paris-forhandlingerne 1968 - 1973). Europæernes møde i Dublin 12. - 13. november gentog de sædvanlige paroler uden at berøre substansen.

3. Sagens kerne

Moskva vil have NATO ud af Ukraine, inklusive CIA, MI6, samt alle instruktører, operatører af særlige våben, afmønstrede soldater som kæmper i AFU; alt NATO skal ud. Det er helt fundamentalt for at finde frem til en fredsslutning og få standset kampene, da Moskva signalerer, at AFR vil blive ved, indtil NATO leverer på dette punkt: Kapitulation eller kampene fortsætter. Derudover forlanger Moskva, at der i et fremtidigt Ukraine vil skulle være rettigheder til alle borgere i landet, uanset etnicitet og altså et stop for diskriminering af russere. Indtil videre svarer Vesten at 'NATO ikke er i Ukraine' og at 'der under Den ukrainske Forfatning er beskyttelse af rettigheder for alle grupper.' For at få en fredsproces igang skal der fra vores side være, ikke blind accept, men en reel anerkendelse af Moskvas interesser og en vilje til at levere på deres krav, ellers vil kampene fortsætte, uanset hvad vi skriver i vores aviser og siger på TV. Vi skal adressere krigens årsager, men har vanskeligt ved at forstå, at NATO har tabt denne krig. I Vesten tales der om, at 'Ukraine kæmper for vores frihed,' og om rimeligheden af forskellige territorial-afgivelser, som er et væsentligt punkt i en eventuel forhandlingsproces, men tertiært til de to andre punkter nævnt ovenfor: Således taler vi i NATO-landene stadig udenom sagens kerne, da vi ikke vil anerkende at Moskvas invasion handler om, at Moskva ikke vil have et anti-russisk NATO-støttet Ukraine. At holde fast i vores fortælling om krigen er indtil videre vigtigere for os end ukrainerne og Ukraine.

4. Ukraine bryder sammen

Som USA i sin tid mistede grebet i Vietnam, sådan mister NATO også grebet i Ukraine. Kreml virker selvsikre på bagsiden af valget til Dumaen og de åbenlyse skærmydsler omkring ledelsens manglende gengældelse overfor NATOs angreb. I Vesten siger vi, at det er Ukraine, som sender droner ind i Rusland, selvom det er styret fra Wiesbaden og Kyiv ikke råder over hverken efterretninger, satelitter, droner eller missiler. Historier om at Ukraine producerer deres egne våben, sælger godt i Vesten, hvor mange vil tro på hvad som helst, men fokus i Ukraine er på at skaffe elektricitet og sørge for, at der er basale fornødenheder. Den russiske Føderation har mange informanter i Ukraine og våbenproduktion i større skala bombes med missiler. Det er nu kommet til det stadie, hvor vi begynder at tale om 'den sidste ukrainer' i henhold til det slogan vi udviklede efter Istanbul fredsprocessen, at vi vil kæmpe til den bitre ende. Det er nu. Vi får i Danmark gennem de statstøttede medier, stadig intet at vide om, hvad der reelt foregår i og omkring det land, hvor vi sender penge og våben til en regering, der holder befokningen i et jerngreb og hvor der intet håb er om en fremtid for dem, som endnu ikke er flygtet. Temperaturerne bevæger sig mod frysepunktet i Ukraine. Mange lejligheder i de større byer er uden varme og vand. Det er stort set umuligt at komme til at myrde præsidenten; oplever man at leve i tyranni, må man gøre hvad man kan for at få det standset, men når den ukrainske præsident er i landet, er han omgivet af MI6 og får man nedkæmpet dem og dræbt Volodymyr Zelenskyj, vil man sande, at den operationelle ledelse i Ukraine varetages af det hemmelige politi under den CIAtrænede og -tro, Kyrylo Budanovs, kyndige ledelse. Samfundet er i opløsning, men sikkerhedsstyrkerne vil kunne blive ved med at producere modstandskamp i mange år endnu, uanset hvad befolkningen måtte prøve at stille op. Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mag. scient. pol. ph. d.) og redaktør på Ukrainedebat.dk