Status - 4 år med krig i Ukraine

Ukrainekrigen står mellem Moskva og Washington om NATOs indflydelse i Sydøsteuropa. Her ønsker russerne at Ukraine skal være neutralt og at de fremskudte baser i Rumænien afvæbnes for strategiske missiler. Amerikanerne ønsker en nedslidningskrig hvor det stærkere Vesten udmatter Den russiske Føderation. Efter 4 år står parterne stadig langt fra hinanden med henblik på en overenskomst. Her en vurdering af NATO vs. Rusland i Ukraine.

Taktisk

I en nedslidningskrig er fokus på at hæmme fjendens kapaciteter og ultimativt umuliggøre, at fjenden kan operere på en måde, som modsætter sig ens vilje. Det gælder imidlertid for begge parter. NATO satser på mandskab fra den ukrainske befolkning og frivillige udefra, samt levering af våben til de ukrainske væbnede styrker (AFU). Mit skøn er at AFU ud over territorialforsvaret nu råder over 30 mere eller mindre funktionelle brigader til indsættelse på kamppladsen, hvor cirka halvdelen er fuldt udstyrrede kamphærdede eliteenheder. De russiske væbnede styrker (AFR) har haft overvægt i artilleri, bombekapacitet og mandskab gennem hele krigen. Det betyder, at AFR kommer bedre ud af de enkelte fægtninger relativt til AFU, som langsomt men sikkert mister positioner på kamppladsen og samlet set har over 4 gange så mange tab: døde, sårede, savnede, desserterede og tilfangetagne. AFU har ingen taktiske midler til at holde frontlinjen, men formår gennem vedholdenhed og modangreb at forstyrre AFRs logistik.

Operationelt

Målet for AFR er at udnytte overvægten i ildkraft til at demilitarisere Ukraine. Det giver et naturligt fokus på at skabe pres langs fronten. I vintersæsonen ses færre positionskampe og hovedvægten af operationerne kredser omkring forbedring af logistik og strategisk bombning. Det er koldt i Ukraine i denne tid. Når tøen sætter ind, kommer der en vådsæson, som langsomt vil indvarsle kampsæsonen 2026 i løbet af april måned. Konkret vil kampene langs de to store frontafsnit i syd og øst bære præg af, at AFU står uden mulighed for at 'lukke hullerne,' på grund af mandskabsmangel. Ifølge NATOs generalsekretær leverer NATO 99% af al materiel til AFU. Kommandocenteret i Wiesbaden er hovedkvarter for operationen og den politiske styring foregår gennem præsidentens kontor i Kyiv, nu ledet af Kyrylo Budanov gennem DIU og SBU med Oleksandr Syrskyi som leder af AFU. AFR ledes af Gerasimov og Kreml; den såkaldte Gerasimov doktrin fokuserer på udmattelse gennem operationel omringning, som AFU ikke siden slaget ved Avdiivka, 2023/2024 har kunnet undgå.

Strategisk

NATO indsætter ikke styrker direkte mod AFR og anvender AFU, DIU og SBU for at undgå at eskalere krigen til at omfatte NATO-territorium. Rusland er verdens stærkeste atommagt og har missilteknologi, som er NATOs overlegen, hvilket afskrækker direkte indblanfing med styrker fra NATO, som dog stadig faciliterer strategisk bombning på russisk territorium. Krigen i Ukraine føres af Washington gennem stedfortræder, hvor for eksempel DIU er fuldt integreret med og en forlængelse af CIA. Moskvas krav er demilitarisering af Ukraine, allienceneutralitet og sikring af rettigheder til alle borgere uanset herkomst og etnisk tilhørsforhold. NATOs generalsekretær lovede i en tale til Radaen at NATO vil komme med mandskab og materiel efter en fredsslutning for at garantere Ukraines sikkerhed, som det hedder, men da det netop er det, Moskva vil undgå, vil krigen alene derfor fortsætte uden ende i sigte. AFR er de seneste år begyndt at etablere en ny front i det nordlige Ukraine for at udnytte AFUs mandskabsmangel ved at brede kontaktlinjen ud og på den måde gøre AFUs forsvar endnu tyndere. NATO er udfordret på at levere det fornødne materiel; ikke mindst lufforsvarssystemet Patriot, som også efterspørges kraftigt i Vestasien. USA og NATO er, som AFU også er det, strukket ud med sine evner. Situationen har de seneste år været strategisk uholdbar for NATO, som ikke har noget synligt alternativ til at Kyiv kapitulerer for at undgå yderligere tab af mennesker og land.

Politisk

For NATO har Ukrainekrigen i udgangspunktet givet samling omkring en fælles fjende, Rusland, som man anser for at have overfaldet Ukraine. Resten af verden og endda nogle af NATOs egne medlemmer, som ligger tæt ved krigszonen, er mindre tilbøjelige til at anse NATO for uden medvirken i krigsudbruddet og accepterer, at det er Moskvas krav, at NATO skal ud af Ukraine. Det er særdeles vanskeligt for NATO med USA i spidsen at forholde sig til denne stillingtagen, som blandt andet indebærer at Kina og Indien nægter at medvirke til isolation af Rusland, som har styrket sine strategiske partnerskaber med disse to gigantiske lande og en række mindre magter rundt omkring på kloden, de seneste 4 år. Forsøget på at destabilisere Rusland, er slået fejl og anvendelsen af Ukraine som rambuk til dette formål har affødt en dyb global skepsis overfor USAs metoder og NATOs hensigter. Det er stadig muligt for de fleste vestlige lande at opretholde illusionen om, at alle ser Ukrainekrigen på den måde, som den fremstilles i de europæiske og amerikanske offentligheder, men det medvirker kun stadigt dårligere beslutninger i Vesten og større skepsis overfor Vesten. At Washington ikke formår at komme frem til en fredsslutning i Ukraine sætter spørgsmålstegn ved den amerikanske regerings autonomi og troværdighed.

Klaus Kondrup er geopolitikkyndig (cand. mag. scient. pol. Ph. d.) og redaktør på Ukrainedebat.dk Han kan følges på podcasten Verdenssituationen sammen med Frederik Christensen.