En strategisk overvejelse

af

Klaus Kondrup

Hvis EU skal kunne noget, skal der være ledelse, som er villig til at handle strategisk for EUs fælles bedste og have den politiske tæft til at gennemføre en styrkelse af unionens potentiale, kunnen og viden. Hvis der opnås strategisk autonomi gennem funktionalitet, vil man kunne opnå effektivitet og dermed politisk handlekraft. For nuværende hersker dysfunktionalitet: udsynet er sløret af projektion og eliterne tænker snævert på deres egen overlevelse. I denne artikel spinder jeg en ende over vores situation ved at overveje vores mulige strategi.

Strategisk autonomi

EU skal udvikle strategisk autonomi. Man hører det af og til sagt henkastet, af folk som ønsker at EU skal løsrive sig fra USA, geopolitisk. Men hvad betyder det? Autonomi er at kunne sætte sin egen standard, at kunne handle selv uden vejledning fra andre. Det forstås ofte sammen med dets søsterbegreber uafhængighed og selvforsyning, og i den sammenhæng, får autonomi betydningen: selvbestemmelse. Autonomi implicerer funktionalitet: En handling skal lykkedes, for at betragtes som en handling, og vi forstår strategisk autonomi, som det at kunne planlægge sine handlinger på en måde, så det lykkedes at bevare evnen til at handle og udvide handlerummet gennem udførelsen af handlingen. Hvis man skal styre noget, er dette alfa og omega. Et politisk fællesskab kan erklære sig selvstændigt, men selvstændighed opnås gennem at udøve, bevare og udvikle strategisk autonom, det vi kalder strategisk kapacitet, altså evnen til at tænke sig om og lykkedes med det, sådan at man overlever og bliver stærkere.

En formel for strategisk kapacitet

For at kunne tænke strategisk, skal vi kende situationen og vores evner. På den måde kan vi finde ud af, hvordan vi kommer frem til vores mål. Vi kunne opstille denne primitive formel til at give os et overblik:

Strategisk kapacitet: muligheder x kunnen x viden x refleksivitet

Når vi skal tænke målrettet fremad, anvender vi vores evne til at tænke strategisk. Det kræver en del: at vi har nogle ressourcer, at vi kan noget, sådan at vi vil kunne gøre noget, når vi har fundet en strategi. Disse elementer sætter en begrænsning for, hvad vi reelt kan. Men vores udsyn er mindst lige så vigtigt. Har vi noget viden om os selv og verden, og kan vi bruge den viden til at gøre os bedre, måske finde på noget smart og indse faren i tide? Og så er der det med refleksiviteten: Vi er nødt til at tænke os godt om. Det kræver ledelse, som er villig til at tage råd og overveje flere perspektiver. At kunne argumentere, debatere vende og dreje, men samtidigt beslutte at gå ad en holdbar vej. Det er ikke altid lige let, når man er mange, som skal enes og situationen er kompleks. Specielt ikke hvis man allerede er kommet på afveje. .

EU som eksempel

Jeg tager her EU som eksempel. Vi har et enormt potentiale, med økonomisk udvikling og stabile samfund, men vi har efterhånden vanskeligt ved at skaffe os de nødvendige råstoffer. Man vil altid kunne diskutere vægtningen i mine vurderinger, men jeg mener at denne måde at stille det op på, kan give os noget klarhed. Vores militære evner er ikke prangende; de havde set bedre ud, hvis Storbritannien stadig var med i EU. Men vi kan da mønstre noget forsvarsvilje og Frankrig har atomvåben. Når det kommer til viden, har vi stor viden om, hvad vi ved og hvad vi ikke ved; videnskabeligt set har vi endda udviklet samfundsvidenskab, men vi anvender næsten ikke viden og vi har også vanskeligt ved at få forskellige perspektiver frem og det hæmmer vores udsyn, netop fordi vi støtter os til ideologiserede domme frem for fornuft. Ledelse har vi stort set ikke. Regeringsfunktionaliteten er nærmest nul og effektiviteten er hen ved nul: Vi er prægede af paralyse trods relativt stærke evner og godt potentiale. For at udvikle autonomi skal vi ud af lammelsen og derfra udvikle funktionalitet. Først skal vi lære at handle samlet, siden skal vi prøve at lykkedes med det. Skridt for skridt. Et kvantespring kunne være at handle i henhold til situationen. Det ville øge både vores kapacitet og autonomi.

En simpel kalkyle

Bemærk hvor meget stærkere vores strategiske tænkning bliver, hvis vi får ledelse og anvender viden. Vi kommer ikke ud af det hul, vi sidder i med det vons, men før vi går i gang, vil vi være paralyserede og konstant tabe alle de forskellige situationer, vi befinder os i. Her har jeg sat nogle værdier på de enkelte dele af ligningen:

0,91 x 0,52 x 0,18 x 0,09 = 0,0077

Resultatet svarer til 8 promilles strategisk kapacitet. Bemærk de to sidste faktorer ude til højre. De er små. Hvis vi anvender viden og ledelse vil det kunne forbedres til henved 500 promille eller 50%. Det er ikke bare en væsentlig forbedring, som vi må stræbe efter, men en nødvendig forbedring for at opnå funktionalitet og dermed udvikle strategisk autonomi. For at kunne anvende vores strategiske kapacitet til at kunne handle funktionelt, skal vi altså forbedre nogle elementer. Så lad os se, at komme i gang. Først skal vi erkende vores hovedproblem. Det er de to sidste led i ligningen. Vi har ikke råd til at gøre alting op i ideologiske domme længere. Det betyder, at vi skal dyrke vores kerneværdi. Fornuften. Det vil sige, at vi skal holde op med at projicere virkeligheden ud fra vores fantasi, men forholde os til den, som den er, og så støtte os til en tolkning af virkeligheden og vurderinger, som bygger på sund politologi, når vi overvejer vores handlinger. Det handler om, at vi skal ændre vores opfattelse radikalt. Det handler om vores overbevisning. Den skal ændres. Men det er ikke let.  

Overbevisning, tro og tiltro

 Den overbevisning vi har er afhængig af vores valg, men i høj grad også hvad vi tror på og hvem vi sætter vores lid til. Orienteringsevnen leder os til en overbevisning, blandt andet ved at vi accepterer tingene og nærer tiltro til, at de er sådan, som vi er overbevist om, at de er. Ellers kunne vi ikke overleve. At vide at en dør er en dør og at man ikke skal gå ind i væggen, er alfa og omega. Men hvilken dør man skal gå ind af, er en anden sag. For vores emne er det vigtigt, at når man har valgt at underlægge sig den herskende fortælling om tingenes tilstand, så skal man for at bevare overblikket vide, at man kunne have valgt noget andet. I EU-ledelsen skal der være en bevidsthed om, at hvordan vi forklarer vores politik og formålet med den, kan godt være enslydende, men reelt er det to forskellige ting: Vi skal være klar til at kunne skille vores egen propaganda ud af vores perspektiv på realiteterne, så vi kan se virkeligheden og ikke kun vores overbevisning om, hvordan den burde være.

Vores forestillinger om Ukrainekrigen

Problemet er her, at det vi i øjeblikket vil med krigen, er umoralsk ad helvede til, så hvis ledelsen evner at skelne mellem legitimering og formål, vil den aldrig indrømme det. Uanset hvad de tænker og ved om situationen, mangler der strategisk udsyn. Enhver handling vi foretager, og som måske på et tidspunkt vil vise sig at have været hensigtsmæssig i det den udførtes, er gjort i blinde: Om man lukker øjnene og foregiver at have bind for øjnene eller rent faktisk har bind for øjnene er en ubetydelig forskel. Det er lige farligt. Vi skal rive bindet væk og bruge øjnene til at se. I praksis skal vi lægge alle vores forestillinger om Rusland og Ukraine og USA og os selv væk og så starte fra grunden.

Hvad er situationen og hvordan påvirker det vores handlerum?

EU er havnet i konflikt med Rusland. Der foregår kampe i Ukraine. De russiske væbnede styrker (AFR) bevæger sig frem på kamppladsen; de ukrainske styrker (AFU) bevæger sig tilbage. Hvordan er situationen på jorden i Ukraine og generelt i forholdet mellem RU og Rusland? Overordnet set har krigen i Ukraine udviklet sig fra, at Rusland invaderede over en fase, hvor fjenden opbyggede den såkaldte Surovikin linje, til at AFU nu er kraftigt i undertal: <75.000 kamphærdede styrker overfor AFR >200.000 i min opgørelse. Kamppladsen er præget af at AFRs strategi med at etablere operationel omringning resulterer i at dette forhold forstørres yderligere og at AFU konstant mister stillinger. I den strategiske bombekampagne, hvor parterne forsøger at ramme kritisk infrastruktur, er forholdet endnu større. NATO er løbet tør for skyts. Russerne introducerer nye våben, har teknologisk overherredømme i missiler og elektronisk krigsførelse og producerer mere materiel end NATO. Det betyder at EU's handlemuligheder i forhold til Ukrainekrigen er begrænsede.

Hvad kan vi gøre?

Fokus for vores strategi må derfor være at forholde os til, hvad vi vil kunne opnå og så lave en plan for, hvordan vi opnår det. Men hvad er vores mål? På dette spørgsmål er vi udfordrede. Det er årsagen til, at vi er paralyserede. Den nuværende politik peger mod at vores mål er, at holde konflikten med Rusland kørende og her er en fortsættelse af krigen i Ukraine et delmål. EU har handlet med den konsekvens, at vi er inddraget i krigen. Men nu er vi på hælene. USA er tilbageholdende og det gør, at EU nu står med hovedansvaret for den daglige drift af AFUs indsats. NATO fortsætter med at understøtte gennem kommandocenteret i Wiesbaden og der er endnu intet tegn på, at USA har standset strømmen af efterretninger, som AFU er afhængige af for at kunne orientere sig på slagmarken og fortsætte med den strategiske bombning. Tilbage står, at EU kan deployere tropper og starte en direkte konfrontation med Rusland. Vi kan mønstre 75.000 godt trænede soldater, men de er ikke kamphærdede som ukrainerne og har aldrig set den type krig, som udkæmpes i Ukraine: dronekrig. At sende disse tropper til fronten vil betyde en nedslagtning, som de europæiske offentligheder ikke har appetit på. Tabene vil ikke kunne skjules, selvom pressen fortsætter den selektive rapportering.

Maksimalisterne har bukserne på

I Ukrainekrigen er vores position udpræget defensiv. Vi må forholde os til, hvad fjenden vil. Moskva har et spektrum af målsætninger: NATO ud af Ukraine, demilitarisering, fjernelse af visse regimeelementer fra den ukrainske stat (afnazificering) og tilbagetrækning fra de annekterede områder. Hvis vi ønsker at fortsætte krigen, må vi forstå at Kreml vil gennemføre dette diplomatisk eller med andre midler, altså ved at dræbe de resterende ukrainske soldater og diktere rekonstruktionen af den ukrainske stat. Den erkendelse giver rum til et delmål, nemlig at redde Odessa. I Kreml er der for tiden stemning for at konsolidere sig gennem indtagelse af Dnepropetrovsk, Mikolaiv og Odessa. Det er den såkaldte maksimalistiske position, som har medvind og som presser sig igennem overfor ledelsen ved at trumfe den minimalistiske position, som indeholder en de facto afgivelse af dele af Kherson og Zaporizjzja. Da den diplomatiske situation er gået i hårdknude og der nu arbejdes på at etablere forhandlinger, som vil tage mindst et år at gennemføre, må vi forvente at AFR har taget både Kherson og Zaporizjzja med det nuværende tempo. Kun kapitulation vil kunne forhindre Moskva det. Hvis ikke det er for sent.

Noget at gøre

At holde Odessa vil være et delmål. Uden en havneby vil det være meget vanskeligt at få Ukraines økonomi til at fungere. Der er tale om at indsætte et kontingent i Odessa med henblik på at opnå det mål, at forhindre en omringning gennem AFR-fremmarch gennem Mikolaiv og Odessa til Transnistrien. Bemærk at en AFR-præsens på Dneprs højre bred, altså vest for floden i Kherson oblast vil betyde en afgørende strategisk svækkelse af AFUs muligheder for at forsvare både Odessa og Kyiv. Det centrale at forstå er at AFU mangler kamphærdede tropper og at det problem fortsætter, så de på et tidspunkt er forsvarsløse. EU har allerede gjort meget for at hindre denne situation. Men ligemeget har det hjulpet.

Et taktisk bump

I disse dage har Kreml reageret kraftigt på at der er sunket to russiske skibe i Sortehavet. Frankrig anklages af Moskva for at stå bag og ledelsen har nævnt to mulige udviklinger: 1) at den russiske flåde sænker franske skibe eller skibe på vej til Frankrig, eller 2) at Den russiske Flåde lukker Sortehavet for sejlads. Begge dele vil for Moskva betyde at Ukrainekrigen og konflikten med NATO vil eskalere fra det de kalder for en speciel militær operation hen imod krig. Hertil har Kreml understreget at ethvert angreb på Rusland fra NATO, vil blive besvaret med atomvåben. Her ses fjendens doktrinære Nexus tydeligt. Ukrainekrigen er et anliggende. Udenfor Ukraine vil svaret være et andet.

På kanten af eskalering

Det er alfa og omega at tage modstanderens strategi med i sin overvejelse. Mange i Vesten tror på tabloid mediernes historie om, at Rusland truer os. Hvis vi løfter blikket fra at beskrive situationen, har dette en enorm betydning. Det er netop problemet at vi er ramt af blindhed. Men det har ikke noget med realiteterne at gøre. De ekstra-doktrinale trusler som der har været i denne krig ud over Ukraines territorium, har været at angribe russiske skibe, at lukke Østersøen, at besætte Kaliningrad, hen over sommeren 2025 og at inddrage Den russiske Centralbanks immobiliserede i Euroclear, alle opråb fra Vesten og uden at Moskva har reageret voldsomt på det og hele tiden i henhold til doktrinen. Den har de imidlertid justeret. Sænkningen af de to tankskibe er det første, som er blevet til noget. Endnu. Det betyder en øget sårbarhed for specielt franske skibe og muligheden for endnu en eskalering af konflikten mellem EU og Rusland. For EU som helhed kan det øge splittelsen mellem medlemslandene og føre til yderligere tab af ledelseskapacitet.

Benægtelse er ikke en strategi

Da krigen brød ud, kunne vi have haft en samtale om vores strategi. Det havde vi ikke. Nu står vi meget blakket tilbage med ganske få handlemuligheder i Ukrainekrigen og uden alternativ til at indgå en afspændingsproces mellem EU og Rusland. EU kan vælge at slå ind på militær keynesianisme, hvor vi låner penge til at opruste, men da vil vi fortsat være i benægtelse af vores situation og det er ikke noget grundlag for at lave en strategi: Vi kan bilde os ind at ’russerne kommer,’ ved konstant at tale om ’truslen fra øst,’ men vi kan ikke se at fjenden bevæger sig i retning af, at ville angribe os, så vi kommer til fortsat at fabulere uden reference til virkeligheden. Benægtelse af realiteterne er ikke en strategi, men netop udtryk for manglen på muligheden for at lave en. Bemærk hvor langt vi er fra at kunne tænke strategisk. Hvis vi fik en ny ledelse, som ville kunne skifte kurs og arbejde fremad, ville vi da begynde at anvende viden? Det får vi se. Altså hvis vi kommer ud af vores blindhed.